Syge tabes igennem det økonomiske sikkerhedsnet

Af Lene Witte
Direktør, Gigtforeningen

I Gigtforeningen laver vi hvert år en optælling, der viser, hvor mange mennesker, der mister enhver form for offentlig ydelse, fordi de har en sygdom, der er så kompliceret, at de efter et år endnu ikke har fået en diagnose. I 2008 drejede det sig om 685 mennesker, i 2009 var tallet steget til 936 - en stigning på 40 procent.

Det vil med andre ord sige, at næsten tre danskere hver eneste dag får fjernet det sikkerhedsnet under sig, som vi ellers har en fornemmelse af vil gribe os, hvis alting ramler.

Det økonomiske fundament fjernes
I dag kan man som udgangspunkt få sygedagpenge i 52 uger. Herefter er det afgørende, at patienten er helbredsmæssigt afklaret, altså har fået en diagnose eller en vurdering om varig funktionsnedsættelse. Efter en afklaring tages der nemlig stilling det videre forløb, om man for eksempel skal i fleksjob eller have førtidspension. Men hvis sygdomsforløbet er kompliceret og patienten ikke er afklaret efter ét år, så falder han eller hun uden for kategori og bliver tilbudt kontanthjælp. Og det er hér, problemet opstår: Hvis man er gift, og ægtefællen tjener mindst 21.719 kr. kroner om måneden, så smækker de offentlige kasser i.

Risikoen er altså, at hvis din sygdom er så kompliceret, at den er svær at diagnosticere, og hvis du samtidig er gift eller boligejer, så mister du enhver indtægt. For mange får det katastrofale følger for familiens samlede økonomi, der netop er bygget op omkring to indtægter.

At fjerne det økonomiske fundament under en stigende gruppe syge, fordi man ikke kan sætte navn på deres sygdom, er dybt urimeligt og en skamplet på Velfærdsdanmark.

Lene Witte
Direktør, Gigtforeningen

At fjerne det økonomiske fundament under en stigende gruppe syge, fordi man ikke kan sætte navn på deres sygdom, er dybt urimeligt og en skamplet på Velfærdsdanmark. Det skal vi gøre bedre.

Hullerne skal lukkes
Gigtforeningen foreslår derfor, at man skal kunne få forlænget sygedagpengene, indtil der foreligger en diagnose og en afklaring af det videre forløb. Dermed kan man hjælpe det enkelte menneske gennem en svær og uvis periode, og sikre, at han eller hun kan koncentrere sig om at blive rehabiliteret og forhåbentlig komme tilbage på arbejdsmarkedet.

Jeg kan høre ekkoet af politikere, der siger, at "et velfærdssamfund skal kendes på, hvordan det behandler sine svageste". Derfor er det ekstra svært at forstå, at de samme politikere intet gør for at lukke hullerne i sikkerhedsnettet, så syge og udiagnosticerede ikke falder igennem. Og jo - de kender skam godt problemstillingen. Gigtforeningen har tidligere gjort dem opmærksom på den, og den er i øvrigt ikke ny. Men med en stigning på 40 procent flere på ét år, der falder igennem, bliver den gradvis mere alvorlig. Mon snart én vil reagere?