Kommentar af 
John Wagner

EU-valget kan få indenrigspolitiske konsekvenser. Derfor hader partierne dette "midtvejsvalg"

Det er en skræmmende kendsgerning, at partiernes interesse for EU-politik ikke er proportionalt med dens indflydelse på dansk politik. Derfor er og bliver europaparlamentsvalget allerhøjest et såkaldt midtvejsvalg, og allerede mandag efter valgnatten vil fokus være tilbage på dansk politik, skriver John Wagner.

Når valgresultatet nærmer sig søndag aften, vil al fokus rette sig mod de indenrigspolitiske konsekvenser af midtvejsvalget, skriver John Wagner.
Når valgresultatet nærmer sig søndag aften, vil al fokus rette sig mod de indenrigspolitiske konsekvenser af midtvejsvalget, skriver John Wagner.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
John Wagner
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Glem alt om, at de seneste dages forøg på at skabe en debat om EU-politik forud for søndagens europaparlamentsvalg bliver indledningen til, at partierne i dansk politik tager dem "nede i Bruxelles" lige så alvorligt, som dem bag Christiansborgs tykke mure og toneangivende borgmestre i de største byer.

Partiledelserne, partisekretærer, pressechefer i partierne med flere mere eller mindre hader det direkte valg til Parlamentet i Bruxelles/Strasbourg.

Europaparlamentsvalget hvert femte år forstyrrer de, for dem, langt vigtigere forberedelser til det kommende kommunalvalg i november 2025 og folketingsvalget senest i oktober 2026.

Europaparlamentsvalget er og bliver allerhøjest et såkaldt midtvejsvalg – en temperaturmåling på den halvpart af vælgerne, der gider møde frem 9. juni – og det må i hvert fald ikke koste partierne for mange penge. Valgkassen skal være intakt til de efterfølgende nationale valg.

Partiernes interesse for europaparlamentsvalget er altså omvendt proportional med EU-politikkens indflydelse på dansk politik. Tankevækkende, ja skræmmende. Men det er desværre en kendsgerning, selv om der i disse dage gøres ihærdige forsøg på at overbevise os om det modsatte.

Når valgresultatet nærmer sig søndag aften, vil al fokus således rette sig mod de indenrigspolitiske konsekvenser af midtvejsvalget.

Hvordan klarer regeringspartierne sig?

Er der partier, der normalt har været repræsenteret i parlamentet, der ryger ud?

Og ikke mindst: Vil det efterfølgende valg af formand for Kommissionen, næstformænd, formand for Det Europæiske Råd, formand for Parlamentet og dansk EU-kommissær indebære, at Mette Frederiksen (S) drager sydpå med en større ministerrokade i Danmark til følge?

Læs også

For tre partier, Det Konservative Folkeparti, Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti, bliver 9. juni nervepirrende.

Det er partier, der normalt har været stærkt repræsenteret i Parlamentet. Konservative med op til fire medlemmer med tidligere statsminister Poul Schlüter i spidsen.

Om det bliver til tre eller fire socialdemokrater i Parlamentet er ikke afgørende. Det er det til gengæld, om SF får flere stemmer end Socialdemokratiet.

John Wagner
Politisk kommentator

Dansk Folkeparti også med op til fire medlemmer med den senere partileder Morten Messerschmidt i spidsen, som dengang slog alle rekorder i personligt stemmetal.

Og Radikale med senest to medlemmer, hvoraf Morten Helveg Petersen har været et meget indflydelsesrigt medlem.

For alle tre partier gælder, hvis de ikke opnår repræsentation i Parlamentet de næste fem år, at det vil være et eklatant nederlag, og at der efter valget må komme en måske berettiget diskussion om valg af spidskandidat, partiaktiviteten i valgkampen og – ikke mindst for Dansk Folkepartis vedkommende – den valgte EU-politik.

Som det vel nærmest eneste "EU-modstander-parti" må Morten Messerschmidt i givet fald spørge sig selv, om Anders Vistisen (DF) og den markante EU-kritik var rigtig valgt, når krig i Europa, klimaudfordringer og et truende valg af Trump i USA i den grad taler for europæisk samarbejde?

For regeringspartierne er der også meget på spil. Mange socialdemokrater frygter, at europaparlamentsvalget for dem bliver en folkeafstemning for eller imod Mette Frederiksen.

Om det bliver til tre eller fire socialdemokrater i Parlamentet er ikke afgørende. Det er det til gengæld, om SF får flere stemmer end Socialdemokratiet.

Læs også

For Venstre er spørgsmålet, om det kan "nøjes" med en halvering fra fire til to.

To er af partiet fastlagt som et succeskriterium, selv om det vil være historisk lavt. Tre – i kraft af valgforbundet med de radikale og Moderaterne – vil være en overraskelse og kæmpe sejr.

Mandag er fokus tilbage på dansk politik og følgevirkninger.

John Wagner
Politisk kommentator

Valg af bare et enkelt medlem er og bliver et nederlag, som får konsekvenser indenrigspolitisk.

Moderaternes valg er lige så uforudsigeligt som partilederen Lars Løkke Rasmussen.

Men en enkelt valgt repræsentant, formentlig Stine Bosse, er vel det sandsynlige, og ellers vil Lars Løkke med sædvanlig elegance kunne bortforklare alt.

Søndag 9. juni før midnat – det er jo begrænset, hvor mange stemmer der skal optælles – kender vi resultatet.

Mandag 10. juni er fokus tilbage på dansk politik og følgevirkninger – og vi kan (desværre) se tilbage på endnu en femårig valgperiode i Europa-Parlamentet og et europaparlamentsvalg, der ikke kom til at handle om det, der betyder rigtig meget for dig og mig. Nemlig, hvad der tages initiativ til og besluttes "nede i Bruxelles".

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

John Wagner

Politisk kommentator og bestyrelsesmedlem
journalist (DJH 1979)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Morten Messerschmidt

Partiformand (DF), MF
cand.jur. (Københavns Uni. 2009)

0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024