Debat

Vejdirektoratet til FH: Vi prioriterer et sikkert arbejdsmiljø og støtter den danske model

Vi tager skarp afstand fra FH's anklager om farligt arbejdsmiljø og underbetalte ansatte på byggepladsen for Storstrømsbroen, skriver projektchef i Vejdirektoratet, Niels Gottlieb.*

Vi støtter den danske model, og vi har derfor indbygget klausuler i vores kontrakter, som stiller krav om, at medarbejdere på vores projekter har løn- og ansættelsesforhold svarende til sammenlignelige overenskomster, skriver Niels Gottlieb.
Vi støtter den danske model, og vi har derfor indbygget klausuler i vores kontrakter, som stiller krav om, at medarbejdere på vores projekter har løn- og ansættelsesforhold svarende til sammenlignelige overenskomster, skriver Niels Gottlieb.Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Niels Gottlieb
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

*Rettelse: I en tidligere version af indlægget blev byggeriet af Femernforbindelsen nævnt i underrubrikken på en måde, der kunne foranledige læserne til at tro, at FH også anklagede dette byggeri for at have et dårligt arbejdsmiljø og underbetalte ansatte. Det var dog ikke tilfældet. FH fremhæver tværtimod Femernforbindelsen som et godt eksempel inden for arbejdsmiljø og arbejdsrettigheder.

Fagbevægelsens Hovedorganisation udråber i en artikel i Altinget byggepladsen for Storstrømsbroen som et farligt arbejdsmiljø.

Det er dog ikke nyt, at byggepladser er farligere arbejdspladser end så mange andre. Og det kræver en stor indsats at sikre høj sikkerhed på en byggeplads med mange forskellige nationaliteter.

Forskellige kulturer og opfattelser af arbejdsmiljø er en naturlig følge af en sammensat arbejdsstyrke, og ikke alle er vant til, at arbejdsmiljø har samme fokus i deres hjemlande som her.

Ikke desto mindre har Storstrøm i lange perioder ligget under landsgennemsnittet for branchen, når man kigger på tallet for ulykker med fravær per en million arbejdstimer.

Læs også

I 2023 og i 2024 har vi ligget væsentligt under landsgennemsnittet. Det tilskriver vi vores konstante indsats på området.

Det kræver en vedholdende og fokuseret indsats hver eneste dag. Vejdirektoratet har fra starten af projektet prioriteret en ekstra indsats på området, fordi vi ønsker et projekt uden ulykker.

Sikkerhed er en del af dagligdagen

Som bygherre har vi et arbejdsmiljøteam, der dagligt arbejder med at sikre et godt og sikkert arbejdsmiljø på byggepladsen med blandt andet daglige besigtigelser og runderinger på pladsen.

Teamet er gennem projektperioden vokset og tæller nu seks personer, som udelukkende har denne opgave. Faktisk udgør vores arbejdsmiljøtilsynsteam en tredjedel af de tilsynsfolk, der har sin faste gang på pladsen

Vi tager skarp afstand fra de underentreprenører, der ikke kan finde ud af at betale korrekt løn til deres medarbejdere.

Niels Gottlieb
Projektchef, Vejdirektoratet

Alle ansatte skal gennemgå et obligatorisk introforløb, inden de får adgang til byggepladsen. Her bliver der talt sikkerhed, ligesom vi har skiftende arbejdsmiljøkampagner. Sikkerhed er derfor en integreret del af det daglige arbejde.

Kan man stole på ulykkestallene og indberetningerne, vil nogle måske spørge. Til det kan vi kun svare, at der altid vil være et mørketal, men vi har ingen grund til at antage, at mørketallet er højere på Storstrømsprojektet end på andre anlægs- og byggeprojekter.

Den danske model virker

Fagbevægelsens Hovedorganisation anklager også Storstrømsprojektet for underbetaling. I Vejdirektoratet vil vi have ordentlige løn- og ansættelsesforhold på alle vores projekter.

Vi støtter den danske model, og vi har derfor indbygget klausuler i vores kontrakter, som stiller krav om, at medarbejdere på vores projekter har løn- og ansættelsesforhold svarende til sammenlignelige overenskomster.

Derfor tager vi skarp afstand fra de underentreprenører, der ikke kan finde ud af at betale korrekt løn til deres medarbejdere.

Vi har haft to sager på Storstrømsprojektet. Sager vi naturligvis helst havde været foruden, men sager, der viser, at den danske model virker.

Vi har i vores kontrakter indbygget arbejdsklausuler, så vi kan tilbageholde betalinger til projektets hovedentreprenør – også hvis der er tale om en underleverandør, der ikke betaler sine medarbejdere den korrekte løn. Det skete i den ene sag.

Da medarbejderne på vores byggeplads kommer fra mange steder i verden, er det vigtigt for os at sikre, at den enkelte medarbejder er orienteret om reglerne på det danske arbejdsmarked.

Derfor indgår information om rettigheder, lønforhold og regler på det danske arbejdsmarked i vores obligatoriske introforløb. Vi har tilbudt fagforeningerne en kontorplads 25 meter fra byggepladsen, så det er let for de ansatte at komme til at tale med fagforeningerne, hvis de ønsker det.

Klar til biltrafik i 2025

Statens Kontrolenhed for Arbejdsklausuler (Kontrolenheden) udfører kontrolbesøg på projektet, ligesom de kontrollerer arbejdsklausulens overholdelse i statslige kontrakter hos Banedanmark, Bygningsstyrelsen, Økonomistyrelsen og Vejdirektoratets øvrige projekter.

Kontrolenheden arbejder risikobaseret og stikprøvevis ved at vælge et udsnit af de statslige projekter til kontroller.

Ingen af kontrollerne på Storstrømsprojektet har resulteret i dokumenterbart fund om brud på arbejdsklausulen.

Afslutningsvis skal vi lige omkring broens færdiggørelse. "Broen skulle have stået færdig i 2023, men er indtil videre udskudt til 2027," står der i artiklen.

Vi kan så præcisere, at broen som udmeldt i december 2021 forventes at være klar til biltrafik i 2025 og jernbanetrafik i 2027.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Niels Gottlieb

Projektchef, Vejdirektoratet
Civilingeniør (DTU, 1991)

0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024