Ellemann vil ikke udpege Vadehav til verdensarv

VADEHAVET: Miljøminister Karen Ellemann (V) vil ikke udpege Vadehavet til verdensarv, før nationalparken i området er på plads, sagde hun på samråd. Oppositionen er utilfreds.
Den hollandske og den tyske del af Vadehavet er allerede på Unescos liste over verdensarv - men den danske del må vente, indtil der er etableret en nationalpark, mener den nye miljøminister.
Den hollandske og den tyske del af Vadehavet er allerede på Unescos liste over verdensarv - men den danske del må vente, indtil der er etableret en nationalpark, mener den nye miljøminister.
Anders Jerking
En ting ad gangen. Det var budskabet, da den nyudnævnte miljøminister, Karen Ellemann (V), onsdag for første gang var i samråd i Folketingets Miljøudvalg.

Her ville oppositionen have svar på, om miljøministeren vil prøve at få optaget den danske del af Vadehavet på Unescos liste over verdensarv. Både den tyske og den hollandske del af havet er på listen allerede. Men Karen Ellemann slog på samrådet fast, at hun i første omgang vil prioritere at få etableret en nationalpark i området.

"Når nationalparken er godt i gang, så skal vi genoverveje, om den danske del af Vadehavet skal udpege til verdensarv," sagde ministeren, der understregede, at en udpegning også skal have lokal opbakning.

"Det er ikke nogen hemmelighed, at da spørgsmålet om udpegning af verdensarv sidst var på dagsordenen, så var der betydelig lokal modstand. Det er vigtigt, at der er et tæt samspil mellem stat og de berørte kommuner, når vi ansøger om verdensarv, for den efterfølgende beskyttelse er jo også op til kommunerne. Det skal ikke være noget, som de lokale får trukket ned over hovedet," sagde Ellemann.

Dansk formandskab 
Den 17. og 18. marts mødes repræsentanter for Danmark, Tyskland og Holland på øen Sild til den 11. internationale konference om Vadehavet. I de næste tre år skal Danmark lede de tre landes samarbejde om vadehavet, og på samrådet sagde Karen Ellemann, at det i denne periode skal afklares, om den danske del af havet skal på verdensarvs-listen.

"Jeg kunne godt sætte mig som ambition, at vi skal have en afklaring inden for denne periode," sagde hun.

Fakta

Hvordan klarede Ellemann sit første miljø-samråd?

Jørn Dohrmann (DF):
"Hun var godt inde i sagerne, så det kommer til at gå meget godt. Hun var klar i sine svar i forhold til, hvilken retning hun vil - også mere klar end Troels Lund plejede at være."

Mette Gjerskov (S):
"Hun virkede velforberedt og var meget imødekommende. Hun virkede som om, at hun vil lægge en samarbejdende linje over for udvalget. Det er meget positivt. Troels Lund samarbejdede på nogle områder, men der var også områder, hvor han kørte solo. Ellemann virkede som om, at hun var interesseret i et bredt samarbejde."

Ida Auken (SF):
"Hun forsøgte at lytte og være imødekommende, men lige nu er det jo kun løfter. Vi må se, hvad det bliver til i virkeligheden. Det kunne godt være, at Karen Ellemann turde sætte sig op mod landbruget og faktisk være minister for naturen og miljøet."

Per Clausen (EL):
"Hun var udmærket, hun forsøgte at svare på de spørgsmål, der blev stillet. Politisk gør det nok ingen forskel, for hun huskede at tale til landbrugets interesser."

Ministeren ville på samrådet dog ikke love, at hun selv deltager i konferencen. Det skuffer flere af oppositionspartierne.

"Det er utilfredsstillende, hvis ministeren ikke kommer til mødet," siger SF's miljøordfører, Ida Auken, som også mener, at Danmarks ambitioner i forhold til beskyttelsen af Vadehavet er lavere end Tyskland og Hollands.

"Det er pinligt, hvis Danmark skal trække ambitionerne ned, når vi har formandskabet," siger hun.

En syg undskyldning 
Socialdemokraternes miljøordfører, Mette Gjerskov, er utilfreds med, at ministeren ikke vil arbejde for at få den danske del af havet på Unescos liste.
"Det er slapt, at Tyskland og Holland har deres del af havet på listen, og vi ikke har."

Mette Gjerskov forstår ikke ministerens plan om først at oprette nationalparken og derefter søge om optagelse som verdensarv.
"De to ting har ikke noget med hinanden at gøre. Det er en syg undskyldning, for man kan sagtens gøre begge ting samtidig."

Dansk Folkepartis miljøordfører, Jørn Dohrmann, mener derimod, at ministerens plan er fornuftig.
"Det er sund fornuft, at man godt vil have nationalparken helt på plads, inden man presser på med det næste projekt, men det er vigtigt, at man ikke venter med at starte processen om at få optaget området som verdensarv," siger han.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Gjerskov

MF (S), ordfører for miljø og verdensmål
cand.agro. (Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole 1993)

Ida Auken

MF (S), fhv. miljøminister (SF)
cand.theol. (Københavns Uni. 2006)

Jørn Dohrmann

Fhv. MF og MEP for DF, nu aktiv i Moderaterne
Automatikmekaniker (1988)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024