Naturfonden har fået en direktør
Den Danske Naturfond har ansat Flemming Nielsen som sin første direktør. Han kommer fra en stilling som kontorchef i Miljøministeriet.
Line Jenvall
Redaktionsassistent50-årige Flemming Nielsen bliver Den Danske Naturfonds første direktør.
Flemming Nielsen kommer fra en stilling som kontorchef i Miljøministeriet. Tidligere har han ledet Natur- og Landbrugskommissionens sekretariat og styret arbejdet med de første naturplaner.
Formanden for Naturfonden, Lauritz B. Holm-Nielsen, glæder sig over ansættelsen.
”Med Flemming Nielsen får Den Danske Naturfond en direktør, som har et stort overblik og en lang erfaring indenfor natur- og miljøområdet. Derudover har han også en solid ledelsesmæssig baggrund og et veludbygget kendskab til de mange organisationer og interessenter, som vil blive en naturlig del af naturfondens fremtidige samarbejdspartnere,” siger han i en pressemeddelelse.
Den Danske Naturfond blev stiftet 1. januar og har som formål at sikre mere og bedre natur i Danmark. Fonden er dels finansieret af staten, dels af private fonde.
Flemming Nielsen blev udvalgt blandt 97 ansøgere og begynder sit arbejde 1. juli.