Anerkendt sundhedsøkonom om Region Østdanmark: "Det er en ommer"

Og at en samarbejdsaftale om personaledeling mellem de to regioner, der blev indgået i december 2022, ikke havde båret tilstrækkelig frugt.

Ting tager tid, ikke kun i staten.

Oprettelse af Region Østdanmark løser ikke lægeudfordringerne i Region Sjælland og slet ikke for almen og specialpraktiserende læger, som ikke har noget med regionsdannelse at gøre.

Men det løser sandsynligvis heller ikke udfordringen med at rekruttere sygehuslæger – og slet ikke uligheden i sundhed, som ikke har ret meget med sygehuslæger at gøre.

Eksemplet som statsministeren gav på pressemødet om fordelene ved mega-regionen, var en speciallæge, der var fire dage om ugen på Rigshospitalet og én dag i Nykøbing Falster – for slet ikke at tale om turen til medicinsk ambulatorium i Nakskov. 

Det løser jo ikke lægebemandingen i Nykøbing Falster, men fastholder i stedet udfordringerne, fordi det ikke er en mere varig løsning på rekrutteringsproblemer og fastansatte læger i Nykøbing Falster.

Men det vidste statsministerens taleskriver vel ikke. Hvad er højest: Rundetårn eller et tordenskrald – Danmarks mest specialiserede hospital og det muligvis mindst specialiserede?

Og det ædle og rigtige formål at skabe en bedre fordeling af ressourcerne og "hvor patienterne kan få hurtig adgang til behandling og pleje af højkvalitet" – er godt nok noget af en anklage i superklassen mod Region Sjælland.

Hvis det skulle have givet en smule mening, skulle problemstillingen have været vendt om, det vil sige en ansættelse i Nykøbing Falster med en godbid om en dags ugentlig ansættelse på Rigshospitalet. 

Kjeld Møller Pedersen
Professor emeritus, SDU

Og "én region med ét samlet arbejdsgiver- og ledelsesansvar giver langt bedre mulighed for (...) at bidrage til lægedækning og udvikling af attraktive uddannelses-og karriereveje på de sjællandske sygehuse". 

Ja, det står der.

Hvordan skal der kunne opbygges et fagligt miljø med bustransporterede normadelæger fra hovedstadsområder, bortset fra at en dyb specialist fra Rigshospitalet vil få et mindre fagligt chok i Nykøbing Falster med en ganske anden patientsammensætning end på Rigshospitalet samt eksempelvis kun én samlet medicinsk afdeling, og ikke en afdeling for hvert speciale som på Rigshospitalet.

Hvis det skulle have givet en smule mening, skulle problemstillingen have været vendt om, det vil sige en ansættelse i Nykøbing Falster med en godbid om en dags ugentlig ansættelse på Rigshospitalet. 

Men der kan være andre modeller – de er bare svære at få øje på.

Ved pressemødet var statsministeren også inde på, at reformen var et opgør med social ulighed og geografisk ulighed. 

Ja, der er et forsøg på at mindske den geografiske ulighed. Men den sociale ulighed er en ganske anden sag, for den er ikke som sådan rodfæstet i sundhedsvæsenet og slet ikke i forhold til sygehuslæger. 

Forsøget på at omfordele sygehuslæger skulle i princippet kunne rette op på uligheden i adgangen til sundhedsvæsenet.  

Sundhedsrådene

De 17 sundhedsråd er en vigtig nyskabelse. De bliver aldeles afgørende for at føre tænkningen om et nært sundhedsvæsen ud i livet.

Mislykkes det at få dem til at fungere mislykkes hovedsigtet med reformen. 

Sundhedsrådene er en kombination af en ide om nærudvalg i Strukturkommissionens betænkning og sundhedsklynger i reformforslagene fra 2019 og 2022. Dengang var der tale om 21 klynger organiseret omkring akutsygehusene.

I regeringens forslag skæres det ned til 17 ved at have færre i Region Nordjylland og i Region Sjælland – men fortsat organiseret omkring akutsygehusene. 

Det er svært at forstå opdelingen af sundhedsråd i Region Sjælland med meget store geografiske områder, så der kun bliver to sundhedsråd sammenlignet med tidligere fire sundhedsklynger.

I lyset af udfordringerne her skulle man have forventet flere. Det er utvivlsomt noget, der bør ses på endnu en gang.

Sundhedsrådene får helt centrale opgaver og eget budget. Man bliver helt forpustet af de opgaver, der henlægges til sundhedsrådene.

De får blandt andet ansvaret for planlægningen af almen praksis, de skal udarbejde en nærsundhedsplan, de skal ’vende sygehusene udad’, det vil sige få dem til at orientere sig mod det nære sundhedsvæsen og varetage driften af sygehuset i lokalområdet. 

Alt i alt skal de varetage den umiddelbare forvaltning af regionens opgaver i nærområdet.

Regionspolitikerne skal nu vise, at de er i stand til at lede udviklingen af en ændret balance i sundhedsvæsenet.

Kjeld Møller Pedersen
Professor emeritus, SDU

De skal sikre større lokal og politisk handlekraft sådan, at beslutningerne træffes tættere på borgerne og være en motor for forandringer. 

Rådene skal bestå af repræsentanter fra regionsrådende og de indgående kommuner. Der vil være et regionalt flertal og kommunernes stemmevægt afhænger af antal indbyggere.

Spørgsmålet om sekretariatsbetjening berøres desværre ikke, men bliver af central betydning – inklusiv inddragelse af kommunerne, de praktiserende læger, sygehuset osv.

Det skal ikke støbes i beton, men det er vigtigt med nogle skitser. 

Det kan blive afgørende for, hvordan sundhedsrådene kommer til at fungere.

Udfordringen for den regionale sekretariatsbetjening bliver at undgå, at perspektivet ikke er regionens, men sundhedsrådenes lokalområde.

Der bliver helt sikkert konkurrence om formandsposterne i sundhedsrådene – her er der mulighed for indflydelse og sætte aftryk. 

Det er der i øvrigt også taget højde for med hensyn til aflønning af de arbejdsmæssigt krævende formandsposter.

Kæmpeopgave

Regionspolitikerne skal nu vise, at de er i stand til at lede udviklingen af en ændret balance i sundhedsvæsenet.

Hidtil har de altovervejende været sygehusorienterede, men skal nu til at se på hele sundhedsvæsenet, især det nære og ændre balancen mellem sygehuse og primærsektoren – og føre an i denne transformation.

Det er en kæmpeopgave, fordi tænkningen og fokus skal ændre karakter.

På Christiansborg er det vigtigt at sikre sundhedspolitisk stabilitet i en 5- til 10-årig periode for at indkøre reformen. 

Derfor er det vigtigt at skabe et så bredt forlig som muligt med de sædvanlige bindinger ind i næste valgperiode.

De årlige økonomiaftaler med regionerne bliver endnu vigtigere end i dag, fordi det er her, at den ændrede balance i ressourcefordelingen til de forskellige dele af sundhedsvæsenet slår igennem.