De nominerede til årets Cavlingpris er fundet

Cavling-komiteen i Dansk Journalistforbund har mandag nomineret fem journalistiske præstationer til årets Cavlingpris.
Christian Juhl Mølgaard
De nominerede er: Hans Davidsen-Nielsen og Bo Maltesen, Politiken, for deres afsløringer af Skatteministeriets rolle i statsministerparrets skattesag; afsløringer, som medvirkede til nedsættelse af Skattesagskommissionen. Line Holm Nielsen for den digitale single "Kuppet" på medievirksomheden Zetland; om gennemførelsen og efterforskningen af danmarkshistoriens største røveri mod Dansk Værdihåndtering i 2008-2012. Kaare Gotfredsen, Lasse Ravnø og Jonathan Placing, TV2, for afdækning af politisvigt og manglende bekæmpelse af narkokriminalitet på Vesterbro i København og i Sandholmlejren i Nordsjælland. Asbjørn With, Nordjyske Medier, for i over 100 artikler at have kulegravet Rebild Kommunes svigt i sager om sexmisbrug, tvangsfjernelser og hjælp til handicappede. Puk Damsgaard, Danmarks Radio, for sine reportager fra og om borgerkrigen i Syrien, hvor hun har skildret de menneskelige konsekvenser af den langstrakte konflikt. Der var i alt 55 forslag til prisen i år, heraf 45 forskellige. Cavling-komiteen beslutter torsdag 3. januar 2013, hvem der skal have årets pris. Dagen efter, fredag 4. januar 2013 kl. 15.00, hyldes de fem nominerede med uddybende begrundelser, hvorefter navnet på prismodtageren afsløres. Det hele foregår i Bibliotekssalen i Rundetårn, Købmagergade 52, København K. Pressens minister, statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), deltager også. Cavling-komiteen består af formand Kurt Strand, freelance, Abelone Glahn, Amedia, Marianne Nielsen, Ekstra Bladet, Kirsten Pilgaard, Nordjyske Medier og Torben Møller, DR Midt & Vest.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024