Den danske model fejrer 125 år. Det gør en af dens mest ihærdige modstandere også

Det indre missionske Kristeligt Dagblad, hvis redaktør blev den første formand for KDF, tegnede foreningens grundlag tydeligt: “Så længe f.eks. fagforeningerne er socialdemokratiske partigængere, kunne vi kun fraråde kristne arbejdere at blive stående i dem. Thi de levner ikke plads for de åndelige nuancer - og et troende menneske vil tage skade af i længden at skulle være blot et nummer, en stemmeseddel (Dette bortset fra, at der kan herske endnu værre tyranni i fagforeningerne, når det gælder f.eks. arbejdsnedlæggelse eller lignende.)"

Mange år senere blev det formuleret meget direkte: “KDF vil gerne samle med Kristus, være et fristed og værn for alle, som ikke kan være med til at føre de unge bort fra Kristus. Her er den dybe modsætning mellem os og de verdslige fagforeninger.”

Med det udgangspunkt, at kristne lønmodtagere skulle være parat til at arbejde som strejkebrydere, når deres kolleger blev lockoutet af arbejdsgiverne eller selv gik i strejke, kan det næppe undre, at forholdet mellem den traditionelle fagbevægelse og den kristelige bevægelse har været på frysepunktet i mere end hundrede år.

Jeg har i min formandstid deltaget i adskillelige gode debatter med Kristelig Fagforenings daværende formand Søren Fibiger Olesen, der selv kommer fra Indre Mission, og har hver gang prøvet at blive klogere på, hvorfor den kristelige bevægelse i lande som Danmark og Holland ligger i krig med den klassiske fagbevægelse, mens flertallet af de kristelige bevægelser verden over, arbejder side om side med de traditionelle fagforeninger og ligesom dem, anvender konfliktvåbenet, når det er nødvendigt.

i mine øjne har hovedårsagen til væksten været foreningens meget bevidste nedtoning af det kristne grundlag

Dennis Kristensen
Fhv. forbundsformand, FOA

Jeg har ikke kunnet finde anden forklaring end sammenfletningen med den religiøse fundamentalisme i Indre Mission og omegn, som åbenbart er så hardcore, at Kristelig Fagforening måtte forlade den internationale kristelige verdensorganisation, der anerkender brugen af kollektive kampskridt, selvom den prioriterer fredelige løsninger højest.

Til gengæld har jeg også været med til at stemme for at sammenlægge den klassiske fagbevægelses og den kristelige fagbevægelses verdensorganisationer, som Kristelig Fagforening forlod.

Den borgerlige regering var i 2002 med til at løbe Kristelig Fagforening i gang med lovgivning om tværfaglige a-kasser, men i mine øjne har hovedårsagen til væksten været foreningens meget bevidste nedtoning af det kristne grundlag, til fordel for markedsføring af frit valg og pris.

Stridigheder og interne kampe om den religiøse orientering har dog i perioder givet offentligheden et lille indblik i strategien, om udadtil at fremstå som uafhængig, og indadtil praktisere stærkt højreorienterede religiøse overbevisninger: "Krifa har indtil videre spillet et kort om, at det kristne blot handler om et etisk princip, der rækker ud over politik. Men de vælger en særlig kirkelig retning, som er tilknyttet en højrefløj i USA, der er ekstrem modstander af homoseksualitet, abort og gengiftning."

Kristelig fagforening er blevet store i samme periode, som den traditionelle fagbevægelse er skrumpet.

Det er en myte, at lønmodtagere i stor stil tiltrækkes af de kristeliges religiøse grundlag. Det handler om kontingenter.

På det punkt er Det Faglige Hus’ Johnny Nim befriende ærlig: “Det handler om pris, pris og pris”.

Tilsvarende er det en myte, at den kristelige fagbevægelse anerkender og selv udgør en del af den danske model. Virkeligheden er den modsatte.

Mens den kristelige arbejdsgiverforening (KA), som FOA rystede kollegerne og en del medlemmer ved at indgå overenskomst med i 2004, ønsker at være en del af modellen, vil Kristelig Fagforening det modsatte; nemlig være “et alternativ, der adskiller sig markant fra den danske model ….”

Og den holdning er fastholdt efter Venstre-politikere har indtaget formandsposten hos de kristelige.

FOA holdt med overenskomsten med den kristelige arbejdsgiverorganisation, Kristelig Fagforening ude af ældreplejen.

Det skabte naturligvis gnister mellem de to kristelige foreninger, som nok var medvirkende til Kristelig Fagforenings opsigelse af alle overenskomster med KA i 2016, hvor et af kravene fra foreningens side var noget så opsigtsvækkende som opsigelsen af modpartens direktør, Karsten Høgild, i KA.

Kristelig fagforening har i min tid haft en forkærlighed for netop at sige farvel til, afskedige og degradere egne direktører og ledere i foreningen.

Formuleringen om at ville adskille sig markant fra den danske model, er en ren tilståelse. Kristelig Fagforening ønsker ikke at være en del af den aftale-model, som nu fejrer 125 år.

Opsigelsen af overenskomsterne med KA indeholdt yderligere en, i det mindste for en tidligere forbundsformand, sensationel tilståelse. Den morgen fik jeg da også kaffen galt i halsen:“Vi kan ikke længere forsvare de ansættelsesvilkår, som overenskomsten byder lønmodtagerne på det danske arbejdsmarked. Både gennem overenskomstforhandlinger og mæglingsforsøg har vi forgæves forsøgt at få rettet op på de svagheder, der har været ... Det er ikke nogen hemmelighed, at vores brand har været under pres, fordi vores mindstelønninger har været anklaget for at være for lave og for at underbyde eksisterende overenskomster. Noget af det er ren retorik, mens andet er faktuelt korrekt.”

Det er en myte, at lønmodtagere i stor stil tiltrækkes af de kristeliges religiøse grundlag. Det handler om kontingenter.

Dennis Kristensen
Fhv. forbundsformand, FOA

De traditionelle fagforeninger har et udbygget medlemsdemokrati, som i mine øjne burde gøres endnu stærkere, men som forhindrer diskrimination af medlemmers mulighed for indflydelse.

Det samme gælder ikke for Kristelig Fagforening. Frem til 2007 var medlemskab af Indre Mission en betingelse for at blive valgt til poster i foreningen – i vedtægterne formuleret som et krav om at være “bekendende kristen”.

Efter års offentlige kritik er kravet for at blive valgt til repræsentantskab, hovedbestyrelse og regionsbestyrelser i dag reduceret til at anerkende og arbejde ud fra foreningens grundlag, som fastslår at “bibelen er grundlaget for livs- og menneskesynet.”

Havde jeg været medlem af foreningen, ville jeg som ikke-medlem af folkekirken være afskåret fra at kandidere ved valg til de ledende organer. Det er alligevel en speciel demokratiopfattelse.

Måske er valget af tidligere Venstre-politikeren som formand – den forrige som medlem af Pinsebevægelsen og tidligere Venstre-borgmester, og den nuværende som Folkekirke-aktiv og tidligere politisk ordfører for Venstres Folketingsgruppe – et udtryk for, at Indre Mission og omegn kommer til at fylde mindre og højre side af Folketingssalen mere.

Venstre mærkede dog sidste år, at skamridning af støtten til de kristelige kan give bagslag.

Dennis Kristensen
Fhv. forbundsformand, FOA

Venstre mærkede dog sidste år, at skamridning af støtten til de kristelige kan give bagslag, da Kristelig Fagforening og Diabetesforeningen, med tidligere centralt placerede Venstre-folk på ledende poster i de to foreninger, aftalte at markedsføre den kristelige fagbevægelse.

Den aftale holdt kun fire dage, før Diabetesforeningen måtte på knæ overfor medlemmerne, og opsige samarbejdet.

Under alle omstændigheder har de kristelige haft medlemstilbagegang i en årrække. På det punkt er der så et sammenfald mellem den kristelige og den traditionelle fagbevægelse.

Ingen af dem har med tidligere Thomas Nielsens ord “sejret af helvede til – godt.”

Men den traditionelle fagbevægelse fik massevis af overenskomster i hus, mens Kristelig Fagforening smed sine overbord.

Det gør i det mindste det ene af jubilæerne værd at fejre.