DF: Er der overhovedet en fremtid for EU?

Der er ingen tvivl om, at indførelsen af den fælleseuropæiske valuta, euroen, var en katastrofe for samarbejdet. Allerede i 1992 og før advarede modstanderne mod at indføre en valuta, der kun gik på et ben - pengepolitikken - medens det andet ben, finanspolitikken, var overladt til de enkelte medlemslande og kun reguleret via konvergenskriterierne.

Samarbejdet skal slankes
Den eneste måde, euroen reelt vil kunne overleve på, er ved kollektiv, solidarisk hæftelse inden for hele euro-området for de enkelte landes gæld. Altså at Grækenlands, Spaniens og Portugals gæld skal finansieres af bl.a. tyske, hollandske og finske skatteydere - og fremadrettet, at der skal udstedes fælles euro-statsobligationer.

Hvis EU skal overleve på længere sigt, skal samarbejdet tværtimod slankes - og euroen derfor opløses. Uanset at det på kort sigt vil resultere i chokeffekter i europæisk økonomi, vil det på længere sigt være den eneste løsning.

Tilbage til før 1992
Det EU, der eksisterede før 1992, var levedygtigt og fornuftigt. Samarbejdet var stringent og handlede først og fremmest om handelsforhold og deraf afledte udfordringer. Det samarbejde kunne Dansk Folkeparti bakke op om.

Med Maastricht-aftalen dannede der sig en indre inerti i EU-systemet, som er gået i retning af stadig større integration mellem landene - uanset om dette har været fornuftigt eller ej - og som har affødt to problemer.

Leaken-erklæringen
For det første, at EU i dag har hånd- og halsret over en stribe udfordringer, som bedst løses i nationalstaterne. Det andet problem er, at EU-systemet er ekstremt langsommeligt, og at sager, som i Danmark normalt ville blive håndteret i forvaltningsleddet, i EU gøres til genstand for politisk debat.

Der er i virkeligheden brug for et nyt EU-konvent til at skrive en ny traktat for EU, men denne gang skal det være en traktat, der massivt tilbagefører magt til de enkelte lande.

Pia Adelsteen (DF)
EU-ordfører

Det er nødvendigt at bryde inertien i EU-systemet og udnytte den mulighed, som Laeken-erklæringen i sin tid åbnede mulighed for, nemlig at tilbageføre magt til nationalstaterne.

Brug for ny traktat
Der er i virkeligheden brug for et nyt EU-konvent til at skrive en ny traktat for EU, men denne gang skal det være en traktat, der massivt tilbagefører magt til de enkelte lande.

Skal man se på euro-krisen med positive øjne, må man sige, at den giver en historisk mulighed for EU til at ændre kurs. Europa har fået et skoleeksempel på, at for meget politisk integration skader Europa.

Det skibbrudne euro-projekt risikerer, hvis EU's politikere fortsætter med at holde liv i det, at hensætte Europa i en tilstand af nulvækst i årtier - og dermed efterlade ikke alene den sydeuropæiske ungdom, men ungdommen i mange europæiske lande, i en tilstand af permanent arbejdsløshed og endegyldigt afslutte Europas tid som vækstmotor i verden.