Esben Lunde vil holde på udenlandske studerende
BLIV, PLEASE: Når en udlænding har taget uddannelse i Danmark, skal der gøres mere for, at vedkommende også bliver og arbejder bagefter. Det mener uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen, der nu starter pilotprojekt.
Kasper Kaasgaard
RedaktørKnap 10 procent af de studerende på de videregående uddannelser er ikke danskere.
Det viser en opgørelse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, og tallene glæder ministeren. Men Esben Lunde Larsen (V) vil også have noget for pengene.
”Det er godt, at vi har så mange udenlandske studerende i Danmark, men når vi bruger penge på at uddanne dem, skal vi også gøre mere for at få dem til at blive her og arbejde efterfølgende,” siger han i en pressemeddelelse og fortsætter:
”Vi ved, at mange internationale studerende gerne vil blive her, og det skal vi benytte os af.”
Vi ved, at mange internationale studerende gerne vil blive her, og det skal vi benytte os af.
Esben Lunde Larsen (V)
Uddannelses- og forskningsminister
Det handler både om at forbedre samarbejdet mellem uddannelserne og virksomhederne og om generelt at forbedre vilkårene for udenlandske nyuddannede på det danske arbejdsmarked.
Ministeren afsætter tre millioner kroner til pilotprojekter, der skal hjælpe erhvervsakademier og professionshøjskoler med at øge samarbejdet med regioner og virksomheder.
Antallet af udenlandske studerende i Danmark er næsten fordoblet siden 2008. I de seneste år er det især erhvervsakademierne og kandidatuddannelserne, der har oplevet en stigning, oplyser ministeriet.