Europaministre fra Danmark, Sverige og Finland vil have EU til at lukke kasserne hurtigere i over for demokratisyndere

Der er fuld støtte fra nordiske ministre til i højere grad at slå ned på EU-landes brud på Unionens demokratiske spilleregler med den store økonomiske hammer. Det er noget, EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen lægger op til i sin næste mandatperiode.

Den danske europaminister, Marie Bjerre (t.v), deler sin svenske kollega Jessica Rosencrantzs (t.h.) ønske om, at der skal være økonomiske konsekvenser for EU-lande, som ikke overholder de fælles spilleregler. 
Den danske europaminister, Marie Bjerre (t.v), deler sin svenske kollega Jessica Rosencrantzs (t.h.) ønske om, at der skal være økonomiske konsekvenser for EU-lande, som ikke overholder de fælles spilleregler. Foto: Rådet for Den Europæiske Union
Rikke AlbrechtsenKirstine Erika Crenzien

BRUXELLES/STRASBOURG: Den danske regering tilslutter sig nu et opråb fra den svenske og finske europaminister om at få EU-Kommissionen til at værne om retsstatens principper ved i højere grad at holde udbetalinger tilbage fra EU-systemet.

Danmarks nordiske ministernaboer har i Altingets svenske søstermedie slået et slag for, at der i fremtiden skal være endnu stærkere sammenhæng mellem adgangen til EU’s kasser og et lands vilje til at overholde de demokratiske spilleregler.

”Hvis en medlemsstat ikke lever op til grundlæggende værdier, skal man heller ikke kunne få del i EU-midler,” lød meldingen fra den svenske konservative europaminister, Jessica Rosencrantz, da hun havde besøg af sin finske kollega, Joakim Strand.

”Vi ønsker nu, at dette skal ske systematisk og på tværs af alt arbejde, og at man indbygger disse krav på forhånd, ikke først når problemerne opstår,” sagde Rosencrantz til Altinget

Joakim Strand, som repræsenterer Svenska Folkpartiet i Finland, mener, at dette er særligt vigtigt i lyset af EU's fremtidige udvidelse.

”Når vi arbejder med lande både inden for det nuværende EU og især nye lande, så skal vi holde stenhårdt fast i det,” lød hans besked.

{{toplink}}
Læs også

Det er gode toner, mener Danmarks europaminister, Marie Bjerre (V).

”Det glæder mig rigtig meget, at den finske og den svenske europaminister har været ude at slå et slag for det her. Det er et af de områder, jeg også selv personligt går meget op i. Jeg synes, det er vigtigt, og særligt fra et nordisk perspektiv, hvor vi har tradition for at værne meget om retsstatsprincipperne.”

”Vi bliver nødt til at stå på, at er man medlem af EU, så spiller man efter reglerne. Så går man ikke på kompromis med retsstat, man går ikke på kompromis med frie, uafhængige medier, med valgsystemer og med domstole,” siger Marie Bjerre.

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024