Få domme for ulovlige dyretransporter

DYRETRANSPORT: I et svar fra fødevareministeren til Per Clausen (EL) fremgår det, at kun et fåtal af de anmeldte, ulovlige dyretransporter har ført til domsfældelse.
Christian Juhl Mølgaard

Ifølge et ministersvar til Per Clausen, fødevareordfører for Enhedslisten, anmeldte de danske veterinærmyndigheder 214 gange i årene 2006 og 2007 danske transportvirksomheder til politiet.

I 19 af sagerne er der indtil nu gennemført retssag, men kun 11 har ført til en dom for overtrædelse af reglerne om dyretransport.

"Dette resultat er rystende. Tilsyneladende fungerer, hverken regler eller kontrol. Der må nu gennemføres en kulegravning af problemstillingen, så vi kan se, hvad der er galt og hvad der skal gøres," siger Per Clausen og fortsætter:

"Der er enighed i Folketinget om, at der skal gennemføres en meget restriktiv politik overfor særligt de lange dyretransporter, hvor svin og arbejdspladser eksporteres ud af Danmark. Jeg vil derfor forsøge at samle et flertal for strammere regler og bedre kontrol.

Det lykkedes for mig i sidste folketingssamling at skabe et flertal for skrappere regler for transport af slagtesøer. Meget tyder på, at det bliver nødvendigt at følge op på dette arbejde til efteråret."

Dokumentation

Spørgsmål 382:

"Ministeren bedes oplyse, hvor mange sager om overtrædelse af reglerne for dyretransporter, som er blevet politianmeldt af de danske veterinærmyndigheder, hvor mange af disse sager, som har ført til, at der er blevet rejst en sigtelse ved domstolene, og i hvor mange tilfælde, den eller de anklagede er blevet dømt i disse sager?"

Svar:
Fødevarestyrelsen har oplyst mig følgende, som jeg kan henholde mig til:

Tallene for anmeldelser og sigtelser i perioden 2006-2008 var fordelt således:

  • 2006: 108 anmeldelser, hvoraf der er afsagt dom i 11 sager. I 4 af disse sager er der sket domfældelse.
  • 2007: 106 anmeldelser, hvoraf der er afsagt dom i 8 sager. I 7 af disse sager er der sket domfældelse.
  • 2008: 121 anmeldelser. Fødevarestyrelsen har endnu ikke kendskab til domsafsigelse for disse anmeldelser.
  • 2009:  For den første del af 2009 er der sket 26 anmeldelser. Fødevarestyrelsen har endnu ikke kendskab til domsafsigelse for disse anmeldelser.

Ovenstående tal om udfald af anmeldte overtrædelser er baseret på de indberetninger, som Fødevarestyrelsen har modtaget fra politiet i overensstemmelse med Rigsadvokatens meddelelse nr. 2/2008

Eva Kjer Hansen

/Katrine Lindegaard


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024