Pæne ord skjuler indholdsløse miljøkriterier

Kommissionens tre miljøkriterier er desværre uden indhold. Medmindre kriterierne skærpes, vil størstedelen af landbrugsstøtten fortsat blive uddelt i blinde uden at differentiere mellem gode og dårlige landbrugsmetoder.

Dan Belusa
GMO- og klimamedarbejder, Greenpeace

Af Dan Belusa
GMO- og klimamedarbejder, Greenpeace

EU-Kommissionens forslag om landbrugsstøtte for 2014-2020 blev præsenteret med en masse grønne ord om, at landbruget nu skal levere offentlige miljøgoder i retur for det store støttebeløb. De ellers slunkne offentlige kasser skal betale landbruget ca. 24 billioner i perioden 2014-2020.

Uden grønne ambitioner
Det er faktisk ikke størrelsen af støtten, der er kritisabel. I forslaget ligger der et principielt fremskridt i, at Kommissionen vil gøre 30 procent af støtten betinget af, at landmændene opfylder visse grønne kriterier. Problemet er bare, at Kommissionens tre grønne kriterier har fået en vældig uambitiøs udformning. Miljøet er glemt.

Og dermed fejler Kommissionens "grønne" reform med henblik på at hjælpe EU-medlemslandene med at komme i mål med de af EU’s miljømæssige politikker, som berører landbruget.

En stribe af EU's allerede vedtagne miljøpolitikker – om vandmiljø, om at standse tilbagegangen i biodiversitet inden 2020, om at reducere landbrugets drivhusgasudslip med 20 procent inden 2020 eller om at minimere EU's rolle i afskovning uden for Europa (hvor landbrugets foderimport bærer et stort ansvar) – har alle to ting til fælles: Dels kan disse miljøpolitikker kun realiseres, hvis landbruget medvirker, og dels mangler de penge.

Tiltag med miljøhensyn
I modsætning til miljøområdet er landbrugspolitikken særdeles velforsynet med offentlige midler. Hvis landbrugsstøtten bruges klogt, kan den skabe stærke incitamenter til at fremme gode landbrugsmetoder og bremse de skadelige.
 
De ændringer, der bør skabes incitament til at udbrede, er fx: brug af efterafgrøder, egentligt sædskifte, at marginale jorde tages ud af drift, at tilskynde dyrkning af bælgplanter, tilskynde brug af flerårige foderafgrøder, tilpasning af besætningsstørrelse efter mængden af foder, som den pågældende gård selv har areal til at dyrke, og mange andre.

Disse tiltag vil have stor miljø- og klimamæssig værdi, hvis de indføres på europæisk plan. Og det ville være smart politik, fordi mange af disse tiltag faktisk er ret billige eller helt gratis for landmanden at gennemføre.

Hvis en svineproducent for eksempel udskifter importeret GMO-sojaskrå med hjemmedyrket markært, vil han kunne reducere klimapåvirkningen fra sit proteinfoder til en fjerdedel. Ændringen ville stort set være uden omkostning for svineproducenten. Men det kræver de rette incitamenter i landbrugspolitikken.

Indholdsløse miljøkriterier
Men Kommissionens tre miljøkriterier er desværre uden indhold. Kommissionen indfører noget, der lyder som krav om sædskifte, men som reelt ikke er det, de reetablerer ordningen om 10 procent brak, men kun som 7 procent brak, og de forsøger at fremme flerårige foderafgrøder som græs, dog uden faktisk at skabe incitament for mere græs.

Medmindre Kommissionens miljøkriterier skærpes, vil størstedelen af landbrugsstøtten fortsat blive uddelt i blinde uden at differentiere mellem gode og dårlige landbrugsmetoder. Og dermed yder Kommissionens forslag heller ikke medlemsstaterne nævneværdig hjælp med hensyn til at nå EU's miljømålsætninger.
 
I det lys er det både forståeligt og fornuftigt, at fødevareministeren nu arbejder på at få mulighed for at overføre 10 procent af midlerne fra hektarstøtten til nationale miljøtiltag. Regeringen bliver i sidste ende målt på, om den lykkes med at komme i mål med de klima-og miljømål, som EU allerede har fastsat.

Og når Kommissionens forslag svigter i forhold til reelt grønt indhold, må miljøindsatsen klares nationalt. Det er en fornuftig plan-B, men den bør ikke stå i stedet for en stærk indsats for at give Kommissionens miljøkriterier reelt indhold.