Irland klar til tungt EU-formandskab

NYTÅRSFORSÆT: Det irske EU-formandskab vil have en realistisk, men også optimistisk tilgang til arbejdet, lyder det fra vicepremierminister Eamon Gilmore. Irland er klar med prioriteterne for det kommende formandskab.
Vicepremierminister Eamon Gilmore og EU's budgetkommissær Janusz Lewandowski under mødet i december i Bruxelles.
Vicepremierminister Eamon Gilmore og EU's budgetkommissær Janusz Lewandowski under mødet i december i Bruxelles.Foto: European Commission
Agnete Finnemann Scheel
Fakta

Irland blev medlem af EU i 1973 og er en del af eurozonen.

Det er syvende gang, irerne har EU-formandskabet.

Irland er den første i trioen bestående af Irland, Litauen og Grækenland

Fra 1. januar overtager Irland formandskabet for EU fra Cypern. Forud i det nye år ligger der store opgaver som bankunion og EU's flerårige finansielle budgetramme, og det tyder på, at irerne vil gå til opgaven med alvor, men også optimisme.

Det var i hvert tilfælde beskeden, da Irland tidligere på ugen i Bruxelles fremlagde de politiske prioriteter for det halve år, landet har formandskabet.

Vicepremierminister Eamon Gilmore sagde, at på trods af krisetider vil Irland "se på glasset som halv fuldt, ikke halv tomt". Han erklærede på samme tid, at Irland vil være det første land, som kommer ud af IMF's og EU's redningspakke. 

Eamon Gilmore understregede ved præsentationen, at Irland vil lægge mange kræfter i banktilsynet såvel som i den flerårige budgetramme, der ikke blev forhandlet hjem under topmødet i november. Der ventes et nyt topmøde i marts, hvor rammerne skal forhandles på plads.

De unges formandskab
Den irske minister lægger vægt på, at arbejdsløsheden er et af de steder, formandskabet i særlig grad vil arbejde for. 

”Vi vil prioritere arbejdsløshed blandt unge. Med over 20 procent af EU’s unge, som er ramt af arbejdsløshed, er det nødt til at være højeste prioritet," sagde vicepremierminister Eamon Gilmore, der vil arbejde for enighed om principperne for Youth Guarantee.

Irerne vil desuden arbejde på Europas digitale dagsorden og for, at europæerne får bedre internet.

Øverst på programmet står også det indre marked, som gik ind i 2. halvleg med den såkalde Single Market Act II, som blev lanceret i Oktober 2012.

Irland overtager EU-formandskabet på landets 40-årsdag i Unionen. Læs mere om formandskabets prioriteter på deres hjemmeside.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024