Konservativ bekymring over Kjers kyst-regler

VÆKSTPLAN: Det bliver ikke uden sværdslag, når Eva Kjer Hansen skal forhandle nye regler for strandbeskyttelse hjem. Konservative er nemlig ikke begejstret for det, ministeren netop har lagt frem. S har også sine forbehold.

Eva Kjer Hansen (V) lægger op til at ændre strandbeskyttelsesreglerne. Det er et led i regeringens vækstudspil.
Eva Kjer Hansen (V) lægger op til at ændre strandbeskyttelsesreglerne. Det er et led i regeringens vækstudspil.Foto: Sara Gangsted/Scanpix
Emma Qvirin HolstHjalte T. H. Kragesteen

Regeringen lægger op til at gøre det nemmere for virksomheder og lokale foreninger at bygge og udvide langs kysterne. Den idé er støttepartiet Konservative dog skeptisk over for:

”Vi har væsentlige bekymringer i forhold til, hvad ændringen vil betyde. Strandbeskyttelseslinjen er jo det allermest kystnære og hellige i vores optik,” siger Mette Abildgaard, der er miljøordfører for Konservative.

Regeringen præsenterede mandag sit vækstudspil, der blandt andet byder på en ændring af reglerne for strandbeskyttelse, der er en forbudszone. Ændringerne er delt op i tre: Det ene handler om et opgør med, at der skal søges om dispensation for mindre anlæg, som eksempelvis et højbed eller en bænk i private haver inden for linjen.

I 2014 behandlede Naturstyrelsen 1050 ansøgninger, hvoraf 800 fik dispensation.

Det er hverken højbede eller gyngestativer, der skal afholde Socialdemokraterne fra eventuelt at lave en aftale med regeringen. Det centrale er at sikre, at vi ikke får plastret vores kyster til med is-kiosker, vandlande og andre aktiviteter.

Morten Bødskov (S)
Formand for Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget

For det andet skal det være lettere at anlægge iskiosker og souvenir-butikker på havnene samt bedre muligheder for projekter som swimmingpools, tennisbaner og klubhuse til roere ved kysterne.

Men derudover lægger regeringen også op til helt at ophæve strandbekyttelseslinjen ved havne og i de bynære områder efter nærmere fastsatte kriterier, herunder hvordan bynære områder defineres med videre. Kommunerne skal så søge om at få ophævet strandbeskyttelsen på de områder, der passer til kriterierne.

Den nærmere udformning af ændringerne vil blive udarbejdet i den kommende tid og skal drøftes med Folketingets partier.

Kjer: Bedre muligheder for at udnytte kystnaturen
Ser man på ministerens signaler, handler det ikke om, at kysterne nu skal plastres til med store badehoteller, men at der skal være bedre muligheder for at benytte naturen langs kysterne – eksempelvis for vinterbadere og roklubber.

”Strandbeskyttelseslinjens forbudszone skal blødes op. Vi har 7.300 kilometer kyststrækning. Der er plads til bænke, saunaer til vinterbaderne og skure til kajak-roerne. Kommuner, foreninger og erhvervsliv skal bedre kunne bruge vores havne og udendørsarealer til at give danskerne flere tilbud om at nyde naturen. Det kan vi sagtens gøre, uden vi spolerer vores åbne kyster,” sagde Eva Kjer Hansen (V) i en pressemeddelelse.

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024