Kronik

Tænketank: Regeringen burde erstatte kommissionen for færdelssikkerhed med et videnscenter

Regeringen har valgt at flytte Færdselssikkerhedskommissionen til Folketingets transportudvalg. Det mener vi ikke giver mening, idet folketingsudvalg ikke tager selvstændige initiativer. I stedet burde kommissionen erstattes af et "Videnscenter for sikker trafik," skriver Harry Lahrmann. 

Transportudvalgets opgavebeskrivelse dækker ikke Færdselssikkerhedskommissionens kommissorium, der blandt andet omfatter at komme med forslag til færdselssikkerhedsmæssige initiativer, der kan nedbringe antallet af trafikulykker, skriver Harry Lahrmann.
Transportudvalgets opgavebeskrivelse dækker ikke Færdselssikkerhedskommissionens kommissorium, der blandt andet omfatter at komme med forslag til færdselssikkerhedsmæssige initiativer, der kan nedbringe antallet af trafikulykker, skriver Harry Lahrmann.Foto: Asger Korsgaard Jensen/Ritzau Scanpix
Harry Lahrmann
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Regeringen har i forslaget til finansloven for 2025 prioriteret, at der skal ske opgavebortfald på to områder inden for trafiksikkerhed.

Det ene opgavebortfald skal ske ved, at driften af Færdselssikkerhedskommissionen flyttes fra Transportministeriets departement til Folketingets transportudvalg.

Det andet bortfald består i, at politiet ikke længere skal godkende vejsager.

I Tænketanken Trafiksikkerhed mener vi ikke, at en flytning af Færdselssikkerhedskommissionen til Transportudvalget giver mening, idet folketingsudvalg ikke tager selvstændige initiativer – som netop er kommissionens opgave.

I stedet foreslår vi kommissionen nedlagt og erstattet af et Videnscenter for sikker trafik.

Det må betegnes som en nyskabelse, at et folketingsudvalg får ansvaret for en kommissions arbejde.

Harry Lahrmann
Næstformand, Tænketanken Trafiksikkerhed

Omvendt er det er godt initiativ, at politiet ikke længere skal godkende vejsager.

Flytningen ligner en nyskabelse 

Hvordan det skulle betyde et opgavebortfald at flytte Færdselssikkerhedskommissionen til Transportudvalget er imidlertid uklart.

Det må i øvrigt betegnes som en nyskabelse, at et folketingsudvalg får ansvaret for en kommissions arbejde.

Transportudvalgets opgave er i dag dels behandling af lovforslag og beslutningsforslag, dels løbende parlamentarisk kontrol med regeringens politik på transportområdet.

Men denne opgavebeskrivelse dækker ikke Færdselssikkerhedskommissionens kommissorium, der blandt andet omfatter at komme med forslag til færdselssikkerhedsmæssige initiativer, der kan nedbringe antallet af trafikulykker.

På denne måde ser det ud som en nyskabelse, at et folketingsudvalg skal tage selvstændige initiativer.

Men er det en god ide at overveje Færdselssikkerhedskommissionen i forbindelse med det planlagte opgavebortfald?

Det mener Tænketanken Trafiksikkerhed, at det er.

Kommissionen har ikke haft succes 

Hvorfor overveje Færdselssikkerhedskommissionens fremtid?

Færdselssikkerhedskommissionen sammensætning er meget bred. Formand og næstformand udpeges af Transportministeren, mens Folketingets partier opfordres til at lade sig repræsentere i kommissionen.

Derudover sidder der i kommissionen repræsentanter for en lang række interessegrupper indenfor transportområdet, en lang række myndigheder, Kommunernes Landsforening og fagfolk i form af Rådet for Sikker Trafik, Danmarks Tekniske Universitet og Aalborg Universitet.

Den brede repræsentation bevirker, at mange af kommissionens medlemmer i højere grad synes at sidde i kommissionen for at sikre, at kommissionens forslag til bedre trafiksikkerhed ikke generer medlemmernes interesser frem for at tage udgangspunkt i, om forslagene forbedrer trafiksikkerheden.

Dertil kommer, at selv om kommissionens handlingsplan for 2021 til 2030 indeholder ambitiøse mål om en halvering af antallet af dræbte og kvæstede i 2030, er der ingen sammenhæng mellem dette mål og handlingsplanens midler.

Videncenteret skal rådgive regeringen og Folketinget om tiltag, der kan reducere antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken igennem en årlig rapport.

Harry Lahrmann
Næstformand, Tænketanken Trafiksikkerhed

Handlingsplanen indeholder ganske vist en lang række anbefalinger til indsatser, men svagheden er, at der hverken er overslag over omkostningerne ved indsatserne og vurderinger af, om de foreslåede indsatser vil forbedre trafiksikkerheden og føre til, at målene nås.

Dette ses da også af, at tre år inde i ti års-perioden har ulykkestallene ikke ændret sig – de er stadig på niveau med 2020.

Et nyt videnscenter for sikker trafik

I stedet for at flytte Færdselssikkerhedskommissionen til Transportudvalget vil Tænketanken Trafiksikkerhed foreslå, at kommissionen nedlægges i dens nuværende form og med inspiration fra blandt andet Klimarådet og Biodiversitetsrådet erstattes af et "Videnscenter for sikker trafik," som får til opgave at være et uafhængigt og forskningsbaseret ekspertorgan indenfor trafiksikkerhed.

Videncenteret skal rådgive regeringen og Folketinget om tiltag, der kan reducere antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken igennem en årlig rapport.

En rapport, der både følger trafiksikkerhedens udvikling og bidrager med forslag til tiltag, der kan reducere antallet af dræbte og kvæstede i trafikken.

Videnscentret foreslås at bestå af mellem fem og syv eksperter indenfor trafiksikkerhed, hvoraf én er formand.

Eksperterne skal dække alle dele af trafiksikkerhed, både infrastrukturen, trafikanten og køretøjerne, men også datakilder til viden om trafikulykker, de juridiske, samfunds- og miljøøkonomiske, og adfærds- og sundshedsmæssige aspekter, der er vigtige for bedre trafiksikkerhed.

Eksperterne støttes af et sekretariat med medarbejdere, der har faglig ekspertise indenfor trafiksikkerhed.

Som baggrund for sine anbefalinger skal Videnscentret tage udgangspunkt i eksisterende viden, herunder indhente international viden, men også gennemføre egne undersøgelser.

Videnscentret kan finansieres af Infrastrukturplan 2035's bevilling til bedre trafiksikkerhed.

Videnscentret skal inddrage relevante parter i deres arbejde. Derfor nedsættes et dialogforum for områdets interessenter.

Dialogforummets interessenter kunne være Færdselssikkerhedskommissionens nuværende medlemmer.

Forslaget om at fratage politiet denne rolle rammer ned i en årtier gammel diskussion.

Harry Lahrmann
Næstformand, Tænketanken Trafiksikkerhed

Målet med dialogforummet er en proces, hvor medlemmerne kan bidrage med at sætte fokus på de synergier og barrierer, som de ser som vigtigst indenfor trafiksikkerhedsområdet.

Dialogforummet skal derfor drøfte og kommentere på de trafiksikkerhedsmæssige, lovgivningsmæssige, samfundsøkonomiske og adfærdsmæssige aspekter i Videnscentrets hovedbudskaber og anbefalinger.

Videnscentret er et uafhængigt ekspertorgan, og derfor har Dialogforummet ingen instruktionsbeføjelser over for centret og skal heller ikke godkende centrets arbejde, men medlemmer af dialogforummet skal have mulighed for at kommentere skriftligt på videnscentrets forslag til bedre trafiksikkerhed.

Kommentarer, der skal offentliggøres i deres fulde længde på videncentrets hjemmeside.

Bortfald af politiets rolle i vejsager

Politiet er i færdselsloven tildelt en stor rolle i forbindelse med trafikanternes overholdelse af færdselsloven, kontrol af køretøjer og trafikkens daglige afvikling.

Men derudover træffer politiet i dag en lang række afgørelser omkring vejenes planlægning og indretning.

Lidt populært sagt kan man sige, at alle sager, hvor vejmyndigheden ønsker at ændre på vejen helt ned til en færdselstavle eller en vejstribe, skal godkendes af politiet.

Forslaget om at fratage politiet denne rolle rammer ned i en årtier gammel diskussion.

Det er kommunerne, der i henhold til vejloven har ansvaret for at etablere og drifte kommunevejene og afholde udgifterne herved, men en anden offentlig myndighed har vetoret overfor vejenes udførelser og afmærkning.

Denne ordning virker forkert ud fra to synspunkter:

Projekter, der er udarbejdet af fagspecialister i de kommunale forvaltninger og vedtaget i politisk valgte byråd, kan på denne måde underkendes af det lokale politi, som hverken har uddannelse indenfor området eller står politisk til ansvar.

Bestemmelsen er et eksempel på unødig dobbeltadministration, hvor to myndigheder, der arbejder efter den samme lovgivning og tilhørende cirkulærer og bekendtgørelser, skal blive enige om, hvad bestemmelserne giver mulighed for.

Den mest kendte konsekvens af politiets rolle i vejsager er nok, at politiet hyppigt bremser kommunernes ønsker om lavere hastighedsgrænser i byerne.

Tænketanken Trafiksikkerhed kan bakke op om dette bortfald af politiets rolle i vejsager. 

Harry Lahrmann
Næstformand, Tænketanken Trafiksikkerhed

Politiet modarbejder bedre trafiksikkerhed

Problemstillingen er central i Bent Flyvbjergs doktorafhandling fra 1991, hvor casen er trafikplanlægning i Aalborg centrum, og hvor netop politiets politisering er central – problemstillingen er således ikke ny.

Man kan have mange holdninger til dette, men studeres det planlægningsgrundlag, der findes omkring hastighedsplanlægning i byerne i vejreglerne, er ønskerne om lavere hastigheder på byernes veje i fuld overensstemmelse med vejreglerne.

At ønskerne samtidig er helt på linje med målene om færre dræbte og kvæstede og den internationale udvikling vidner om, at politiet i dette tilfælde modarbejder bedre trafiksikkerhed.

Derfor kan Tænketanken Trafiksikkerhed bakke op om dette bortfald af politiets rolle i vejsager. 

Tænketanken Trafiksikkerhed ser frem til at se, hvordan forslaget til bortfald af politiets rolle i vejsager bliver effektueret i ændringer af færdselslov, vejlovene og bekendtgørelser, på en måde så mobilitets- og byrumspolitik fastlægges i kommunerne samtidig med, at der sikres klageadgang for såvel borgere som politi med videre.

Ligesom der skal sikres procedurer, så politiet altid informeres, når vejenes indretning og afmærkning ændres, idet det stadig er politiet, der har "tilsynet" med, at trafikanterne overholder færdselsloven og vejenes færdselsregulerende afmærkning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Harry Lahrmann

Næstformand, Tænketanken Trafiksikkerhed, lektor, Institut for Byggeri og Anlæg, Aalborg Universitet
cand.polyt. (DTU 1978)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024