Venstre syslede engang med tanken om en SF-overborgmester. Er modet til magten nu så stort, at SF tør gribe den? 

Det er markant andre toner end dem, vi har hørt fra en række af landets øvrige kommuner, hvor man enten lige holder skindet på næsen eller for nogles vedkommende skal ud i deciderede besparelsesrunder.

Her kigger man uden tvivl med misundelse, og for nogle kommuners vedkommende sikkert også med en vis surhed, på prioriteringsrummet i København.

For mange af de kommunalpolitikere rundt om i landet, der skal spare på pædagogerne, vil københavnske OL-undersøgelser virke som en rød klud i ansigtet.

Ikke kun sammenlignet med andre kommuner, men også over tid, står København helt anderledes i dag end for 20-30 år siden.

Da jeg selv som ung i 1990 flyttede til Hovedstaden for at studere, var København en helt anden by. Jeg boede i mine første københavner-år i en lejlighed på Vesterbro uden varmt vand og bad, piv-utætte vinduer og med petroleumsopvarmning.

Byen var nedslidt og balancerede tæt på økonomisk ruin.

I 1990'erne var København nedslidt og balancerede tæt på økonomisk ruin.

Martin Geertsen
Public affairs-rådgiver på sundhedsområdet

Men en række strukturelle beslutninger om salg af kommunale ejendomme og grunde, investeringer i metro, byfornyelse, en mere håndfast styring og omstilling af de kommunale budgetter, etableringen af Hovedstadens Sygehusfællesskab samt en vis statslig velvillighed var langsomt med til at vende udviklingen i København.

Selvom dette års økonomiaftale mellem regeringen og Kommunernes Landsforening generelt har været gunstig (også) for Københavns Kommune, har mange af de beslutninger, der blev truffet i 90’erne og 00’erne, været med til at danne grundlaget for den økonomiske guldalder, som i dag gør, at politikerne på Københavns Rådhus både kan sænke skatten, indføre to-lærer-ordning, undersøge muligheden for OL og meget andet.

Det andet interessante nedslagspunkt er, synes jeg, forbundet med det politiske drama, der har omgærdet dette års forhandlinger.

Konservative, som sidste år var med til at indgå en to-årig principaftale om kommunens budget for både 2024 og 2025, er ikke med i dette års aftale blandt andet på grund af modstand mod en ny parkeringsreform.

Til gengæld er Enhedslisten igen inde i varmen, selvom meningen med principaftalen fra sidste år nok mest egentlig handlede om at holde byens rødeste parti uden for indflydelse.

Hæver man det analytiske blik fra selve budgetforhandlingerne, har den midlertidig overborgmester Lars Weiss (S) brugt nogle dage på at overveje, om han ville fortsætte som vikar frem til efter valget i 2025, hvor det er Socialdemokratiets ambition, at Pernille Rosenkrantz-Theil (S) skal overtage den københavnske trone.

Det vil han. Det er der uden tvivl stor tilfredshed med i alle afkroge af Socialdemokratiet, herunder helt ovre i Statsministeriet, da en række af de øvrige partier tilsyneladende ellers ikke uden videre ville acceptere en helt tredje socialdemokratisk overborgmester.

Det ville have haft komikkens skær over sig, hvis Pernille Rosenkrantz-Theils entré på den københavnske scene med henblik på at sikre socialdemokraterne overborgmesterposten havde resulteret i, at man i første omgang havde mistet selvsamme post.

På den længere bane er det mest spændende, synes jeg, om partierne udenom socialdemokraterne er modne til og kan finde ud af at samles om et alternativ til en socialdemokratisk overborgmester.

Det er helt afgørende, om SF og Enhedslisten kan finde ud af hvem, der skal besætte overborgmestersposten – og om de tør.

Martin Geertsen
Public affairs-rådgiver på sundhedsområdet

Det er, tror jeg, egentlig mere betydningsfuldt for besættelsen af byens fineste post, end om Pernille Rosenkrantz-Theil kan hive et enkelt eller to mandater mere hjem til socialdemokraterne end forgængeren Sophie Hæstorp-Andersen.

Her er det en helt afgørende præmis, at de to store røde partier, SF og Enhedslisten, kan finde ud af, hvem af dem, der skal besætte overborgmestersposten, hvis det ikke skal være en socialdemokrat – og om de tør.

Og så selvfølgelig om de blå partier vil lægge stemmer til en endnu rødere overborgmester, eller i stedet ser deres snit til at lave en aftale med Socialdemokraterne for at holde de røde partier uden for en konstitueringsaftale.

Til gengæld anser jeg det som ret usandsynligt, at de røde partier kunne finde på at pege på en blå politiker som overborgmester.

Hvis de blå partier skal i mål med den ambition, kræver det, at der bliver et blåt flertal i Borgerrepræsentationen, hvilket jeg også anser som ret usandsynligt. I hvert fald på den korte bane.

I min tid i Borgerrepræsentationen mere end syslede vi med tanken om at pege på en SF-overborgmester ud fra en strategisk betragtning om, at hvis man først én gang havde brudt den mere end 100-årige socialdemokratiske tradition for at besætte byens øverste post, ville det politiske spil fremover være åbnet – måske endda for en blå overborgmester.

Dengang kneb det med opbakningen fra SF, som vist mest så sig selv som støtteparti til Socialdemokratiet.

Det bliver derfor uhyre spændende og interessant at se, om lysten og modet til at gribe magten er vokset så markant i de røde partier, at man er villig til at slå de ideologiske knuder på sig selv, der skal til for at få magten.

Ligesom vi kender det fra de gamle magtpartier, Socialdemokratiet, Konservative, Radikale og Venstre.

Nuvel. Selvom de økonomiske rammer er noget anderledes end dengang, jeg selv var en del af det københavnske bystyre i 90’erne og 00’erne, så er dramaet og den politiske positionering stadig lige højspændt.

Det hele er det samme, men alligevel anderledes.