Ugen i dansk politik: Ministre i samråd og forhandlinger om udvidet fase 2-genåbning
DET SKER: Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) skal i samråd redegøre for Danmarks hjælp til Italien under coronakrisen, hvor der blev takket nej til tilbuddet om at modtage gamle respiratorer. Og så forhandler partilederne om en udvidelse af fase 2-genåbningen.
Peter Pagh-Schlegel
JournalistVelkommen til en kort uge i dansk politik.
Fra denne mandag morgen får blandt andet caféer og restauranter mulighed for at lukke gæster indenfor som led i genåbningens anden fase, mens de ældste skoleelever og efterskoleelever igen kan møde ind til fysiske undervisningstimer.
Denne uge bliver der desuden forhandlet yderligere genåbning, da statsminister Mette Frederiksen (S) torsdag i sidste uge inviterede partilederne til forhandlinger om at udvide fase to-genåbningen.
Her får du overblikket over, hvad der sker på Christiansborg de kommende tre dage.
Mandag
Klokken 9 fortsætter den såkaldte Instrukskommission sit arbejde med at undersøge og redegøre for forløbet angående indkvartering af gifte eller samlevende asylansøgere. Her skal forhenværende afdelingschef i Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet Lykke Sørensen afhøres i Retten på Frederiksberg.
Klokken 10 har Beskæftigelsesudvalget indkaldt beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i åbent samråd, hvor han skal forholde sig til, at visse virksomheder på grund af en arbejdskonflikt er afskåret fra at modtage lønkompensation. Du kan følge samrådet her.
Tirsdag
Klokken 13.30 har Folketingets Finansudvalg indkaldt finansminister Nicolai Wammen (S) i åbent samråd om finanslovsaftalens effekt på drivhusgasudledningen frem mod 2030. Det sker efter ønske fra Venstres finansordfører, Troels Lund Poulsen. Samrådet kan streames på Folketingets hjemmeside.
Klokken 14 skal sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) i samråd. På baggrund af, at 18 kommuner har valgt ikke at videreføre klippekortsordningen til plejehjemsbeboere, efter at midlerne fra 2019 har været udmøntet via bloktilskud, har udvalget bedt ministeren redegøre for, hvilke overvejelser og initiativer det har givet ministeren anledning til. Samrådsspørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).
Onsdag
Partilederne mødes i dag med statsminister Mette Frederiksen (S) om yderligere genåbning i fase 2. Årsagen til forhandlingerne er, at de danske tal for smittede med coronavirus er lavere end ventet. Læs mere her.
Klokken 9 skal endnu en embedsmand afhøres af Instrukskommissionen. Det drejer sig om den daværende departementschef i Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet, Uffe Toudal Pedersen.
Klokken 14 skal udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i samråd vedrørende de respiratorer, som Italien blev tilbudt, men takkede nej til, da de ikke blev vurderet brugbare.
Torsdag til søndag
Folketinget holder ferielukket.
Søndag formiddag afhøres Venstres næstformand, tidligere integrationsminister Inger Støjberg (V) i Retten på Frederiksberg i forbindelse med Instrukskommissionens arbejde.
Altinget ønsker alle læsere en god Kristi himmelfartsferie.
Opdateret klokken 11.10: Tidligere fremgik det, at Inger Støjberg skal afhøres lørdag. Det er dog søndag, at afhøringen finder sted. Altinget beklager fejlen.