Debat

Ungdomspolitiker: Ansvar for egen økonomi kan bekæmpe unges mistrivsel

Vi skal som samfund anerkende, at et fritidsjob eller et almindeligt arbejde kan være en kur mod unges mistrivsel, skriver Daniel Anthony Elmann.

Hvis man afskaffede den hjemmeboende SU, ville optimismen og gejsten til et arbejde stige progressivt, skriver Daniel Anthony Elmann.
Hvis man afskaffede den hjemmeboende SU, ville optimismen og gejsten til et arbejde stige progressivt, skriver Daniel Anthony Elmann.Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Daniel Anthony Elmann
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Godt nok har coronaen passeret forbi os, og vi har pakket håndsprit, mundbind og afstandsklistermærkerne væk. Til gengæld har vi fået skabt en ny hverdag efterfølgende, nemlig mistrivsel, som kommer i kølvandet på coronapandemiens julegaver i sommerperioden.

En undersøgelse viser, at halvdelen af dem, der dropper ud af deres ungdomsuddannelse, gør det på grund af, at de har rod i privatøkonomien.

I dag ser vi desværre en tendens til, at unge mennesker ikke har styr på privatøkonomien. De har svært ved at afkode deres lønseddel, holde styr på deres SU, om de skal optage et lån eller ej, eller lave et budget for indtægter og udgifter.

Jeg hører ofte mange af mine venner fortælle, hvordan det er deres forældre eller andre, der står for disse opgaver. Det er altså et alvorligt problem, som vi som samfund skal blive bedre til at kigge i øjnene.

Vi skal væk fra gaver på statens regning og i stedet implementere den rette metode til at bekæmpe mistrivsel

Daniel Anthony Elmann
Økonomi- og erhvervsordfører, Liberal Alliances Ungdom

Det er ikke kun unge mennesker, men også midaldrende personer og ældre mennesker som har økonomiske problemer, eller ikke helt forstår hvordan økonomi fungerer som helhed.

Vi skal som samfund ikke begynde at uddele julegaver i sommerperioderne eller checks til unge mennesker som under coronakrisen, og slet ikke når staten ikke engang ved, hvem de udbetaler til.

I begyndelsen af året blev der udbetalt 2.000 kroner skattefrit til 300.000 danskere, som enten var på førtidspension, tidlig pension, efterløn eller fleksydelse.

Barnepigesamfund

Vi lærer ikke befolkningen om, hvordan økonomi skal prioriteres, eller hvordan det hænger sammen ved at give gaver til udvalgte kernevælgere fra Socialdemokratiet.

Hvorfor skal vi betale så tårnhøje skatter og efterfølgende få dem tilbage igen fra staten, som var det en mor til et barn, der skal bestemme hvor mange penge, barnet skal have i lommepenge? Det burde i stedet være i statens interesse at lade folk beholde sine egne penge og lære dem, hvordan økonomi fungerer.

Når folk får flere penge mellem hænderne på den forkerte måde, har man en tendens til blot at bruge dem på byture, cafe eller sjov og ballade og ikke lære at prioritere, hvordan man sammensætter den rette økonomiske hverdag.

Læs også

I dag kan en hjemmeboende studerende få alt fra 1.024 kroner og helt op til 2.841 kroner i SU. Hvis man i stedet gik den rigtige vej og helst afskaffede den hjemmeboende SU, ville optimismen og gejsten til et arbejde stige progressivt.

Man ville lære, hvordan man tjener sine egne penge og disponere over sin egen økonomi, uden om statens interesse for en bureaukratisk metode til at finansiere dig som borger i kontrolrummet.

Uanset hvor mange penge man modtager som hjemmeboende SU-modtager, vil det modvirke lysten til et fritidsjob eller arbejde, ligesom hvis man forøger dagpengene eller kontanthjælpen, vil det modsat ikke kunne betale sig at arbejde.

Derfor er det utroligt væsentligt at afskaffe den hjemmeboende SU, netop for at få unge ud på arbejdsmarkedet og gøre op med mistrivslen.

Økonomi og mistrivsel

Hvis man fortsætter tendensen med ikke at være herre over sin egen økonomi, ender mange mennesker med at blive stressede eller søge hjælp udefra med enten et forbrugslån eller lån hos sin familie.

Hver fjerde dansker har eller har haft et forbrugslån. Derfor skal vi som samfund begynde og se nærmere på, hvordan økonomisk liberalisme og selvstændighed i den økonomiske hverdag kan være en afgørende faktor, der kan bidrage til, at mennesker i alle aldre kan forbedre sin økonomi og undgå økonomisk mistrivsel.

Vi skal anerkende, at et fritidsjob eller et almindeligt arbejde kan være en udslagsgivende hjælp mod mistrivsel

Daniel Anthony Elmann
Økonomi- og erhvervsordfører, Liberal Alliances Ungdom

Ved at sænke skatter og afgifter ville dette kunne hjælpe på, at staten ikke skal foretage dine økonomiske prioriteringer gennem bureaukrati og regler, men at du selv i højere grad lærer at tage dem, inden pengene ender i statskassen til gavechecks til udvalgte kammerater.

Derudover er lavere skatter et utroligt effektivt værktøj i forhold til den økonomiske ansvarlighed, fordi du selv skal foretage dig flere beslutninger, end staten foretager for dig.

Det kan medvirke til, at du påbegynder rejsen inden for investeringer, aktier, obligationer med mere – eller starter din iværksætterdrøm fordi den økonomiske gevinst er alt andet lige blevet større.

Du lærer således at putte flere penge til side på opsparing eller investeringer, uden at forbruge dem. Altså ansvarlighed som er utroligt væsentligt for især mistrivslen, da det går hånd i hånd.

Tag ansvar

De mere generelle termer for, hvordan den økonomiske liberalisme kan fungere som middel til at bekæmpe mistrivslen, er via øget fri konkurrence, økonomisk vækst, frie investeringer, lavere skatter, flere jobmuligheder, som alle er klassiske gode liberale intentioner.

Disse mål for den økonomiske liberalisme har som mål at skabe en balanceret livsstil, som kan sikre formindsket mistrivsel fremadrettet.

Private virksomheder kan for eksempel via en lempelig økonomisk politik gøre attraktive investeringer, som kan sikre egen kontrol over økonomi, uden om statens interesse via regler og teknokrati på højt niveau.

Læs også

En af de vigtigste parametre inden for liberalismen er økonomisk frihed. Dette betyder, at du selv ville kunne vælge hvilket job, du ville tage, om det er grundet økonomien, eller en passion for hvad du godt kan lide at lave og gøre.

Derfor skal vi begynde og anerkende, at et fritidsjob eller et almindeligt arbejde kan være en udslagsgivende hjælp mod mistrivsel.

Du lærer at tage ansvar for en arbejdsplads, du står op hver morgen til en hverdag, du har en rolle, du får venskaber og kolleger, du får tillid, og du får sparring, du får et fællesskab. Alt dette er med til at gøre, at individet får en medfølelse i samfundets rolle, som kan kæmpe imod mistrivslen.

Derfor skal vi væk fra gaver på statens regning og i stedet implementere den rette metode til at bekæmpe mistrivsel – nemlig økonomisk liberalisme. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Daniel Anthony Elmann

Økonomi- og erhvervsordfører, Liberal Alliances Ungdom
Roskilde Handelsskole, HHX.

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024