Vælgerne: S-regering er bedst til sundhed

VÆLGERNE: I de seneste 20 år er det kun i en periode omkring 2001, at vælgerne har haft mest tiltro til, at en borgerlig regering er bedst til at sikre et godt sundhedsvæsen. Løkkes valgsejr ændrede ikke dette billede, viser ny opdatering af et mangeårigt valgforskningsprojekt.

Indtil videre er der ikke noget, der tyder på, at sundhedsminister Sophie Løhde har større held med at overbevise vælgerne om, at en borgerlig regering er lige så god til at sikre et godt sundhedsvæsen som en S-regering.
Indtil videre er der ikke noget, der tyder på, at sundhedsminister Sophie Løhde har større held med at overbevise vælgerne om, at en borgerlig regering er lige så god til at sikre et godt sundhedsvæsen som en S-regering.Foto: Scanpix/Ólafur Steinar
Ole Nikolaj Møbjerg Toft

Når finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) fremlægger regeringens forslag til næste års finanslov med over en milliard til kræftområdet, er han på en svær opgave. I hvert fald, hvis det skal sikre danskernes tillid til, at regeringen sikrer et godt sundhedsvæsen.

Flest vælgere mener, at en socialdemokratisk ledet regering er bedst til at sikre et velsmurt sundhedsvæsen. Og på trods af en massiv årelang indsats fra Venstre om at overbevise vælgerne om det modsatte, så har det været vælgerbilledet de seneste 20 år. Kun i en kort periode omkring Fogh-regeringens indtog ved valget i 2001 har flest danskere haft tillid til en borgerlig regering på sundhedsområdet.

Det viser en ny opdatering af en mangeårig undersøgelse fra Aarhus Universitet. Her har man i årtier efter hvert folketingsvalg fået foretaget meningsmålinger af vælgernes holdninger. Heriblandt holdninger til, om en socialdemokratisk eller borgerlig regering vil være bedst til at sikre en god drift af lang række velfærdsopgaver.

Ved den seneste måling efter Lars Løkkes Rasmussens valgsejr (V) i 2015 sagde 48 procent af vælgerne i undersøgelsen, at de har mest tillid til en socialdemokratisk regering, mens det er 23 procent, der vurderer, at Venstre vil være bedst til at sikre et velfungerende sundhedsvæsen.

En af forskerne bag det mangeårige vælgerundersøgelses-projekt er professor i statskundskab Rune Stubager fra Aarhus Universitet. Han peger på, at valgundersøgelsen viser, at vælgerne generelt har størst tillid til socialdemokratiske regeringer, når det gælder de bløde velfærdsområder.

”Men 2001-valget var på mange måder særligt. Udlændingespørgsmålet blev langt vigtigere end før for mange vælgere. Og som noget nyt svarede flest i undersøgelsen, at en borgerlig regering både ville være bedst til at sikre tilfredsstillende forhold for pensionister og et godt sundhedsvæsen. Begge områder er traditionelle socialdemokratiske styrkepositioner,” siger Rune Stubager om undersøgelsen. Her er vælgere efter hvert valg siden valget i 1998 blevet spurgt: Hvilken regering er bedst til at sikre et velfungerende sundhedsvæsen?  

Rune Stubager mener, at en del af forklaringen på socialdemokraternes tab af vælgernes tillid på blandt andet de to områder skyldtes, at der op til valget i 2001 var en generel utilfredshed i befolkningen med Nyrup-regeringen. 

Stort fokus på ventelister
Rune Stubager understreger dog, at han mener, at man også skal se på de faktiske forhold i sundhedsvæsenet i forklaringen på, hvorfor så mange vælgere mistede tilliden til Nyrup-regeringen på sundhedsområdet.

”Særligt Venstre førte valgkamp på, at ventelisterne var for lange. Fogh lovede at rette op på forholdene. Blandt andet med en sum penge, der skulle løse ventelisteproblemet,” siger Rune Stubager.

Dokumentation

Danskernes holdninger
Det danske valgprojekt har gennemført undersøgelser af vælgernes holdninger og adfærd efter hvert folketingsvalg siden 1971. Her har man på en lang trække områder stillet enslydende spørgsmål i flere årtier. Fra og med valget i 1998 har forskerne blandt andet spurgt vælgerne:

Hvilken regering er bedst til at sikre et velfungerende sundhedsvæsen?  

Svarmuligheder:

- En socialdemokratisk ledet regering

- En borgerlig regering

- De er lige gode

- Ved ikke

 Ved ikke-svarene er ikke medtaget i procentbasen i tallene i artiklen.


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024