Debat

Vi gøder jorden for grønne arbejdspladser

DEBAT OM FORMANDSKABET: Det danske formandskab har leveret flotte resultater ved at skabe grobund for arbejdspladser på europæisk plan, som også skal være klimavenlige.
Den danske europaminister Nicolai Wammen
Den danske europaminister Nicolai WammenFoto: Rådet for Den Europæiske Union
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.


Vi gik til opgaven ved at fastsætte fire overordnede prioriteter: At arbejde for et ansvarligt, dynamisk, grønt og sikkert Europa. Den røde tråd for vores indsats har været at få Europa i arbejde, som overskriften for vores formandskabsprogram også indikerer.

Nicolai Wammen
Europaminister (S)
Fakta

Danmark har siden 1. januar 2012 haft formandskabet for EU. Lørdag 30. juni forlader Danmark formandskabsstolen for at overlade den til Cypern.

I den forbindelse har fem danske ministre allerede aflagt rapport i Europa-Parlamentet for at fortælle om, hvad Danmark som formandsland har opnået af resultater.

Det er kun økonomi- og indenrigsminister Magrethe Vestager, som mangler at aflægge rapport til Parlamentet. Det vil finde sted mandag 25. juni.


Kilde: www.eu2012.dk

Af Nicolai Wammen
Europaminister (S)

Uden at foregribe udviklingen her i slutningen af formandskabet, hvor vi fra dansk side vil sætte fuld tryk på kedlerne for at lande de sidste og vigtige resultater, mener jeg allerede nu, at vi kan være godt tilfredse med vores indsats under formandskabet.

Danmark som brobygger
De fleste har nok stadig et billede på nethinden af det dramatiske topmøde i december sidste år - blot få uger inden vi overtog formandskabet. Storbritannien havde nedlagt veto mod en revision af traktaten, og der var en meget reel bekymring for en opsplitning af EU i flere lejre, der kunne udgøre en trussel mod samarbejdet.

Derfor hejste vi fanen som brobygger imellem de tiltagende grupperinger med det mål for øje at demonstrere, at EU fortsat er i stand til at træffe de vanskelige beslutninger og levere konkrete resultater, der gavner borgere og virksomheder.

Vores tilgang til formandskabet har fra starten været at fastholde det høje ambitionsniveau, når forhandlingernes intensitet og kompleksitet er steget. Her har vi været med til at lægge kursen, sikre fremdrift og levere en lang liste af konkrete resultater. Og det er det, et formandskab skal vurderes på.

Arbejde var førsteprioritet
Vi gik til opgaven ved at fastsætte fire overordnede prioriteter: At arbejde for et ansvarligt, dynamisk, grønt og sikkert Europa. Den røde tråd for vores indsats har været at få Europa i arbejde, som overskriften for vores formandskabsprogram også indikerer.

Og den europæiske maskine har i den grad været på arbejde under vores formandskab for at sikre større økonomisk ansvarlighed i Europa, mens vi samtidig gennemfører reformer og fremmer tiltag, der skaber grobund for fremtidig vækst og job.

Mere konkret har vi vedtaget en finanspagt og skabt politisk enighed i Ministerrådet om den såkaldte "two-pack" om økonomisk samarbejde. Vi har bidraget til stabilitet og til at modvirke fremtidige kriser gennem en aftale med Europa-Parlamentet om nye regler for handel med derivater.

Og vi har opnået enighed om at styrke den finansielle sektor gennem et nyt kapitalkravsdirektiv, der stiller skærpede krav til bankerne, ligesom vi har fået opbakning fra medlemslandene til en aftale, der skal styrke reguleringen af kreditvurderingsbureauer i EU.

Vi lykkedes i marts også med at få en aftale om roaming, der både øger konkurrencen og sikrer lavere mobilpriser på tværs af landegrænserne i Europa, på plads. Derudover har vi opnået aftaler om standardisering, sammenkobling af selskabsregistre og fælles system for online og alternativ tvistbilæggelse for at nævne et par få eksempler, der både kommer forbrugere og virksomheder til gode og sikrer et bedre indre marked, hvilket er vores fælleseuropæiske indre vækstmotor.

Grønne danske resultater
I fredags opnåede vi nok det hidtil største resultat under vores formandskab, da klima- og energiministrene nåede til enighed om energieffektivitetsdirektivet.

Vi har som bekendt arbejdet for et grønnere Europa, og dette direktiv kan alene i Danmark skabe omkring 2.000 nye arbejdspladser, mens det i hele Europa vil skabe flere hundredtusinder arbejdspladser - alt imens det er godt for klimaet, da vi nedbringer vores CO2-udslip. Det kan vi godt være stolte over.

Jeg kunne nævne mange flere konkrete resultater, der gavner Europas borgere og virksomheder, men vil for nu holde mig hertil. Når det sidste topmøde under vores formandskab er overstået den 28.-29. juni, vil vi gøre det samlede regnebræt op og give den endelige status.

Men der er grund til optimisme: Vi har over en bred kam fået sat vækst på dagsordenen i Europa, og det er vores håb, at Det Europæiske Råd vil vedtage en vækstpakke med mange af de konkrete sager, som vi har kæmpet for.

Det drejer sig f.eks. om reformer af det indre marked og vedtagelse af det famøse enhedspatent, hvilket vil betyde store besparelser for europæiske virksomheder og øge innovationen i Europa. Vækstpakken vil være et flot sidste punktum til at afrunde cirklen for det danske formandskab.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Nicolai Wammen

Finansminister, MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2001)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024