Familiepolitik er tilbage på dagsordenen – og det er nødvendigt

Samspillet mellem familielivet og forældrenes engagement på arbejdsmarkedet har dog stået centralt tidligere i det, vi kan betragte som den familiepolitiske diskurs.

Vender vi blikket blot 10 år tilbage, var det helt almindeligt at tale om familielivets besværligheder som resultatet af forældrenes valg.

Sine Penthin Grumløse
Docent, Center for Pædagogik

Særligt de tidsmæssige balanceringer i hverdagen var helt grundlæggende i de politiske dialoger om børnefamilien i 1960erne og 1970erne. Men tematikken blev som en del andre forhold i børnefamiliernes hverdag parkeret i sidste halvdel af 1980erne – man blev enige om, at det måtte være et privatanliggende og noget, forældrene måtte finde ud af.

Det betød, at hverdagen for småbørnsforældre i spændet mellem familie- og arbejdslivet, ikke længere forekom at være væsentlig at have en samtale om i en landspolitisk sammenhæng.

Det satte sit præg på de følgende årtier, hvor få partier betragtede det almindelige familieliv som en relevant politisk genstand.  

Vender vi blikket blot 10 år tilbage, var det således helt almindeligt at tale om familielivets besværligheder som resultatet af forældrenes valg.

Det var forældrene, der skulle handle anderledes, når hverdagen var svær. Som en daværende Børne- og familieordfører for Venstre udtrykte det: 

"Man kan jo bekymre sig en lillebitte smule over, hvor pressede børnefamilierne er. Vi gør os nærmest alle sammen skyldige i, at vi kan have lidt vanskeligt ved at kombinere arbejde og familie. Men det ændrer ikke på, at det er vores egen beslutning, hvor hårdt vi vil presse vores hverdag, og at med tilvalg kommer der også nogle fravalg."

En udtalelse som denne var ingenlunde forbeholdt partiet Venstre.

Der sker altså noget på den familiepolitiske scene i år, som lægger op til en grundig samtale om, hvilke forhold i hverdagslivet der skal være fælles rammer omkring.

Sine Penthin Grumløse
Docent, Center for Pædagogik

I 2014 var det en ret almindelig holdning i flere af de politiske partier, og citatet skal derfor alene fungere som et eksempel på, at det for blot 10 år siden gav ret god mening, at man fra politisk hold ikke blandede sig i de almindelige børnefamiliers hverdagsliv.

Det var i øvrigt samme år, at man i Politiken kunne læse den radikale socialministers gode råd til børnefamilierne: Drop yoga og klidboller.

Vi var flere, der efterfølgende spurgte ind til, om det vitterlig var sagt i ramme alvor.

Så ja, der sker altså noget på den familiepolitiske scene i år, som lægger op til en grundig samtale om, ikke blot hvad de fremtidige løsninger kan være, men også en grundlæggende dialog om, hvilke forhold i hverdagslivet der skal være fælles rammer omkring og hvorfor.

Det er ganske kort tid siden, at det gav mening at opfordre til færre hjemmebagte boller og mere refleksiv og effektiv tidsstyring af hverdagen i familien, mens man fra politisk hold i øvrigt underkendte, at hverdagen i en børnefamilie er meget mere end summen af forældrenes individuelle valg.

Hvordan undgår vi, at vi ender der igen?