Stålsat spanier med sort bælte i klimadiplomati skal bære den grønne fane i Bruxelles

Spanske Teresa Ribera har fået til opgave at sikre, at EU's grønne politik videreføres. Spanieren har en udholdenhed og viljestyrke, der overgår de fleste – men er også kompromisvillig, lyder det.

Teresa Ribera er udvalgt til at være en af seks næstformand i den nye EU-Kommission. Hun får ansvar for konkurrenceområdet og meget af det grønne. Næstformændene refererer direkte til kommissionsformand Ursula von der Leyen.
Teresa Ribera er udvalgt til at være en af seks næstformand i den nye EU-Kommission. Hun får ansvar for konkurrenceområdet og meget af det grønne. Næstformændene refererer direkte til kommissionsformand Ursula von der Leyen.Foto: Alejandro Martínez Vélez/AP/Ritzau Scanpix
Peter Ingemann Nielsen

Hun bliver beskrevet som ekstremt visionær, utrættelig og bestemt ikke bange for at sige sin mening.

Og så har hun lige opnået "det højeste niveau af indflydelse", Spanien nogensinde har haft i Bruxelles.

Sådan har den spanske premierminister Pedro Sanchez i hvert fald beskrevet den post, som Teresa Ribera er blevet tildelt.

Som EU-Kommissionens kommende andenstyrmand får Teresa Ribera ansvar for "en ren, retfærdig og konkurrencedygtig omstilling". En portefølje, der dækker over nærmest alt, der vedrører grøn omstilling og konkurrenceevne.

Dermed bliver Teresa Ribera – hvis hun kommer helskindet gennem sin høring i Europa-Parlamentet – en særdeles magtfuld EU-kommissær.

Hun er stålsat med en stamina, der overgår de fleste

Lykke Friis
Direktør, Tænketanken Europa

Hun bliver også nærmeste chef for Dan Jørgensen, der skal tage hånd om energiområdet. De to har tidligere arbejdet tæt sammen under klimatopmøder.

"Det er måske min bedste ven uden for dansk politik. Så det er rigtig positivt," sagde Dan Jørgensen den dag, kommissærholdet blev sat, om udsigterne til at få en spansk chef.

Som grøn anfører kommer Teresa Ribera til at kæmpe hårdnakket for, at EU fastholder sine grønne ambitioner.

Altinget tegner et portræt af den 55-årige spanske socialdemokrat.

Broen mellem det grønne og sociale

Den internationale anerkendelse af Teresa Ribera kom for alvor i 2019.

Det fortæller spanske Lara Lázaro, der er senioranalytiker i den spanske EU-tænketank Elcano Royal Institute, hvor hun arbejder med klima og energi.

Læs også

I 2019 fik Teresa Ribera nemlig muligheden for at udvise handlevilje og barmhjertighed, da Chile på grund af uroligheder i landet alligevel ikke kunne være vært for klimatopmødet COP25. I stedet trådte Teresa Ribera hurtigt til og tilbød Spanien som værtsland.

Generelt har spanieren det med at spille en fremtrædende rolle på klimatopmøderne.

"På den internationale scene er Teresa Ribera en meget velkendt figur. Og en velanset forhandler," siger Lara Lázaro.

Det billede kan Lykke Friis, direktør i Tænketanken Europa, også genkende.

Lykke Friis lærte Teresa Ribera at kende, da Friis var klima- og energiminister fra 2009 til 2011.

"Under tunge klimaforhandlinger oplevede jeg selv, at hun er stålsat med en stamina, der overgår de fleste. Hvor vi andre forsøgte at holde os vågne, piskede hun stadig rundt," siger Lykke Friis.

Teresa Ribera er et stort navn i spansk politik. I 2021 steg hun i graderne fra fjerde viceministerpræsident til tredje viceministerpræsident og var dermed en af den spanske regerings topfigurer.
Teresa Ribera er et stort navn i spansk politik. I 2021 steg hun i graderne fra fjerde viceministerpræsident til tredje viceministerpræsident og var dermed en af den spanske regerings topfigurer. Foto: Diego Radamés/AP/Ritzau Scanpix

Tidligere på sommeren var Lykke Friis ligeledes mødeleder på en konference i Madrid, hvor Teresa Ribera var en af talerne.

Talen husker hun tydeligt.

"Hun holdt en meget direkte tale om sin europæiske drøm, som er tæt knyttet til den grønne dagsorden. Hun påpegede, at man ikke må nedskalere ambitionerne."

"Og så husker jeg også, at hun understregede vigtigheden af, at den grønne dagsorden skal kombineres med den sociale dagsorden. Hun ønskede at være broen mellem de to dagsordener," siger Lykke Friis.

Teresa Ribera
  • 2019-2024: Medlem af det spanske parlament.
  • 2018-2024: Minister for grøn omstilling og senere tredje viceministerpræsident.
  • 2014-2018: Direktør, Institute for Sustainable Development and International Relations.
  • 2013-2014: Klima- og energirådgiver, Institute for Sustainable Development and International Relations.
  • 2008-2011: Minister for klimaforandringer og biodiversitet.
  • 2004-2008: Generaldirektør, Spanish Climate Change Office.
  • 1996-2004: Forskellige stillinger i blandt andet transport- og miljøministeriet.
  • 1993: Uddannet i forfatningsret og statskundskab fra Complutense Universitet i Madrid.

Den grønne firkløver

Teresa Riberas konstante påmindelser om, at man ikke må nedskalere de grønne ambitioner, er mange steder blevet udlagt som en kritik af kommissionsformand Ursula von der Leyen, som snart bliver hendes chef.

Kritikken har da også i et enkelt tilfælde været rettet direkte mod den tyske kommissionsformand. I et interview med EU-mediet Politico anklagede hun von der Leyen og den konservative politiske gruppe, EPP, for at "forsinke den grønne omstilling".

Senioranalytiker Lara Lázaro mener imidlertid ikke, at man skal lægge så meget i kritikken.

"Det skal nok tages med et gran salt i forhold til, at artiklen kom ud før valget til Europa-Parlamentet. Én ting er valgkamp. Noget andet er at smøge ærmerne op efter valget. Med en så bred portefølje er jeg ret sikker på, at der vil opstå nogle spændinger, men jeg er også overbevist om, at hun vil være i stand til at løse dem," siger Lara Lázaro.

I det hele taget skal EU-systemet vænne sig til en politiker, der ikke pakker tingene ind.

Et eksempel er, da hun i maj advarede mod, at Europa var i fare for en "implosion", hvis det yderste højre skulle opnå mere magt.

"Hun kan stå ved sine meningers mod. Og hun står fast," siger Lykke Friis og uddyber:

"Dermed ikke sagt, at hun ikke har et kompromisgen. Det skal alle jo have på det niveau. Men hun er meget dygtig til at sætte retning og så fastholde den retning."

"Skal du komme igennem i Bruxelles, skal du også have noget at forhandle med. Hun har et kompromisgen, men det er ikke der, hun starter. Hun starter med at udlægge sin europæiske drøm."

Teresa Ribera (til venstre) skal sammen med Dan Jørgensen, Stéphane Séjourné (til højre) og Wopke Hoekstra udgøre det hold, der skal tage sig af grøn omstilling, energi, konkurrenceevne og industri.
Teresa Ribera (til venstre) skal sammen med Dan Jørgensen, Stéphane Séjourné (til højre) og Wopke Hoekstra udgøre det hold, der skal tage sig af grøn omstilling, energi, konkurrenceevne og industri. Foto: European Union

Kompromisgenet skal i dén grad også i spil i arbejdet i Kommissionen. For selvom Teresa Ribera godt nok bliver en magtfuld næstformand, er der et større hold af kommissærer på det grønne område.

Således bliver Dan Jørgensen på energiområdet, hollandske Wopke Hoekstra på klimaområdet og franske Stéphane Séjourné på industriområdet alle vigtige samarbejdspartnere for Teresa Ribera.

Det er en firkløver, der repræsenterer tre forskellige politiske grupper – den socialdemokratiske, konservative og liberale.

"Når det gælder den grønne søjle, er der mange om buddet. Så det gælder om at få lavet en klar arbejdsdeling," konstaterer Lykke Friis.

"Jeg er enig med den grundlæggende analyse, som mange er kommet med, at når man har så mange overlappende ressortområder, er der kun én ting, der er sikkert: når det sidste skal afgøres, lander det på Ursula von der Leyens bord," siger hun.

Der er dog en tilføjelse til den analyse:

"Undtagelsen fra reglen om, at von der Leyen har centreret sin magt, er Teresa Ribera. Hun har fået flest stjerner på skulderen."

Reformen, der udeblev

Stjerner på skulderen har Teresa Ribera i dén grad også haft i sit hjemland, hvor hun har arbejdet sig til tops i regeringen og i det socialdemokratiske parti PSOE.

Siden 2018 har den 55-årige spanier haft titel af at være "minister for økologisk omstilling". Ministeriet dækker over alt det grønne – fra klima og energi til miljø og natur.

Som grøn minister har Teresa Ribera været en drivkraft bag at lukke ned for Spaniens kulindustri og udfase brugen af atomkraft.

Ved siden af den grønne kasket har Teresa Ribera også kunnet kalde sig en af landets viceministerpræsidenter. Det er blandt andet den erfaring, der har gjort, at Ursula von der Leyen har betroet hende en så magtfuld kommissærpost.

I EU-regi gjorde Teresa Ribera sig blandt andet bemærket, da Spanien havde EU-formandskabet i efteråret 2023. Her diskuterede man, om der oven på energikrisen året før var behov for en reform af EU's elmarked.

På den internationale scene er Teresa Ribera en meget velkendt figur. Og en velanset forhandler.

Lara Lázaro
Senioranalytiker, Elcano Royal Institute

Under energikrisen lykkedes det Teresa Ribera at forhandle en helt særlig model i hus, hvor Den Iberiske Halvø blev afkoblet de gældende elmarkedsregler i EU, så Spanien og Portugal separat kunne bestemme over egne energipriser.

Efterfølgende argumenterede hun for behovet for en reform, der ændrede grundlæggende på elmarkedsstrukturen.

Den helt store reform udeblev dog.

"Hun fik ikke alt det, hun ville have i et optimalt scenarie, men hun var da i stand til at bringe en løsning til bordet," siger Lara Lázaro.

"Selvom hun har en meget klar vision, er hun i stand til at nå konsensus uden at få alt, hvad hun ønsker. Du når ikke dertil, hvor hun er, uden at have en klar vision og en vilje til at samarbejde og indgå aftaler," siger den spanske senioranalytiker.

Atomkraft bliver et tema

Inden Teresa Ribera, der i øvrigt taler både engelsk og fransk, for alvor kan gå i gang med arbejdet i EU-Kommissionen, skal hun forberede sig på alle de kritiske spørgsmål, der måtte komme, når hun skal til høring i Europa-Parlamentet.

Her forventes det, at blandt andre nogle af de konservative politikere går i kødet på hende.

Deres frygt er, at Teresa Ribera er for langt ude på venstrefløjen og for meget "anti-industri".

Det fremtrædende konservative europaparlamentsmedlem Peter Liese har tilmed kaldt nomineringen af Teresa Ribera som kommissær for en "udfordring".

Andre kritiske spørgsmål vil helt givet gå på spanierens holdning til atomkraft, som hun tidligere har ytret modstand mod.

"Det kommer der kraftig debat om," forudser Lykke Friis.

Høringen i Europa-Parlamentet finder sted i starten af november.

Det skal Teresa Ribera i EU-Kommissionen
  • Som næstformand i Kommissionen med ansvar for en "ren, retfærdig og konkurrencedygtig omstilling" overtager Teresa Ribera konkurrenceområdet fra Margrethe Vestager.
  • Kommissionsformand Ursula von der Leyen har i sin opgavebeskrivelse til Teresa Ribera gjort det klart, at spanieren skal holde kursen sat i EU's Green Deal, skabe en "ny tilgang" til konkurrencepolitikken og være med til at fremlægge en Clean Industrial Deal med det formål at fremme grønne teknologier.
  • Herudover skal Teresa Ribera arbejde med reduktionsmålet på 90 procent i 2040 og sammen med Dan Jørgensen sikre, at energipriserne falder.
  • Læs hele opgavebeskrivelsen her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Teresa Ribera

Kandidat som næstformand for EU-Kommissionen, minister for økologisk omstilling og demografi, Spanien
jura (Complutense Uni.)

Lykke Friis

Direktør, Tænketanken Europa, præsident, Kræftens Bekæmpelse, formand, Det Europæiske Råd for Udenrigsrelationer (ECFR)
master i europæiske studier (London. 1992), cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1993), ph.d. (Københavns Uni. 1997)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024