Etnicitet bør ikke være et kriterium

Af Gert Korvig
Udviklingskoordinator, Tåstrupgård

I Tåstrupgård mødes en gruppe journalistspirer en gang om ugen i det boligsociale kontor, hvor de lærer alt om, hvad der skal til for at skrue et lækkert og vedkommende beboerblad sammen.

De lærer noget om, hvordan historier udvælges og vinkles, ligesom de undervises i interviewteknik, layout, fototeknik og får indblik i hele processen fra det første møde i redaktionen, til beboerne har bladet i hånden.

Lige nu er de otte piger i alderen 14-21 år, og de har lige sendt anden udgave i trykken. I det nye nummer har de valgt at have fokus på den måde, deres boligafdeling bliver italesat af medier og mennesker udefra på, og hvilken betydning det har for de mennesker, der bor i den. De har taget afsæt i en undren over alle de generaliseringer, der er i spil, når det handler om boligområder som deres eget, og som efter deres mening giver et noget forvrænget billede af det område, der er rammen om deres hverdagsliv.

Alle har sikkert mindst én gang i tilværelsen, bevidst eller ubevidst, generaliseret over et eller andet, og det kan altså både forklares og undskyldes. Det bliver først for alvor et problem, når der laves politik på baggrund af induktive slutninger fra "nogle" til "alle".

Gert Korvig
Udviklingskoordinator, Tåstrupgård

Problematiske generaliseringer
Spørgsmålet om generaliseringers anvendelse og betydning er nærværende i alle de boligsociale projekter, der arbejder med image og kommunikation i et forsøg på at fremme et mere nuanceret billede af de boligområder, de er sat til verden i. Og med den virak, der er fulgt i kølvandet på Hassans digtsamling, er der sparket nyt liv i diskussionen; hvornår er der tale om generaliseringer, og hvorfor bliver de brugt?

Ifølge Nudansk Ordbog er en generalisering at give noget almen gyldighed, og ordbogens eksempel lyder: ”hvad der gælder én i familien, behøver ikke gælde de andre, man kan jo ikke sådan generalisere”. Eksemplet antyder, at generaliseringer kan være problematiske, idet man udtaler sig om mere, end man har belæg for. Man kender én i familien og ikke de andre, men vil alligevel gerne sige noget om dem.

En generalisering er altså ikke andet end et mere eller mindre kvalificeret gæt, og når vi alligevel falder for fristelsen til at udtale os om ”de andre” uden at kende dem, hænger det måske sammen med, at vores søgen efter mening er medfødt og instinktiv. Gennem hele livet forsøger vi at forstå verden, og vi gør det ofte ved at dele op i sort og hvidt og ved at skabe genkendelige mønstre, der skal give overblik i det ellers relativt kaotiske.

Etnicitet bør ikke være et kriterium
Alle har sikkert mindst én gang i tilværelsen, bevidst eller ubevidst, generaliseret over et eller andet, og det kan altså både forklares og undskyldes. Det bliver først for alvor et problem, når der laves politik på baggrund af induktive slutninger fra ”nogle” til ”alle”.

Selvfølgelig er der udfordringer med såvel individer som grupper i de udsatte boligområder. Det er ligesom hele forudsætningen for, at der iværksættes boligsociale projekter. Men fordi digterens muslimske far er voldelig, er det ikke nødvendigvis sådan, at hele blokkens fædre slår på tæven.

Og selvom der kan aflæses en overrepræsentation af personer med anden etnisk baggrund end dansk i kriminalitetsstatistikken, kan den samme gruppe sagtens udgøre en ressource i et boligområde.

Derfor giver det ingen mening at benytte etnicitet som et kriterium, når man udpeger de udsatte områder, og derfor bør det afskaffes. Det bliver nok ikke til virkelighed lige med det første, ligesom det nok er vanskeligt at gennemføre et egentligt generaliseringsstop. Men indtil videre kunne vi måske alle sammen øve os i at generalisere noget mindre. Det vil helt sikkert blive godt modtaget. Spørg bare pigerne fra Tåstrupgård. Læs bladet hér.