EU-sammenbrud godt for noget
Ingen forfatter
Ingen forfatter
Ingen forfatter
Jeg lagde i mit indlæg vægt på Parlamentets kompetence på budgetsiden. Der er ingen tvivl om. at ECOFINs - kredsen af finansministre - forslag om at fratage parlamentet budgetkompetence ikke skyldes størrelsen af budgettet, men udelukkende, at den som fordeler pengene også beslutter retningen af politikken.
Jeg lagde også vægt på behovet for at anerkende det resultat, som konventet var nået frem til. Konventets forslag er blevet til i et åbent og demokratisk forum, ikke bag lukkede døre. Og personligt synes jeg, at konventets forslag var et glimrende udgangspunkt. Åbenheden og demokratiet i mente, så burde alle regeringerne skele til konventet, hvis processen kørte fast.
Behovet for kompromisser var åbenlyst, men når man tænker tilbage til topmøderne i Amsterdam og Nice, så ved man hvor meget skade, der kan komme ud af alt for mange kompromisser. EU har behov for en langtidsholdbar forfatningstraktat, som klart definerer reglerne for samarbejdet. Nice og Amsterdam traktaterne havde begge en alt for kort udløbsdato.
Sten i skoen
Siden fredag morgen er der sket meget. Nok også mere end man havde forventet. At Berlusconi gennem det sidste halvår har været en decideret sten i skoen for forhandlingerne har jeg aldrig været i tvivl om, men jeg havde dog forventet, at han ville have gjort et mere ihærdigt forsøg på at lede forhandlingerne. Sammenbruddet i forhandlingerne var en realitet kort efter middag lørdag. Siden da har der været mange bud på, hvad som gik galt, og hvad konsekvenserne vil blive.
Personligt er jeg af den opfattelse, at sammenbruddet ikke var værre end godt for noget. Den forhandlingsstrategi som Spanien, Polen såvel som Frankrig havde lagt for dagen inden topmødet måtte ikke belønnes. Havde dette været tilfældet, så ville de spændte musklers taktik i fremtiden har fundet endnu mere indpas i forhandlingerne om EUs fremtid. Polen og Spanien satte sig til bordet uden intentioner om at rokke sig en tomme.
Ellen Nørby Trane
EP-kandidat (V)
Personligt er jeg af den opfattelse, at sammenbruddet ikke var værre end godt for noget. Den forhandlingsstrategi som Spanien, Polen såvel som Frankrig havde lagt for dagen inden topmødet måtte ikke belønnes. Havde dette været tilfældet, så ville de spændte musklers taktik i fremtiden har fundet endnu mere indpas i forhandlingerne om EUs fremtid. Polen og Spanien satte sig til bordet uden intentioner om at rokke sig en tomme.
Selv om sammenbruddet ikke er positivt for EU, fordi det åbner op for alt fra et EU i to hastigheder, til en opsplitning af samarbejdet, så kan man også vende begivenhederne og spørge, om det for EUs fremtids skyld ikke var bedre at udskyde alle forhandlingerne til et irsk EU-formandsskab end det var at presse et kompromis igennem, som ingen kunne have været tilfredse med.