Danskideal fortrænger lighedsideal

Lighed er ikke længere mantraet i dansk politik. Hvorfor nu det? Hvis man nu udskifter ordet ”lighed” med ordet ”dansk”, får man måske en god del af forklaringen. Dansk-idealet er de sidste år blevet det centrale for store dele af det politiske liv.

Rasmus Nielsen
Redaktør, Altinget.dk

DEN HJEMLIGE POLITISKE sæson er skudt i gang med de traditionsrige, såkaldte sommergruppemøder. Hvert partis folketingsgruppe mødes for første gang efter ferien et sted i landet, hvor udspil forberedt af ordførere i Folketinget drøftes. Mediernes massive tilstedeværelse sikrer partiformændene spaltemillimeter og sendesekunder. Dansk Folkeparti og Venstre åbnede ballet i sidste uge, og om en uge følger så de andre fem partier repræsenteret i Folketinget.

Kun De Radikale vil bruge sommergruppemødet til at diskutere EU. Generelt er det – og var det hos DF og V – de forestående reformer af velfærdssamfundet, der diskuteres. Hvem skal der tages fra? Og skal der gives til nogen?

Traditionelt har dansk politik i bred forstand og uanset ideologi bygget på et lighedsideal. Et ideal om at alle landets borgere skulle stilles lige for loven, have lige rettigheder og et lige økonomisk sikkerhedsnet på ganske højt niveau.

Lighedsidealet har ligefrem ført til, at det for nogle danske familier i mange år bedre kunne betale sig at tage imod dagpenge/kontanthjælp, boligsikring og diverse andre tillægsydelser fremfor at gå på arbejde og betale skat.