Det rigtige valg at gå i krig

I foråret stod Danmark sammen med andre europæiske lande over for en beslutning af stor tyngde: Vores største og vigtigste allierede var på vej i krig mod en diktaturstat. Skulle vi tage mod opfordringen fra vores ven, USA, om at gå med i krigen, eller skulle vi snige os udenom? Ja eller nej til den demokratiske supermagt, som europæerne skylder hovedparten af æren for deres frihed.

Opfordringen blev fremsat på toppen af en dynge FN-resolutioner, der var vedtaget i enighed mellem de vestlige lande igennem et årti. Resolutioner som krævede øjeblikkelig og betingelsesløs afrustning af Saddam Husseins Irak. De var alle som én blevet ignoreret af diktatoren. Han havde chikaneret og udvist de våbeninspektører, der skulle verificere, om han efterlevede det internationale samfunds krav. (...)

Men hvad nu, hvor de masseødelæggelsesvåben, som Saddam Hussein i hvert fald har haft, ikke er fundet efter krigen? Og hvad nu, hvis præsident George Bush og premierminister Tony Blair »solgte« krigen ved hjælp af delvist strammede eller forfalskede efterretninger?

Det er et indlysende psykologisk problem, at der indtil nu ikke er blevet fundet substantielle beviser på de forbudte våben, som var krigens begrundelse. Psykologiske problemer har det med at blive realpolitiske problemer. For det ville unægtelig gøre det nemmere fremover at begrunde indgreb mod andre slyngelstater, hvis dette første eksempel på en sådan krig havde ledt frem til det klokkeklare bevis på, at slynglen Saddam Hussein udgjorde en trussel ikke bare mod sine egne borgere, men mod hele sin region.

Det anfægter bare ikke for alvor det formelle grundlag, som Danmark gik med i krigen på: Iraks notoriske modarbejdelse af alle skridt, der i henhold til international retsorden var taget imod landet. Den legitimering er der ikke rokket ved - med eller uden fundet af den »rygende pistol«, som ville have forlenet det hele med en dejligt visuel berettigelse.

Hvis George Bush og Tony Blair har vidst, at de har viderebragt forkerte oplysninger, så belaster det dem kraftigt. Det må de, hvis indicierne er stærke nok, stå til regnskab for over for deres befolkninger. Hensigten om en retfærdig krig undskylder ikke løgn og manipulation.

Berlingske
Leder

Anderledes med indicierne for, at visse efterretningsrapporter om Saddam Husseins våben var af - mildt sagt - diskutabel værdi. Hvis George Bush og Tony Blair har vidst, at de har viderebragt forkerte oplysninger, så belaster det dem kraftigt. Det må de, hvis indicierne er stærke nok, stå til regnskab for over for deres befolkninger. Hensigten om en retfærdig krig undskylder ikke løgn og manipulation. (...)