Drømmen om ét Norden forbliver en drøm

Drømmen levede jo videre – senest efter etableringen af NATO i form af en nordisk forsvars-union.

Men drømmen brast også dengang, og i øvrigt hermed den danske statsminister Hans Hedtofts hjerte.

Da jeg i forbindelse med den første EF-afstemning i Norge interviewede den daværende regerende overborgmester i Oslo, Rune Gerhartsen – søn af den stærke, tidligere norske statsminister Ejnar Gerhartsen fra Arbeiterpartiet – foreholdt jeg ham en stribe af de velkendte argumenter for et medlemskab. Han svarede til min undren hele tiden Ja til argumenterne – men konkluderede et Nej!

Jeg udbrød: ’Det her forstår jeg ikke. Du anerkender alle argumenter for, men anbefaler et Nej. Synes Du ikke, at Norge står med ryggen mod havet?’

Det her forstår jeg ikke. Du anerkender alle argumenter for, men anbefaler et Nej. Synes Du ikke, at Norge står med ryggen mod havet?

Hans svar kom prompte: ’Det er lige præcis dér, at Du tager fejl! Vor levevej er olien og fisken. Norge står med ansigtet mod havet!’

Oslos daværende overborgmester
Til Peter von Kohl

Hans svar kom prompte: ’Det er lige præcis dér, at Du tager fejl! Vor levevej er olien og fisken. Norge står med ansigtet mod havet!’

Jeg kom i tanke om skuespilleren Peter Ustinovs fremragende analyse af den dengang sovjetiske tankegang:

’Hvis Du vil forstå russerne i Kreml, så skal Du sætte Dig i deres sted. Tænk, som om Du så verden fra Kreml!’

Det svenske Nej er for os uden for Sverige langt mere uforståeligt end det danske Nej i 2000. Det danske Nej kom jo efter en debat, der til sidst gik på et for-eller-imod Nyrup. Det svenske Nej kommer efter en saglig debat – og er just derfor ubegribeligt.

For de ældre kan neutralitets-politikken endnu sidde dybt i sjælen som et tegn på et stolt Sverige, der kunne selv.

For den erhvervs-aktive svensker kan forblændelsen af en stærk industri-nation endnu sidde dybt i tegnebogen. En illusion af format i dag, se blot på Volvo eller senest Ericsson – uanset de seneste tal, der jo kommer i kølvandet på masse-afskedigelser.

For ungdommen er det hele totalt ude af trit med det, ungdommen ellers står for: Længslen efter opdagelsesrejsen såvel ind i det eget indre som ud i den store verden. Frihed efter opdragelsen derhjemme og i skolen. Symbolet hed og hedder ofte Interrail.

Og så siger unge svenskere Nej til ØMU og Euro. Siger nej til solidaritet og med-ansvar og dermed til sikring af den fred, der er forudsætningen for friheden til at kunne rejse og kunne opleve! Siger Nej til det symbol, der kunne lette dem for praktiske problemer og besvær i det daglige.

Men værst af alt: Nej til investeringer i deres eget land med arbejdspladser og dermed økonomisk og social sikkerhed i deres videre liv!

FN’s årlige investerings-rapport viser klare tal for konsekvensen af det danske Nej:

I år 2000 (afstemnings-året) var vi oppe på flotte 225 milliarder kroner. To år senere, altså sidste år, nede på sølle 41 milliarder!

Var der nogen, der sagde: ’Det går ufattelig godt!’?

’Drømmen’ om ’Ét Norden’ er på vej til at blive til mareridtet om ’Ét fattigt Norden’ – fordi vi vil selv!

Med al respekt: Norge har – endnu – olie, og Sverige har – endnu - Volvo og Ericsson. Men set fra Danmark, så har vi intet valg.