Europæisk sygdom i Danmark
Ingen forfatter
Ingen forfatter
Ingen forfatter
Kravet om et kommissærhoved på et fad er begrundet i den kendsgerning, at kommissæren overhørte adskillige advarsler gennem flere år. Men i stedet for at tage affære lod kommissæren sig nøje med sin generaldirektørs forsikringer om, at alt var i orden.
Desværre er det ikke kun forargelsen, der er grænseløs. Det er ansvarsløsheden også. Denne sygdom har bredt sig over alle grænser, herunder til Danmark, hvor den er konstateret i en ellers traditionsrig etat som Banestyrelsen.
Her har ledende embedsmænd i årevis lukket øjnene for blinkende advarselslamper om udbetaling af uberettigede rejsegodtgørelser til de ansatte. Advarslerne kom fra både ansatte, auditør, revision og fra kommunale skattemyndigheder og til sidst fra Told & Skat. Alligevel gik der et halvt år efter den sidste advarsel, før ledelsen tog sagen alvorligt. Indtil da nøjedes man med at stole på, at det ansvarlige direktionsmedlem havde styr på sagerne.
Dette direktionsmedlem har ikke længere job i Banestyrelsen, hvorfor den tilbageværende ledelse mener, at det nu er nok blot at indkalde nogle mellemledere til tjenstlige samtaler og derefter lukke sagen om uberettigede udbetalinger i millionsklassen. Den daværende administrerende direktør kan endda glæde sig over sit nye job som direktør for den nye Trafikstyrelse.
Desværre støtter trafikminister Flemming Hansen ledelsens opfattelse af egen ansvarsfrihed. Og de ansattes fagforening er selvsagt ganske enige i, at de medarbejdere, som har modtaget skattefri godtgørelser for tjenesterejser på 15 minutter og på dage, hvor de slet ikke var på arbejde, også er uskyldige.
Hvis Danmark skal bekæmpe den europæiske syge, må det have konsekvenser, når et klart ansvar svigtes. Både for ledelser og for medarbejdere, der burde vide bedre. (...)