Fiskeriets brutale nedtur

Fiskeriforliget i Bruxelles fredag morgen kommer til at gå hårdt ud over dansk fiskeri. Et dansk ur-erhverv - vel overhovedet det ældste i vor tilværelse som nation - må affinde sig med at ånde ved gæller, indtil torskebestanden om fire-fem år måske er bragt tilbage til et niveau, der kan danne basis for en vis normalisering af torskefangsten.

»Måske.« »En vis normalisering.« Hele usikkerheden i dette perspektiv og de kvotebegrænsninger, der må forudses, selv når de magre år er forbi, vil sikkert få en del fiskere til at gå på ophugningsstøtte allerede nu. Hvad man dårligt kan fortænke dem i.

Og så er danske fiskere måske endda sluppet ud af skærsilden i Bruxelles et par streger rimeligere, end de fleste af dem øjensynlig havde frygtet.

Kan vi lære noget af fiskeriets brutale nedtur?

Fiskeriforliget viser os vel for det første EU, som det nu en gang er - på godt og ondt.

Det gode er, at man snakker sig til rette om den slags ved et forhandlingsbord. Og ikke - som i de såkaldt gode gamle dage - lader nationale lidenskaber og interesser kamme over i kapfiskeri og slagsmål om territorialfarvande, der naturligvis kun ville havde gjort turen mod afgrunden for et sådant erhverv endnu stejlere.

B.T.
Leder

Det gode er, at man snakker sig til rette om den slags ved et forhandlingsbord. Og ikke - som i de såkaldt gode gamle dage - lader nationale lidenskaber og interesser kamme over i kapfiskeri og slagsmål om territorialfarvande, der naturligvis kun ville havde gjort turen mod afgrunden for et sådant erhverv endnu stejlere. (...)

Det mindre gode er, at EU utvivlsomt selv har bidraget til at skærpe fiskeriets problemer ved sine fortvivlede, planøkonomisk og bureaukratisk udtænkte støtteordninger - skabt dels for at komme erhvervets egne pressionsgrupper i møde, dels for at få de tilløb til begrænsninger, man har taget i årenes løb, til at glide lettere ned.

Værst ved det hele er, at man indtil dato har vendt det døve øre til havbiologernes advarsler. Selv ved gårsdagens fiskeriforlig, hvor man vel for første gang har taget advarslerne alvorligt i større målestok, forsømmer man at forholde sig både til fangstredskabernes indretning og til den groteske og af mange grunde oprørende praksis, at en tredjedel af alle fangster smides over bord igen. (...)