Forbud mod stoffet ibogain

Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har besluttet, at stoffet ibogain kun må anvendes i medicinsk eller videnskabeligt øjemed.
Sandra Schwartz
Dokumentation
Baggrunden er, at Sundhedsstyrelsen har oplyst, at ibogain i mindre doser har en stimulerende virkning, og at det i større doser virker hallucinerende og giver forvrængede sanseindtryk. Stoffet kan udløse panikangst og forfølgelsesforestillinger. I værste fald kan det føre til selvmord og drab. Indtagelse af høje doser kan give langsom hjerterytme og i sidste ende indebære risiko for åndedrætsstop.

Ibogain har af nogen været kædet sammen med et konkret dødsfald for nylig, men det er endnu ikke klarlagt, hvilken rolle stoffet har spillet i forbindelse med dødsfaldet.

”Jeg mener ikke, at der er grund til at sidde og vente på besked om, hvorvidt ibogain har været årsag til et konkret dødsfald eller ej. For mig er det nok at vide, at vi her har at gøre med et stof, som er forbundet med ganske alvorlige risici. Den viden må der efter min opfattelse handles ud fra, og det har jeg så gjort,” fastslår indenrigs- og sundhedsministeren.

Det er mindre end fjorten dage siden, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet første gang blev gjort opmærksom på ibogain. Sundhedsstyrelsen blev straks sat i gang med at undersøge sagen og har altså nu kunnet præsentere sine resultater for indenrigs- og sundhedsministeren, som med det samme har indført et forbud.

”Jeg er glad for, at vi er i stand til at reagere hurtigt, når nye stoffer dukker op – og det vel at mærke på et solidt fagligt grundlag,” siger indenrigs- og sundhedsministeren med henvisning til det konkrete sagsforløb.

Forbuddet får virkning fra og med den 3. december 2003.


Altinget logoChristiansborg
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget christiansborg kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
Seneste fra Christiansborg

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024