18. maj 2005 kl. 15.34, opdateret 1. januar 1900 kl. 00.00

Fra dommedag til dyr med blød pels

DOKUMENTATION: Miljøjournalistikken er under forandring. Bekymringen for miljøet er på retur, og i stedet er der øget fokus på miljø som natur, oplevelse og dyr med blød pels. Det viser den første store analyse af dansk miljøjournalistik. Altinget bringer udpluk af rapportens konklusioner her.

Ingen forfatter

Hvis vi fortsat skal bekymre os i fremtiden, vil vi helst kun bekymre os om os selv
"Miljøet i Medierne"
Roskilde Universitetscenter

Fakta

Rapporten "Miljøet i medierne" er den første store analyse af dansk nutidig miljøjournalistik.

Rapportem baserer sig på en analyse af 1089 artikler/noter fra Berlingske Tidende, Politiken, Jyllands-Posten og Information. Derudover er implicerede journalister, redaktører, miljøorganisationer, offentlige myndigheder og forskningsinstitutioner blevet interviewet.

Rapporten er et studie over tid, og tager udgangspunkt i seks måneder i 1997, seks måneder i 2000 og seks måneder i 2003.

Undersøgelsen er lavet ved Afdelingen for Journalistik, Roskilde Universitetscenter, af adjunkt, ph.d., Mark Ørsten, studielektor og journalist Simon Andersen samt studielektor og journalist Susanne Arpi.

Kilde: Altinget

Dokumentation

Konklusioner fra rapporten "Miljøet i medierne"

1. Forandringer af nyhedsinstitutionens miljødagsorden:

For det første er der sket et fald i miljøets placering på nyhedsinstitutionens dagsorden fra 1997 til 2003. Dette ses dels via indholdsanalysen, der viser et fald i den samlede dækning af de udvalgte cases fra 1997 til 2003, dels via de forskellige typer af interview, hvor såvel journalister/redaktører som kildeorganisationer fremhæver en generel om/nedprioritering af stoffet. Miljøet har fået en lavere prioritering på de fleste redaktioner, ikke mindst på Berlingske Tidende og Jyllands-Posten, og der er generelt set blevet færre miljøjournalister i løbet af den analyserede periode.

For det andet viser analysen på dette niveau et skift i forhold til, hvilke typer af miljøemner som kommer på nyhedsinstitutionens dagsorden. Her peger såvel indholdsanalysen som interviewene på, at der er sket et skift væk fra emner, der knytter an til en forurening af miljøet, i retning af emner, der fokuserer på natur og oplevelser. Dette resulterer specifikt i, viser analysen, at emner som fx 'drikkevand' og 'GMO' nedprioriteres på dagsordenen over tid, mens et emne som 'truede dyrearter' er i fremgang.

For det tredje viser analysen en klar dominans af videnskabelige eksperter som kilder. Når disse foretrækkes som kilder i miljøjournalistikken, skyldes det ifølge de interviewede journalister blandt andet et ønske om at begrænse miljøorganisationernes indflydelse på miljøjournalistikken. Flere af de interviewede journalister og redaktører giver udtryk for en opfattelse af, at miljøorganisationerne tidligere har haft alt for let spil til at sætte deres dagsorden via medierne.

2. Forandringer af nyhedsinstitutionens miljødagsorden:

Analysen viser en markant forandring af den journalistiske fortolkning af miljøproblemer:

For det første viser analysen, at der sket et i skift i den generelle artikulation af miljødebatten. Dette skift finder sit mest konstante udtryk i de interviewede journalisters ønske om at omdefinere forståelsen af, hvad en god miljøhistorie er. Her tales i vid udstrækning om at gøre op med 'myten' om, at det altid går dårligt for miljøet. Positive artikulationer af miljøets tilstand prioriteres i stigende grad på de forskellige redaktioner. Ligeledes underlægges spørgsmål om miljø i stigende grad en økonomisk diskurs af journalister og redaktører, hvor det fremhæves som væsentligt at diskutere, hvordan man bedst kan bruge pengene på miljøområdet.

En anden forandring i den journalistiske artikulation af miljøet er en bevægelse væk fra at se miljøet som noget, der skal beskyttes, og i stedet se miljøet som noget, der skal kunne bruges/opleves af så mange mennesker som muligt.

For det tredje viser analysen på dette niveau også en klar kulturel indflydelse forstået på den måde, at miljøemner har og skal have en dansk vinkel for at komme på nyhedsinstitutionens dagsorden. Dette gælder også for globale miljøproblemer som drivhuseffekten. Modsat tidligere analyser, der fremhævede miljøjournalistikkens stigende globalisering/internationalisering, viser denne analyse den modsatte udvikling. Det er Danmark som geografisk lokalitet, der står i centrum. En årsag til dette markante fokus på rent nationale problemstillinger kan findes i avisernes udtalte ønske om at komme tættere på læsernes hverdag i deres dækning af miljøområdet.

Modsat flere tidligere analyser af miljøjournalistikken viser denne analyse, at medierne ikke har en generel tendens til at (over)dramatisere deres dækning af miljøspørgsmål. Når dramatisering finder sted, er det i denne analyse oftest inden for de casestudier, der kan betragtes som meget forbruger-/læsernære, og hvor enkeltsager dominerer dækningen. Derimod dramatiseres en case som 'drivhuseffekten' ikke i udpræget grad i den analyserede periode.

Professionelle kilder:

Flere af journalisterne betragter kilderne på miljøområdet som meget aktive og professionelle. En enkelt betragter miljøområdet som det sværeste stofområde på grund af de mange og aktive kilder.

Flere af de interviewede kildeaktører fremhæver selv, at de har professionaliseret deres aktiviteter i forhold til journalisterne. Dette gælder fx en kraftig journalistisk bearbejdelse af udsendt materiale, 'special treats', forstået som fx solohistorier, som en organisation giver til et bestemt medie samt skabelsen af mediebegivenheder/pseudo-begivenheder som fx 'Naturens dag'

Denne professionalisering af kildeaktiviteterne kan samtidig betragtes som øget medialisering af miljødebatten. De professionelle kilder tilegner sig nyhedsinstitutionens vaner, normer og rutiner, og dette kommer blandt andet til udtryk ved, at organisationerne koncentrerer deres aktiviteter om medievenlige emner som natur og dyr, ligesom organisationerne 'vinkler' deres indlæg ud fra journalistiske nyhedskriterier som aktualitet og identifikation. Dermed bliver nyhedsinstitutionens normer, vaner og rutiner til fælles spilleregler, som anerkendes såvel inden for som uden for nyhedsinstitutionen.

Hvorvidt journalisterne er kritiske i deres omgang med de stadig mere professionelle kilder, er der i analysen uenighed om. Journalisterne fremhæver, at de trods kildernes øgede professionalisering er i stand til at gennemskue forskellige kilders intentioner, mens flere af kilderne omvendt hævder, at de ikke møder megen aktiv kildekritik fra journalisternes side.

Tættere på og mindre bekymret:

Denne analyse har fokuseret på nyhedsinstitutionens miljøjournalistik fra 1997 til 2003. Konklusionen på rapporten er klar:

Miljøjournalistikken er under forandring. Årsagerne er ifølge analysen mange, hvoraf især skiftende politiske og redaktionelle prioriteringer er de mest fremtrædende. Begge forandringer søger at gøre op med fortiden, hvor miljøet antages at have haft en ukritisk høj placering både politisk og redaktionelt.

Dagens miljøjournalistik skal således på mange måder ses som et 'opgør' med en tidligere miljøjournalistik, som mange af de interviewede redaktører og journalister tager klar afstand fra. Hvor kodeordet for den gamle miljøjournalistik i høj grad var bekymring, er kodeordene for den nye miljøjournalistik snarere læservenlighed, oplevelse, natur og opgør med 'myten' om, at det altid går dårligt for miljøet.

Indholdsanalysen viser imidlertid, at dette indtil videre ikke har betydet, at et komplekst og 'bekymrende' emne som drivhuseffekten er forsvundet ud af mediedækningen. Tværtimod viser analysen netop, at dækningen af drivhuseffekten kan betegnes som et eksempel på en mere vellykket miljøjournalistik.

Samtidig spores der dog en træthed blandt journalister og redaktører, når det drejer sig om netop drivhuseffekten, og en erkendelse blandt kilder af, at historier om drivhuseffekten er svære at forstå og derfor også svære at 'sælge' til medierne. Analysen viser også, at et komplekst problem som GMO vælges fra af flere aviser, fordi emnet ikke betragtes som læservenligt nok.

Dermed kan identifikationen af konturerne af en ny miljøjournalistik også ses som en indirekte bekræftelse af Cottles (1998) kritik af den rolle, som Beck (1997) tilskriver medierne i risikosamfundet. Dette synspunkt kan sættes på spidsen ved at fokusere på én af hovedkonklusionerne hos Beck og én af hovedkonklusionerne fra denne rapport. Hos Beck fremhæves de nye risicis globale karakter igen og igen. I denne rapport fremhæver såvel indholdsanalysen som interviewene med journalister og kilder miljøjournalistikkens udvikling i retningen af et øget fokus på det nære og det danske.

Eller sagt på en anden måde, hvis vi fortsat skal bekymre os i fremtiden, vil vi helst kun bekymre os om os selv.