Smarte Anders i knibe

Og vælgerne kan ikke (...) særlig godt li' ham. Til gengæld er næsten halvdelen af befolkningen rigtig glad for Bendt Bendtsen, den konservative leder, der ellers ikke har nogen imponerende resultatsliste.

Uanset sympatien for »ÆRLIGE BENDT« eller det stigende mishag ved »SMARTE ANDERS«, er det nok ikke det, der afgør, hvem der får magten i Danmark.

For når det kommer til det helt afgørende lille kryds med blyanten i den afskærmede stemmeboks, er det i bund og grund vælgernes nøgterne overvejelser over deres helt personlige og familiemæssige interesser, der styrer hånden og efterlader et kryds, som flytter magt i Danmark.

Det er ikke politikeren som person.

Vælgerne tænker sig grundigt om. Måske har vælgerne ikke hele statsregnskabet lysende klart på nethinden, men så er der den sikre fornemmelse i maven.

Leder
B.T

Medierne - B.T. indbefattet - har en naturlig forkærlighed for at fremstille den politiske proces - og den politiske kamp - gennem personer.

Og alt tyder på, at læserne - eller vælgerne eller borgerne - også holder af fortællingerne om de POLITISKE FIGURER, menneskene bag - og midt i - politikken. Men det betyder faktisk ikke, at vælgerne lader deres personlige sympati og antipati helt dominere valget.

Det har forskerne faktisk undersøgt særdeles grundigt.

Det var en meget stærkt udbredt - og næppe helt forkert - opfattelse, at Venstres tidligere leder, den begavede, elegante og karismatiske Uffe Ellemann-Jensen, var uhyre populær blandt vælgerne. Hans selvbiografi har opnået helt astronomiske oplagstal. Men han blev aldrig statsminister.

Det er en udbredt opfattelse, at Nyrup Rasmussen i perioder var en stor »belastning« for Socialdemokraterne. »Den handicappede« kaldte Lykketoft og Auken smagfuldt deres formand under deres »hulemøder«, før Nyrup blev væltet. Nyrup var tydeligvis meget ofte ubehageligt tilpas ved den pompøse statsministerrolle FORAN KAMERAER OG MIKROFONER. (...)

Sagen er, at visse »kloge folk« i medierne UNDERVURDERER VÆLGERNE igen og igen. De mener ikke, at vælgerne magter at sætte sig ind i »de indviklede politiske sager« og i stedet falder for pressens og politikernes »populisme« og »gallupdemokrati« og løber efter den mest populære sag og den mest populære politiker.

Forskerne viser noget andet. Nemlig at vælgerne tænker sig grundigt om. Måske har vælgerne ikke hele statsregnskabet lysende klart på nethinden, men så er der den sikre fornemmelse i maven. Vælgerne afgør ikke valget på forhånd, men følger udviklingen og lader i sidste ende DERES EGEN DAGSORDEN OG DERES EGNE INTERESSER bestemme valget efter en nøgtern og realistisk vurdering.

»Vælgere med omtanke«, kalder forskerne fænomenet.

Alligevel - og helt naturligt - er alle vi tænksomme vælgere da optaget af POLITIKERNES PERSONLIGHED. Fogh har tabt point gennem det år, som nu rinder ud, det er der ingen tvivl om.

B.T. har påvist, at hans konsekvente holdning til IRAK-KRIGEN har frastødt betydelige kvindelige vælgergrupper. Og meget muligt er den krigeriske Fogh i kraft af en række andre sager og et forholdsvis svagt V-ministerteam i det hele taget blevet opfattet som en magtfokuseret, hårdhjertet, ensom og ikke så menneskelig figur. Mens den ofte lidt uheldige Bendtsen - med sin ulykkelige historie om den narkodømte søn - påkalder sig sympati, omgivet som han er af selvstændige, stærke og karismatiske kvindelige K-ministre.

Det ændrer ikke ved, at Bendtsen ikke har meget at skulle have sagt i regeringen, hvor Fogh fortsat styrer temmelig enerådigt. Men han bliver nok nødt til at tage dette her med kvinderne og sympatien lidt alvorligt alligevel. Personsympatier er ikke alene om at afgøre valg i Danmark, men de er en faktor. For et år siden var Foghs personlighed en positiv faktor, i dag er den mere tvetydig. Som en ondskabsfuld konservativ formulerede det for nylig: »Plastrer vi Danmark til med Fogh-plakater næste gang, så har vi tabt.«

Grovheden rummer den kerne af sandhed, at Fogh skal have andet at byde på end sin effektivitet og sit nu for længe siden HURTIGT GENNEMFØRTE VALGPROGRAM, hvis han skal sikre sig en periode mere i statsministerstolen.