Udsigt til svag socialdemokratisk ledelse

Det løfte kan vise sig skæbnesvangert for fremtidige reformer af efterløn og andre velfærdsordninger, for det socialdemokratiske formandsopgør har vist, at partiet ikke engang kan holde ro i egne rækker.

Som formandsvalget er skredet frem, har det udviklet sig til en åben magtkamp mellem højrefløjen og venstrefløjen i partiet. De forsonende ord fra både venstrefløjens kandidat Frank Jensen og højrefløjens Helle Thorning-Schmidt er blev overskygget af hårde markeringer fra tidligere partiformand Poul Nyrup Rasmussen (S) og andre socialdemokratiske topfolk. (...)

Som formandsopgøret har udviklet sig, er det tvivlsomt om den nye S-formand - uanset navnet - overhovedet kan levere politiske resultater. Meget vil afhænge af stemmetallene ved formandsvalget. Hvis det bliver en snæver afgørelse, kan vinderen føle sig forpligtet til at omfavne sine modstandere, som Nyrup gjorde i 1992. Resultatet vil blive en uklar linje fra partiet, og den nye leder vil få vanskeligt ved at forhandle med styrke over for regeringen.

Hvis vinderen bliver Frank Jensen, vil han under alle omstændigheder blive vanskelig at forhandle velfærdsreformer med, for i hans retorik er en fremtidssikring af velfærdsstaten ensbetydende med nedskæringer. Helle Thorning-Schmidt har derimod erklæret, at hun ønsker efterlønnen reformeret. Derfor er hun at foretrække som forhandlingspartner, når reformer kommer på dagsordenen ved årets slutning, hvor Velfærdskommissionen udgiver deres afsluttende rapport. Men hun kan kun forhandle en dristig reform på plads, hvis hun har ro på bagsmækken. Det samme gælder Frank Jensen, hvis han vil vise, at han kan indgå brede aftaler som ny formand. (...)