V & S - nyt makkerpar?

Ingen af partierne har afgørende lyst til velfærdsreformer, af frygt for at udfordre vælgerne. Derfor skal vi heller ikke vente afgørende ændringer på denne side af valget. Altså i et par år.

Derudover efterlyser de to partier også nye arbejdspladser, så de kan få budgetterne til at hænge sammen i de kommende år.

Inden Folketinget tog på juleferie, bar finanslovsdebatten stærkt præg af, at en reformpause efterhånden er en kendsgerning. Den var i den grad præget af manglen på debat om konkret og nutidig politik. Men skulle man ellers være i tvivl, kunne man blive retledt af finansminister Thor Pedersen (V), som i Jyllands-Posten i går skar ud i pap, at den danske økonomi er fortræffelig, og at der overhovedet ikke er brug for reformer. Sådan! (...)

Socialdemokratiet vil også skabe mange nye arbejdspladser ved lovgivning, men kan til gengæld ikke få finansieringen til at hænge sammen, og desuden har partileder Mogens Lykketoft under stor tys-tys skrottet et velfærdsoplæg, som partiet ellers har arbejdet med i mange måneder. Åbenbart fordi nytænkningen ville blive for påtrængende og beskostelig for vælgerne.

Med det hårdnakkede forsvar for reformpause er regeringen ved at løbe ind i et troværdighedsproblem.

Jyllands-Posten
Leder

Regeringen synes for sin part at have glemt en meget væsentlig ting. Landet har fortsat verdensrekord i skattetryk. Den stærke utilfredshed med dette vil regeringen stadig kunne finde specielt blandt sine kernevælgere.

Det bør den tænke nøje over, da flere meningsmålinger nu har givet Socialdemokratiet betydelig fremgang, men især Venstre står til en ganske betydelig tilbagegang, hvis de holder. (...)

Med det hårdnakkede forsvar for reformpause er regeringen ved at løbe ind i et troværdighedsproblem, når Anders Fogh Rasmussen fastholder reformpause, samt at en velfærdsreform derefter ikke kan gennemføres uden Socialdemokratiet. For regeringspartneren Det Konservative Folkeparti står for tiden meget på linje med vismændene og Det Radikale Venstre, hvad krav til reformer angår.

Hvem skal vælgerne tro? Og hvem skal især kernevælgerne tro?