Vælgere advarer mod ren VKO-politik
Jon Adelsten
Ingen forfatter
Ingen forfatter
VKO flertallet en ulempe på sigt
I dagene efter valget (til og med tirsdag den 27. november) bad vi brugerne på Altinget.dk vurdere den kommende VK-regerings manøvremuligheder og levedygtighed. På spørgsmålet: ”Mener du, at Fogh vil have en langsigtet fordel i alene at udnytte VKO-flertallet?” svarer mere end 2 ud af 3 blandt de 542 svarpersoner nej.
Blandt de brugere, der bekender sig til den borgerlige fløj, er der en lille overvægt, der mener VKO-flertallet vil være en fordel, mens der blandt brugerne til venstre for midten ikke er mindre end 87 procent, der siger nej.
Problemer for udlændinge-stramninger
Selvom et flertal af brugerne mener, at Fogh bør gå udenom VKO flertallet, mener de samtidig, at de lovede stramninger på udlændingeområdet kun kan gennemføres med Dansk Folkeparti.
På spørgsmålet - ”Tror du, det kan lykkes VK-regeringen at gennemføre stramning af udlændingepolitikken med andre end DF? (f.eks. ophævelse af retskravet på familiesammenføring mv.)” svarer kun 38 procent ja, mens 56 procent svarer nej.
Det er de borgerlige vælgere, der med 55 procent ja-sigere er mest optimistiske, mens kun 45 procent af vælgerne til venstre for midten tror på stramninger med andre partier.