VKs uklædelige velfærdsangst

(...) Uforståelig masochisme kalder finansminister Thor Pedersen det, når blandt andre hans konservative regeringskolleger vil diskutere angreb på velerhvervede rettigheder som efterlønnen. Det skal nok gå alt sammen, hvis bare vi får nogle flere indvandrere i arbejde, lyder ministerens glade julebudskab i et interview med Morgenavisen Jyllands-Posten.

Men han taler mod bedre vidende. Den ubøjelige sandhed er, at det er matematisk umuligt at bevare hele det nuværende velfærdsapparat inklusive satsreguleringer, der følger lønniveauet, uden at hæve skatten eller forøge statens gæld.

Problemet kan da ganske rigtig løses, hvis flere - indvandrere eller indfødte - arbejder i stedet for at være på passiv forsørgelse. Men hvis det mål skal nås, kræver det lige præcis den slags ubehagelige indgreb, som Thor Pedersen ikke kan lide. (...)

Det ligner en tanke, at regeringen freder alle velfærdsordninger endnu mere, end den allerede har gjort, på et tidspunkt, hvor den er i stærk modvind i meningsmålingerne. Det er i så fald en forkert tanke. Ganske vist kan det ikke nytte at trumfe politik igennem, som der ikke er opbakning til i befolkning og folketing. Men en borgerlig regering, der slet ikke tør føre borgerlig politik, er der altså heller ikke megen fremtid i, som statsministeren da også gentagne gange har påpeget.

I stedet er opgaven at få befolkningen til at forstå, at tingene ikke kan køre videre, som de gør. Præcis til det formål har regeringen nedsat en velfærdskommission. Efter Thor Pedersens mening skal den afholde sig fra at komme med pinefulde forslag. Det er der heldigvis intet, der tyder på, at den vil rette sig efter.

Opgaven er at få befolkningen til at forstå, at tingene ikke kan køre videre, som de gør. Præcis til det formål har regeringen nedsat en velfærdskommission. Efter Thor Pedersens mening skal den afholde sig fra at komme med pinefulde forslag. Det er der heldigvis intet, der tyder på, at den vil rette sig efter.

Berlingske
Leder

Som vi tidligere har skrevet på denne plads, står velfærdsamfundet ikke over for nogen katastrofe. Der er bare nogle indbyggede problemer, der skal løses på en eller anden måde. Går vi i gang med det samme, kan det ske forholdsvis smertefrit. Venter vi til sidste øjeblik, bliver det ubehageligt. At stikke hovedet i busken, som finansministeren gør, vil på længere sigt være den virkelig masochistiske fremgangsmåde.