Civilt overblik: ”Vi afskaffer satspuljen og det tyveri, nogen har kaldt det”
UGEREVY: Farvel til satspuljen, som vi kender den. Det er den helt store historie i ugens overblik, som også kigger på fonde og skat og på overskudsgraden ved landsindsamlinger.
Carsten Terp Beck-Nilsson
Redaktør, Altinget: civilsamfundSatspuljen er død, satspuljen længe leve.
Med denne måske lidt bedagede proklamation skyder vi ugens civile overblik i gang. Og ja, regeringens og Dansk Folkepartis særdeles aktive dødshjælp til det, der bliver kaldt ’de fattiges finanslov’, bliver det dominerende tema i overblikket. Men vi skal også omkring fonde, der gerne vil slippe billigere i skat, og landsindsamlinger, der ikke kan opfylde overskudskravene.
Vi lægger for med satspuljens endeligt. Onsdag begyndte rygterne at svirre om, at regeringen og DF i forbindelse med finanslovsforhandlingerne arbejdede på at nedlægge satspuljen. Og samme aften kunne Altinget bekræfte rygterne og ridse op, hvad politikerne havde i tankerne.