EL i Hovedstaden: Danmarks økonomistyring fører til nødvendighedens politik

Tak til Jakob Riis for at tage en meget tung diskussion om fremtidens velfærdssamfund op. Selvom hans vision handler om en større integration af erhvervslivet, så er interviewet i mine øjne et stort og vigtigt forsvar for demokratiet.

Når det kommer til velfærdssamfundet, så går det netop ikke, at udviklingen bare fortsætter blindt og med politikerne på bagsædet, og det kræver netop, at politikerne tager mod til sig og diskuterer udviklingen. Hvis ikke politikerne melder ud, så kan befolkningen ikke tage stilling og stemme derefter, og så kortslutter vi det repræsentative demokrati.

Enhedslisten er det eneste parti, som egentlig forsvarer, at samfundet skal dække alle sundhedsbehov, og at når forventningerne stiger, så må pengene til at matche de nye forventninger følge med. Det gør vi i sidste ende, fordi vi mener, at en borgers situation i samfundet og relation til arbejdsmarkedet ikke skal være afgørende for, hvilke sundhedstilbud hun skal have.

Forsvinder mellem beslutningslagene
Jakob Riis kan have en pointe i forhold til en skelnen mellem kritisk sygdom og ikke kritisk sygdom, men vores kategorier angår nok mere forholdet mellem sundhed og wellness. Der er en del ikke kritiske lidelser, som eksempelvis forhindrer folk i at gå på arbejde eller deltage i kulturtilbud og fritidsaktiviteter. Vi påpeger også altid det forhold, at også tænder, øjne og ører bør dækkes af det offentlige.

Men tilbage til problemet med at give sin stilling til kende. Hvordan får vi diskussionen frem, hvor træffes de politiske beslutninger, og hvilke strukturer bør ændres?

Beslutningerne om velfærden og samfundsudviklingen besluttes på tre folkevalgte niveauer: stat, kommuner og regioner (fire hvis vi medtager EU). Ansvar for udviklingen forsvinder mellem beslutningslagene, og politikerne stemmer for og forsvarer ting, som de italesætter som mod deres egentlige holdning.

Meget kunne fikses med regional skatteudskrivning, men kommunerne er i realiteten stort set lige så låst af budgetloven, udligningssystemet og skattestop/straf. Styringsmodellen for landet fører i mine øjne til en tvungen konsensus, hvor de lokalt valgte politikerne ikke fører og kommunikerer deres egentlig politik, men træffer beslutninger på grundlag af, hvad de er nødt til.

Jeg vil opfordre til, at der stemmes mere nej rundt omkring lokalt og særligt til økonomiaftalerne.

Tormod Olesen (EL)
Bestyrelsesmedlem, Danske Regioner

Folketinget sætter de lokalpolitiske rammer
Desværre øges forvirringen for borgerne, når politikerne skal ”sælge” deres resultater ved at fremhæve løft på enkelte områder og dermed fjerne fokus fra eventuelle generelle nedskæringer og den generelle udviklingstendens.

Finanslovsprocesserne i Folketinget adskiller sig egentligt ikke meget fra de lokale budgetforhandlinger. De har dog desværre i endnu højere grad fokus på enkeltsager og symbolpolitik, da presse og kommunikationsenhederne står langt stærkere her, end hvad der kan mønstres lokalpolitisk. Men i landspolitik kan de enkelte partier dog angribe selve forhandlingsrammen, og det er selvfølgelig den store forskel.

Endelig vil jeg henlede opmærksomheden på økonomiaftalerne mellem regeringen og henholdsvis regioner og kommuner. Her sætter regeringen i høj grad rammen, men det er faktisk muligt for bestyrelsen i både KL og Danske Regioner at afvise den.

Hvis den afvises, fastsætter Finansudvalget rammerne, som godkendes af Folketinget. Dermed er det her den reelle mulighed for at sige nej til de lokalpolitiske rammer findes.

Dermed er det også lige præcis her, at landets omkring 2500 lokalt valgte kan aflevere deres holdning til tingenes udvikling og stille regeringen og eventuelt Folketinget til ansvar for denne.

Bør oftere stemme nej
Vi har fra Enhedslistens side stemt nej til økonomiaftaler i regioner og kommuner, fordi vi ikke støtter den udvikling, som Jakob Riis beskriver. Vi stemmer nej med henvisning til, at skiftende regeringer ikke leverer varige midler eller reelle løft til at indfri hverken behov eller forventninger.

På trods af beklagelser fra alle andre partier lokalt, så stemmer deres repræsentanter alle sammen ja ved disse aftaler. Nogle gang kommer der et nej fra SF, men i forhold til det som partierne siger, de står for, så burde der stemmes nej langt oftere og i en bredere kreds. Det sker ikke. Udviklingen fortsætter blindt på et legitimt, men nærmest modsatrettet mandat.

Det store problem, og årsagen til at holdninger til udviklingen må vige til side for enkeltsagerne, er selvfølgelig, at partierne kun får lov at fordele pengene, hvis de er med i aftalerne. Her vil jeg dog igen påpege, at netop økonomiaftalerne adskiller sig, da det er rammerne for kommuner og regioner, som vedtages.

Der er behov for politisk mod til at diskutere og tage ansvar for udviklingen, ellers kortslutter vi demokratiet, og fremtidens utilfredshed vil manifestere sig udenfor det.

Stem mere nej
Der er behov for en mere kvalificeret debat, som kan bringe de grundlæggende forskelle på partierne frem. Det kan med fordel ske omkring de lokale budgetter, finansloven og særligt økonomiaftalerne.

Jeg vil opfordre til, at der stemmes mere nej rundt omkring lokalt og særligt til økonomiaftalerne. Det er den letteste måde for borgerne at forstå forskellene på de politiske partier.

Det mod, Jakob Riis efterlyser, har helt klart en umiddelbar pris, når det skal omsættes til, hvordan man stemmer i de tre parlamentarisk niveauer. Særligt for et parti som Enhedslisten, som har en grundlæggende anden opfattelse af, hvor vi skal hen.

Men den vision som Jakob Riis lægger op til, vil jeg ikke mene ligger indenfor befolkningens forventning til hverken Socialdemokratiet, SF eller DF, og derfor vil jeg gerne sende en opfordring videre til netop de partier om at udvise større mod.