EU-chef er bekymret over Brexit-forhandlinger
BREXIT: EU er villig til at intensivere forhandlingerne med briterne om deres exit fra Unionen, men kræver, at briterne begynder at forhandle for alvor.
Rikke Albrechtsen
EU-redaktørBRUXELLES: Det er et stort problem, at den britiske regering stadig ikke har meldt ud, hvordan de mener at landets skilsmisse fra resten af EU-samarbejdet skal foregå.
Det gjorde EU’s chefforhandler, Michel Barnier, klart, da parterne mandag eftermiddag påbegyndte tredje runde i forhandlingerne om briternes exit fra unionen.
“For at være ærlig, er jeg bekymret,” sagde Michel Barnier, da han for rullende kameraer tog imod sit britiske modstykke, Brexit-minister David Davis.
Sådan forløber forhandlingerne mellem briterne og EU
Hver fjerde uge mødes Brexit-forhandlerne og deres teams i Bruxelles.
Til støtte for forhandlingerne i plenum er der nedsat tre arbejdsgrupper, der har ansvaret for henholdsvis:
- Borgerrettigheder for briter i EU og EU-borgere i Storbritannien
- Brexit-regningen på op til 100 milliarder euro
- Andre skilsmisseanliggender.
De to siders næstkommanderende vil tage sig af det følsomme spørgsmål om forholdet mellem Irland og Nordirland, som fremover bliver EU’s ydre grænse.
Arbejdssprogene vil være engelsk og fransk.
Der er allerede afholdt to forhandlingsrunder. De næste forhandlingsrunder starter på disse datoer:
- Tredje runde: 28. august
- Fjerde runde: 18. september
- Femte runde: 9 oktober.
Herefter skal det afgøres, om der er opnået nok fremskridt til, at skilsmisseforhandlingerne kan gå over i forhandlinger om det fremtidige forhold mellem briterne og EU.