EU-chefer renser luften midt i flygtningekrise

TOPMØDE: Få resultater, men en vigtig markering i en svær tid. Det var udkommet af et EU-topmøde i Bruxelles, hvor EU-cheferne fik mulighed for at lufte deres frustrationer over de udfordringer, den eskalerende flygtningekrise stiller dem i.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (t.h.) til topmødet i Bruxelles sammen med den franske præsident Franҫois Hollande (i midten) og formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk (t.v.).
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (t.h.) til topmødet i Bruxelles sammen med den franske præsident Franҫois Hollande (i midten) og formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk (t.v.).Foto: Rådet for Den Europæiske Union
Rikke Albrechtsen

BRUXELLES: EU’s ledere forsøgte onsdag aften at bilægge konflikter og finde fælles fodslag midt i en flygtningekrise, der truer med at underminere sammenholdet i Unionen.

De 28 EU-chefer mødtes i enrum til det hasteindkaldte krisetopmøde, og usædvanligt lidt slap ud fra bag de lukkede døre.

Det var en del af planen, lød det fra flere kilder, at EU-cheferne skulle have lov til at lufte deres frustrationer over de seneste ugers kaotiske tilstande. Nogle havde brug for at markere deres utilfredshed med andre medlemslandes opførsel, og disse skulle have lov til at forklare sig.

Dokumentation

FAKTA: Det er de 28 EU-ledere blevet enige om

EU vil øge støtten til FN’s fødevareprogram, FN’s flygtningeagentur UNHCR og andre organisationer, der yder bistand til flygtninge i nærområderne, med mindst 7,5 milliarder kroner ekstra.

Libanon, Tyrkiet, Jordan og andre lande, der er under pres fra syriske flygtningekrise, skal støttes, blandt andet ved hjælp af flere midler til en eksisterende regional krisefond til håndteringen af den konflikten i Syrien.

Dialogen med Tyrkiet skal forstærkes på alle niveauer, særligt ved et kommende besøg fra den tyrkiske præsident 5. oktober, for at styrke samarbejdet om at håndtere og bremse flygtningetilstrømningen.

De vestlige balkanlande skal have hjælp til at håndtere flygtningestrømmene. EU vil afholde en konference 8. oktober om flygtningeruten, der går gennem det vestlige Balkan.

EU vil tilføre flere midler til en krisefond, der skal sikre stabilitet i usikre dele af Afrika og gøre noget ved de grundlæggende årsager til den store tilstrømning af migranter fra Afrika. Samtidig vil EU prioritere en god forberedelse af et topmøde om flygtninge, der skal afholdes i Maltas hovedstad Valletta 11.-12. november.

For at sikre de ydre grænser bedre, skal politisamarbejdet Europol, EU's grænseagentur Frontex og EU's asylagentur EASO styrkes med flere midler, personale og udstyr fra medlemslandene.

Senest i slutningen af november i år skal EU have oprettet modtagelseslejre i de såkaldte hotspots - altså EU's frontlinjelande, hvor flygtningepresset er særdeles højt. Disse lejre har til formål at sikre, at alle flygtninge og migranter bliver identificeret, registreret og får taget fingeraftryk efter reglerne.

Endelig vil EU give flere midler til en krisefond for asyl, integration og migration samt en fond for den indre sikkerhed.

Læs hele topmøde-aftaleteksten her


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024