Folkebevægelsen mod EU holder landsmøde
Ida Synnestvedt
I weekenden mødes næsten 200 EU-modstandere i Gladsaxe til Folkebevægelsen mod EU's landsmøde. Hovedtemaet på landsmødet vil være det kommende danske EU-formandskab.
"Selvom vi er imod EU, er vi ikke ligeglade med, hvordan et formandsland bruger sin position," siger Søren Søndergaard, medlem af Europa-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU, i en pressemeddelelse.
På mødet vil Folkebevægelsen diskutere udkast til formandskabsforslag til regeringen under overskriften "Ti forslag fra Folkebevægelsen til det danske EU-formandskab". Folkebevægelsen foreslår blandt andet, at regeringen skal fokusere på forslag om en social protokol mod social dumping, en målsætning om en plan for afskaffelse af landbrugsstøtten og et stop for EU-investeringer i atomkraft.