Debat

Kofod: Europol undrer sig over dansk forbehold

DEBAT: Det giver god mening, at Europol undrer sig over Danmark for tiden. Hvis vi stemmer nej ved folkeafstemningen 3. december, vil det europæiske politisamarbejde nemlig være lukket land for os, skriver Jeppe Kofod (S). 

Når Europol bliver styrket, så skal Danmark være med, skriver Jeppe Kofod (S). 
Når Europol bliver styrket, så skal Danmark være med, skriver Jeppe Kofod (S). Foto: Socialdemokraterne.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jeppe Kofod (S)
Medlem af Europa-Parlamentet 

Hvorfor vil I ikke være med mere? Sådan lød det drilske, men alvorlige spørgsmål fra en af cheferne i Europol, da jeg for nyligt var på besøg hos dem i Haag.

Drilsk, fordi han godt vidste, at jeg kæmper alt, hvad jeg kan, for et ja til afstemningen om retsforbeholdet 3. december. Men alligevel alvorligt. For konsekvensen af et nej til afstemningen er jo netop, at dansk politi må rydde skrivebordene i Europol, og pænt henvende sig i besøgsindgangen næste gang, de vil deres europæiske kolleger noget.

Og det vil de ofte. Fra 2008 til 2014 har der været en vækst på hele 150 procent i antallet af sager, hvor Europol har assisteret medlemslandenes politi. 20.000 gange har Europol hjulpet til i konkrete sager - alene sidste år. Det er altså ikke en kaffeklub det her, det er et nervecenter for seriøst politiarbejde.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Lukket land for Danmark
Det kan hverken Danmark eller dansk politi stå uden for. Men det kommer vi til, hvis nej-partierne får magt, som de har agt 3. december. Og det er ikke småting, dansk politi kommer til at skulle klare sig uden.

Direkte adgang til Europols databaser, analyser, trusselsvurdering med mere "on the spot"- hjælp i Danmark fra førende tekniske eksperter og efterforskere, sikre kommunikationskanaler og adgang til ekspertnetværk. Alt det kan blive lukket land for dansk politi.

I det daglige arbejde, så er der selvklart forskel på, hvad fuldgyldige samarbejdspartnere og tredjelande får indsigt i og kan tage del i.

Jeppe Kofod (S)
Medlem af Europa-Parlamentet

Parallelaftale hjælper ikke 
Og det gælder for øvrigt også, selvom Danmark får en parallelaftale om Europol. For så ender vi nemlig i samme kategori som Norge, Colombia og Australien. Så er Danmark ikke et medlemsland, men et tredjeland.

Som de garvede politifolk udtrykte det; vi vil selvfølgeligt altid gerne hjælpe i konkrete tilfælde, men i det daglige arbejde, så er der selvklart forskel på, hvad fuldgyldige samarbejdspartnere og tredjelande får indsigt i og kan tage del i. En parallelaftale kan aldrig blive andet end et b-medlemskab. Og b-medlemmerne har ikke direkte og fuld adgang til Europols databaser og registre.

Danmark skal med i styrket Europol 
Det kunne for eksempel være registret over de såkaldte "foreign fighters". Civile, som beslutter sig for at drage i krig for en fremmed, eller endda højere magt.

I slutningen af sidste år havde Europol 18 "foreign fighters" i deres register. Nu står der knap 1.500. Og det gør mig ærligt talt nervøs at vide, at 168 af disse har tilknytning til Danmark.

Jeg tør næsten ikke tænke på, hvilken skade sådan en flok rabiate, unge solo-krigere ville kunne påføre vores land, hvis de ikke bliver holdt i kort snor af blandt andet Europol.

Ja eller nej til tilvalgsordningen til EU's retspolitik er for mig i høj grad et spørgsmål om ja eller nej til mere tryghed for danskerne. Når Europol bliver styrket, så skal Danmark være med - fuldt og helt, og lige fra starten.

Jeg kan godt forstå, de undrer sig i Haag.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jeppe Kofod

Selvstændig rådgiver i Kofod Global, fhv. udenrigsminister, MF og MEP (S)
BA.scient.soc. (Roskilde Uni. 2004), MA i public administration (Harvard 2007)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024