På rejse gennem EU's fortællinger om sig selv
EU mister sin legitimitet, hvis europæerne ikke kan spejle sig i projektet. Men hvordan EU det? Altinget er taget til Parlamentarium, EUs museum om sig selv.
Det europæiske integrationsprojekt tog så meget plads og bredte sig sådan ud, at det uundgåeligt måtte give bagslag. Det var en pris, der skulle betales og det blev den eksempelvis med Brexit.
Cris Shore
Professor i antropologi ved Goldsmiths University of London og forfatter til “Building Europe”
Af Mikkel Boris, journalist
Temperaturen har rundet 35 grader, og det obligatoriske mundbind klæber sig til mit ansigt som en fugtig klud, mens solens stråler reflekteres på EU-Parlamentets glasfacade. Ved indgangen hænger EU’s koboltblå flag, hvor tolv gule stjerner danner en ring, der symboliserer enhed og perfektion.
De siges at repræsentere alt fra de tolv stjernetegn til de tolv disciple, romerrettens tolv tavler og myten om Herkules’ tolv arbejder. Dermed henviser de angiveligt til Europas fælleskulturelle, religiøse og humanistiske arv: græsk filosofi, romersk lov og kristen teologi. Andre har bemærket, at emblemet har en iøjnefaldende lighed med visse ikonografiske repræsentationer af Jomfru Marias glorie.