Fødevarer, kost og ernæring nr. 1

Dokumentation
20/12-2007 Landbrugsraadet - Axeltorv 3 - 1609 København V Telefon 33 39 40 00 - Fax: 33 39 41 41 - e-mail: [email protected] Fødevarer, kost og ernæring Læs i dette nummer: * Nyt fra Folketinget * Nyt fra EU * Nyt fra ministerierne * Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) og DK * Nyt fra Landbrugsraadets Udvalg for Fødevarer, Kost og Ernæring Nyt fra Folketinget Forslag til ændring af lov om fødevarer - L45 Regeringen har den 12. december 2007 fremsat forslag til lov om ændring af fødevareloven. Lovforslaget følger op på ekspertanalyser og det brede politiske forlig om fødevarekontrollen fra maj 2007. Med forslaget lægges der bl.a. op til et nyt og stærkere tilsynskoncept, hvor kontrollen i højere grad risiko- og behovsvurderes. Forslaget forventes 1. behandlet i Folketingssalen den 9. januar 2008, og de politiske forhandlinger om forslaget forventes afsluttet februar 2008 således at loven kan træde i kraft umiddelbart herefter og dermed give fødevareforliget fuld gennemslagskraft. Forslag til folketingsbeslutning om lav moms på sunde og økologiske fødevarer mv. - B12 Enhedslisten har den 30. november 2007 (gen)fremsat forslag til folketingsbeslutning om lavere moms på sunde og økologiske fødevarer samt højere afgifter på usunde fødevarer. Beslutningsforslaget fremsættes bl.a. på baggrund af en rapport fra Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV) i maj 2007, der viser, at der kan opnås meget positive effekter for folkesundheden ved at ændre den danske moms- og afgiftsstruktur, så afgifterne bliver sat op for usunde fødevarer og momsen bliver fjernet for sunde fødevarer. En klassificering af fødevarer i "sunde" og "usunde" er ifølge forslaget ikke ukompliceret, men bør ske med udgangspunkt i de officielle kostråd. ATV sandsynliggør i deres rapport, at en omlægning af afgifter og moms vil føre til ændringer i forbruget i samme størrelsesorden som de ændringer, der i dag er ønskelige i befolkningens kost i forhold til de officielle kostråd. Forslaget forventes 1. behandlet den 8. januar 2008. top Nyt fra EU 4-pakken om anvendelse af tilsætningsstoffer, aromaer og enzymer mv. På ministerrådsmødet (landbrug og fiskeri) den 17. december 2007 nåede EU s fødevareministre til politisk enighed om forslaget. Med opnåelse af politisk enighed er ministerrådet reelt færdig med diskussionerne internt i rådet om forslagets indhold. Der er således opnået enighed om at regulere fødevareproducenternes brug af aromaer og enzymer i fødevarer ved hjælp af positivlister, som det i dag kendes fra tilsætningsstofområdet og som medfører, at de pågældende stoffer skal være godkendt forinden anvendelse. Det er den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA), som skal levere de videnskabelige vurderinger i forhold til, hvorvidt stofferne kan godkendes eller ej. Det udestår dog fortsat, at Europa-Parlamentet bliver enig med ministerrådet om den endelige formulering af teksten, og en vedtagelse af forslaget forventes inden udgangen af 2008. EU-Kommissionens mærkningsudspil EU-Kommissionen fremlægger formentlig i januar 2008 et forslag til modernisering og forenkling af de gældende mærkningsbestemmelser, især det gældende mærkningsdirektiv 2000/13/EF. Et forslag hertil har været i intern høring i Kommissionen i efteråret 2007, og forslaget omfatter i sin nuværende form følgende elementer: * En horisontal tilgang, hvor de pågældende bestemmelser som udgangspunkt gælder for alle fødevarer * Klare principper for mærkning af fødevarer * En fleksibel tilgang omfattende såvel obligatoriske som frivillige aspekter * En innovativ tilgang, som sætter fødevareproducenterne i stand til at udvikle og tilpasse mærkningen til skiftende markeder og forbrugerkrav * Muligheder for medlemsstater til at eksperimentere/udvikle mærkning på frivillig basis Der stilles med forslaget som udgangspunkt ikke færre krav til fødevareproducenterne end i dag, snarere tværtimod. Centralt i det nye forslag står således bestemmelsen om en ny obligatorisk næringsdeklaration, som forventes drøftet intenst, da der allerede nu er nogen uenighed om, hvilke næringsstoffer der skal angives. Det fremgår således, at energiindhold og indholdet af fedt, mættet fedt, sukker og salt skal deklareres, hvorimod proteinindholdet, som det er tilfældet i dag, foreslås at udgå. En anden udfordring vil blive den fremtidige arbejds- og kompetencefordeling mellem Kommissionen og medlemslandene, idet der i det foreliggende forslag synes at være et vist råderum for national regelfastsættelse, hvilket umiddelbart synes uhensigtsmæssigt i relation til det indre markeds funktion og handlen med fødevarer over grænserne. Ministerrådet og Europa-Parlamentet skal nå til enighed om forslaget i den såkaldte fælles beslut-ningsprocedure og en ny EU-mærkning formodes at være indenfor rækkevidde om ca. 2 års tid. EU-Kommissionens arbejdsprogram 2008 EU-Kommissionen fremlagde sit lovgivnings- og arbejdsprogram for 2008 i oktober 2007, og centralt i arbejdsprogrammet er en bæredygtig udvikling i Europa. Med de klimaændringer, der allerede er i gang, skal EU se på, hvordan offentlige politikker bør bidrage til tilpasningen til den nye virkelighed, og Kommissionen vil således fremlægge en såkaldt hvidbog om tilpasningen til klimaændringernes konsekvenser. Der bliver behov for at tilpasse en bred vifte af EU-politikker - såsom menneskers og dyrs sundhed, landbrug, fiskeri, biodiversitet, energi, industri, forskning og turisme - og hvidbogen vil søge at kortlægge, hvor behovet for ændringer er størst. Den fælles landbrugspolitik vil undergå en "Helbredsundersøgelse" for at kontrollere, om 2003-reformen vedrørende enkeltbetalingsordningen og visse landbrugsmarkeder samt gennemførelsen i medlemsstaterne behøver finjustering. Dette vil også hjælpe til at bane vejen for en fremtidig udformning af den fælles landbrugspolitik og de dermed forbundne prioriteringer. Endnu en (fortsat) prioritet for Kommissionen er bedre håndhævelse af fællesskabsretten, bl.a. gennem en bedre dialog med medlemsstaterne, for at sikre rettidig gennemførelse og effektiv og retfærdig anvendelse. Kommissionen vil således fortsat gøre en stor indsats for at sikre overholdelse af EU-lovgivningen med særlig vægt på transport, miljø, fødevaresikkerhed, dyrs sundhed og velfærd samt plantesundhed. På anmodning fra ministerrådet (landbrug) arbejder Kommissionen på et initiativ om frugt til skoleelever. En konsekvensanalyse er under forberedelse, og afhængigt af resultatet vil der blive udarbejdet et forslag. Kommissionen vil fremlægge en såkaldt grønbog om landbrugsproduktkvalitet. Grønbogen skal udforske idéer og muligheder for landmænd og producenter, der ønsker at omlægge deres produktion med henblik på fremstilling af produkter af bedre kvalitet og dermed i højere grad tilfredsstille forbrugernes efterspørgsel og øge merværdien af deres produktion. Dokumentet vil opfordre til indsendelse af bidrag, synspunkter og forslag til udvikling af foranstaltninger og egnede juridiske rammer, der kan fremme et skift over imod kvalitetsproduktion og -markedsføring. Grønbogen kommer til at bygge på udkommet af konferencen om kvalitetscertificering for fødevarer (afholdt i Bruxelles de 5.-6. februar 2007) og ønskerne om, at EU s landbrug i højere grad følger markedstendenserne. Grønbogen skal også indsamle interessenters synspunkter om udviklingen af en fælles-skabskvalitetsordning for geografiske betegnelser og traditionelle specialiteter. top Nyt fra ministerierne Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri Landbrugsraadet hilser regeringens beslutning om at rykke Fødevarestyrelsen tilbage til Fødevareministeriet velkommen, idet der er brug for ét Fødevareministerium, som er ansvarlig for hele fødevareerhvervet i kæden fra jord til bord. Økonomi- og Erhvervsministeriet - Forbrugerredegørelse 2007 Årets Forbrugerredegørelse blev offentliggjort den 17. december 2007. For fjerde gang har Forbrugerstyrelsen lavet en tværgående undersøgelse af forbrugertillid, gennemsigtighed og klageforhold på 57 danske markeder. Markedet for fødevarer opnår fortsat ikke en særlig høj placering i det samlede billede, hvilket i høj grad skyldes, at klageforholdene i relation til fødevarer vurderes uhensigtsmæssige. Klager over fødevarer, der ikke lever op til forbrugerens forventning, er således typisk et anliggende mellem kunde og butik, og forbrugerne er overladt til civilt søgsmål i tilfælde af utilfredshed med den pågældende fødevare. Redegørelsens sigte er at gøre det muligt at sætte fokuseret ind med tiltag dér, hvor markederne volder forbrugerne de største vanskeligheder, og en af Redegørelsens anbefalinger er da også, at klageforholdene bliver forbedret på en række markeder. Sundheds- og Forebyggelsesministeriet - Forebyggelseskommission Med ny regering og oprettelsen af et Sundheds- og Forebyggelsesministerium synes den umiddelbart centrale opgave for ministeriet at være nedsættelse af den såkaldte Forebyggelseskommission, som i 2009 skal barsle med en overordnet plan for den nationale forebyggelse med henblik på at øge danskernes levetid og livskvalitet. Fokus vil umiddelbart være på tiltag, der har dokumenteret virkning i relation til forebyggelse, og Forebyggelseskommissionen forventes at inkludere de otte risikoområder, som udpegedes i forbindelse med regeringens plan "Sund hele livet" fra 2002, herunder kost og motion. Landbrugsraadet finder det helt naturligt, at danskernes kostvaner indgår som et centralt arbejdsområde for Kommissionen. Som leverandør af en stor del af danskernes mad vil landbrugs- og fødevareerhvervet gerne bidrage til arbejdet i Kommissionen i relation til at få vendt udviklingen hen imod en sundere livsstil. Nøgleelementer og -kompetencer i den forbindelse er produktudvikling, kost og ernæringsoplysning samt forskningsprojekter. top Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) og DK EFSA s 5 års fødselsdag EFSA har i 2007 kunnet fejre sin 5 års fødselsdag. Ved storstilede arrangementer i såvel Parma som i Bruxelles har EFSA haft lejlighed til at kigge såvel tilbage som frem. EFSA er således umiddelbart tilfreds med håndteringen af sin rolle som leverandør af videnskabelige vurderinger i relation til foder- og fødevaresikkerhed og i stigende grad tillige på ernæringsområdet. EFSA har således siden etableringen i 2002 leveret over 500 konkrete vurderinger. En af EFSA s prioriteter og udfordringer fremadrettet er at styrke samarbejdet med nationalstaterne og gøre ejerskabet til EFSA mere håndgribeligt for EU s medlemslande. I den forbindelse er et nyt nationalt center for samarbejde mellem Danmark og EFSA etableret i Fødevareinstituttet, DTU. Centret skal bidrage til at skabe tættere kontakt mellem EFSA og de danske aktører, der arbejder med risikovurdering af fødevarer, human ernæring, foderstoffer samt plante- og husdyrsundhed. EFSA har indtil videre etableret samarbejdscentre i 14 EU-lande. Centrets primære opgave er at indsamle og overføre relevant information mellem EFSA og de danske aktører, herunder skal centret bl.a.: * Sikre udveksling af information mellem EFSA og de danske aktører om væsentlige initiativer og resultater inden for risikovurdering og forskning på fødevareområdet og inden for human ernæring, foderstoffer samt plante- og husdyrsundhed * Rådgive EFSA om videnskabelige eksperter og forskningsorganisationer i Danmark, der kan hjælpe EFSA og de danske myndigheder med at udføre samarbejdsopgaver inden for risikovurdering af sikkerheden ved fødevarer og foderstoffer * Bidrage til at styrke EFSA s synlighed i Danmark, bl.a. ved at udbrede information om og fra EFSA Europa-Parlamentet er som EFSA overordnet tilfreds med EFSA s opgavevaretagelse, men stiller samtidig spørgsmålstegn ved, om de mange videnskabelige vurderinger følges godt nok op med klar og måske endog handlingsorienteret information til forbrugerne, og om arbejdsbetingelserne er for-nuftige især henset til EFSA s beliggenhed i Parma. Blandt flere ting, som EFSA skal beskæftige sig med i 2008, er udarbejdelse af en videnskabelig vurdering af fødevaresikkerhedsmæssige aspekter ved anvendelse til konsum af kød mv. fra klonede dyr samt en videnskabelig vurdering om nanoteknologi. top Nyt fra Landbrugsraadets Udvalg for Fødevarer, Kost og Ernæring Starthjælpspuljen Landbrugsraadets Udvalg for Fødevarer, Kost og Ernæring har på møde den 30. november 2007 behandlet i alt 25 ansøgninger med henblik på fordeling af midler fra Starthjælpspuljen - en pulje som Landbrugsraadet har oprettet i 2004 med henblik på at støtte og etablere samarbejde mellem interessenter i og uden for erhvervet om fremme af en sund livsstil. Således har 11 projekter modtaget støtte i størrelsesorden 50.000 til 120.000 kr. Udvalget har således haft inviteret til ansøgninger, som tager udgangspunkt i uddannelse af forbrugerne. Forbrugerne har således viden om og ofte også intentioner om at leve sundt, men gør det ikke, hvorfor uddannelsen skal rettes mod at give forbrugerne redskaber, som de kan og vil bruge, så de handler i overensstemmelse med deres viden. Skolemåltider Landbrugsraadet ønsker at forholde sig aktivt i forhold til den aktuelle politiske debat om skolemåltider, og Udvalget har haft drøftelser herom på mødet i november 2007 og anbefaler, at * Alle skoler udformer en mad-, drikke- og måltidspolitik * De fysiske rammer, herunder pladsforhold til køkken og spisefaciliteter, tilgodeses og at pauserne har en længde, som tilgodeser, at der er tid til at spise og drikke * Der etableres sunde madordninger som et tilbud på alle skoler * Der i sunde madordninger også indgår sunde drikkevarer * Der skal være gode rammer for udvikling af børns viden om sund livsstil, herunder også motion, gennem forskellige former for undervisning Der er i øjeblikket mange projekter i gang på skolemåltidsområdet og der eksisterer mange undersøgelser, som redegør for skolemåltidssituationen i de danske folkeskoler. De mange projekter peger bl.a. på, at skolemåltider generelt ikke er en integreret - og i nogen grad ej heller en prioriteret - del af den danske folkeskole Der er fra politisk side fortsat uenighed om, hvorvidt skolemåltider skal være gratis eller ej. Landbrugsraadet anbefaler, at der afsættes de fornødne ressourcer til at få området løftet/prioriteret. top Landbrugsraadet udgiver følgende nyhedsbreve: Dagens vigtigste landbrugs- og fødevarenyheder , Konkurrenceret, andelsforhold og skat , Energi, virksomhedsmiljø og transport , International Horisont - landbrugspolitiske nyheder fra EU, WTO m.v. , EksportNyt , Fødevarer, kost og ernæring , Veterinærforhold og dyrevelfærd , Uddannelse og debataktiviteter , Projektstøtteordninger og innovationsprojekter , Nyt fra Folketinget Tilmeld dig på Landbrugsraadets hjemmeside Afmeld nyhedsbrev Nyhedsbrev arkiv Ændring af abonnement

Altinget logoFødevarer
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget fødevarer kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
Seneste fra Fødevarer

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024