Debat

Velkommen i kampen for markedsdrevet økologi

DEBAT: Regeringen vil gerne have mere markedsdrevet økologi. Men er man villige til at skrue på de knapper, der kan hjælpe udviklingen op i næste gear, spørger Kirsten Lund Jensen, Landbrug & Fødevarer.
Foto: www.lf.dk
Ida Skytte

Redaktør af Altinget|Energi & Klima og Altinget|Fødevarer. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2006 med praktik på Ritzaus Bureau, herunder et halvt år som EU- korrespondent i Bruxelles. Efter DJH blev hun fastansat på Ritzau og tog derefter igen til Bruxelles - denne gang hos Poul Nyrup Rasmussen i Europa-Parlamentet.

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Kirsten Lund Jensen
Teamleader, økologi i Landbrug & Fødevarer

Regeringen har i Grøn Vækst defineret en målsætning om en fordobling af det økologiske areal i 2020 til 15 procent af landbrugsarealet eller 350.000-400.000 hektarer. Det betyder, at der skal omlægges 18.000 hektarer landbrugsjord om året til økologisk drift.

Regeringen har også slået fast, at den fordoblede økologiske produktion skal opnås som følge af en markedsbaseret efterspørgsel - altså, der skal være købere til det, der produceres.

Økologien skal udvikles 
Det er altså nu, der skal laves en seriøs økologisk satsning, som kan understøtte og videreudvikle det økologiske marked, som skal bære væksten mange år frem. Dansk økologi skal i gear til mere eksport og til at fastholde salget på et hjemmemarked, hvor konkurrencen fra udenlandske økologiske produkter stiger kraftigt

Det er altså nu, der skal laves en seriøs økologisk satsning, som kan understøtte og videreudvikle det økologiske marked, som skal bære væksten mange år frem.

Kirsten Lund Jensen
Teamleder, Økologi, Landbrug & Fødevarer

Hvad kræver det så - jo, at økologien udvikler sig både i dybden og bredden. Volumen og indhold skal øges og troværdigheden fastholdes, hvis markedet skal bære. Økologi er et levende og unikt koncept, der skal blive ved med at udvikle sig ved at inddrage nye mål i forhold til natur, miljø, klima, dyrevelfærd og etik. Fortsat udvikling skal kvalificere produkterne til at opnå merpriser såvel herhjemme som på eksportmarkederne.

Målrettet forskning
I den økologiske planteproduktion kræver det målrettet forskning mod øget produktivitet gennem bedre ukrudtsbekæmpelse, økologiske sortsudvikling, ny teknologi, bedre udnyttelse af tilgængelige næringsstoffer i planteproduktionen - herunder udvikling af systemer med grøngødning/energiafgrøder til omsætning i biogasanlæg.

På husdyrsiden kræver det blandt andet forskning i udvikling af økologiske staldsystemer, der kan kombinere store rentable og velstyrede enheder med lav klima- og miljøbelastning, høj dyrevelfærd og mulighed for naturlig adfærd.

Et inspirerende forsknings- og innovationsmiljø skal sikre fremdrift, udvikling og nytænkning, både på markedssiden og på produktionssiden. Vi har brug for udvikling af nye økologiske produkter, der indbygger klima- og miljøhensyn og sundhed hele vejen gennem produktion, forarbejdning, emballering og distribution til forbrugeren.

Skal kunne betale sig
Det skal også kunne betale sig at være økolog i Danmark - både som landmand og virksomhed. De danske myndigheder skal holde EU-Kommissionen ansvarlig for ensartet fortolkning, implementering og kontrol af økologireglerne i alle medlemslande, så vi har ens konkurrencevilkår.

På den kommercielle front handler det blandt andet om eksportaktiviteter rettet mod detailkæderne, men også aktiviteter direkte rettet mod slutbrugere på de internationale højværdimarkeder. Og samtidig skal der også være aktiviteter rettet mod den udenlandske forarbejdningssektor, der gerne vil aftage danske økologiske varer af høj kvalitet til videre forarbejdning.

Sidst men ikke mindst er det helt afgørende, at vi som forbrugere og borgere er klædt på til at vælge økologien - både privat og i den offentlige sektor. Økologi skal være synligt alle steder, hvor fødevarer handles. Og når vi spiser vores måltider uden for hjemmet, skal det også være muligt at vælge økologien - det være sig på arbejdspladsen, i skolen eller på restauranten.

Så velkommen i kampen for mere økologi på markedsvilkår - der er noget at slås for!

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024