Antallet af fødevareregioner bør følge regionsdannelsen

Læs her Strukturkommissionens afsnit om fødevarekontrollen og jordbrugskommissionerne:

45.6. Fødevarekontrollen

 

45.6.1. Beskrivelse af fødevarekontrollen

Fødevarekontrollen er siden 2000 varetaget af 11 fødevareregioner under Fødevaredirektoratet. Før var opgaverne fordelt på 32 kommunale levnedsmiddelkontrolenheder, den statslige kødkontrol samt Plantedirektoratet og Fiskeridirektoratet.

Boks 45.12. Oversigt over fødevarekontrollens opgaver

Regulering inden for fødevareområdet. Kontrol og tilsynsopgaver vedrørende hele fødevarekæden fra jord til bord. Beredskab og bekæmpelse relateret til fødevareproduktionen. Forskning og udvikling inden for veterinær- og fødevareområdet. Udstedelse af eksportcertifikater.

Fødevaredirektoratet varetager den centrale veterinær- og fødevareadministration samt opgaver i henhold til fødevareloven, jf. boks 45.12. Det drejer sig primært om kontrol- og tilsynsopgaver, herunder levnedsmiddelkontrol, der vedrører hele fødevarekæden fra jord til bord. Dvs. kontrol- og tilsynsopgaver vedrørende primærproducenterne, forarbejdningsindustrien, detailhandelen og restaurationsbranchen mv.

I tabel 45.3. er der opstillet en række nøgletal for Fødevaredirektoratets virksomhed fordelt i forhold til direktoratets hovedaktiviteter.

 

Tabel 45.3. Nøgletal for Fødevaredirektoratets virksomhed

Hovedformål	Indtægter (mio.kr.)	Udgifter (mio.kr.)	Resultat (mio.kr)	Ressourceforbrug (årsværk)
Regulering mv.	1,3	67,1	-65,8	162
Kontrol og tilsyn	477,9	687,3	-209,4	1.351
Beredskab og bekæmpelse.	0,1	29,0	-28,9	32
Forskning og udvikling.	37,2	70,9	-33,6	183
Kortlægning og overvågning.	3,4	92,8	-89,4	138
Information	1,2	18,4	-17,3	28
Fælles funktioner	15,9	237,6	-221,7	263
I alt	537,1	1.203,1	-666,0	2.157

Kilde:

Årsrapport 2002.

Der er ca. 54.000 fødevarevirksomheder i Danmark, heraf ca. 46.000 detailvirksomheder. Detailvirksomhederne får i dag et til tre tilsyn om året afhængig af virksomhedens aktivitet. Det samme gælder for grossister, der opbevarer og sælger fødevarer en gros, men som ikke selv fremstiller fødevarer. Tilsynsaktiviteten i engrosvirksomheder med produktion varierer fra tilstedeværelse under hele produktionen (eksportautoriserede slagterier) til tilsyn to til otte gange om året. Hertil kommer udstedelse af eksportcertifikater, som udføres af fødevareregionerne.

I tabel 45.4. og tabel 45.5. er opstillet en oversigt over det forventede antal tilsyn på fødevare- og veterinærområdet i 2003.

 

Tabel 45.4. Forventet antal tilsyn på fødevareområdet i 2003

Tilsynstype	Antal virksomheder	Forventet antal tilsyn
Engrosvirksomheder med tilvirkning.	1086	3034
Engrosvirksomheder uden tilvirkning	3245	3245
Detailvirksomheder	45897	63717
Tilsyn efter økologiloven 1)	592	527

Note:	1) Virksomhedsregnskab 2001.
Kilde:	Fødevaredirektoratets resultatkontrakt/kvartalsrapport 2003.

 

Tabel 45.5. Forventet antal tilsyn på veterinærområdet i 2003

Tilsynstype	Forventet antal tilsyn
Tilsyn vedrørende buranlæg efter dyreværnsloven	71
Tilsyn vedrørende kalve efter dyreværnsloven	774
Tilsyn vedrørende svin efter dyreværnsloven	375
Risikobaserede tilsyn med dyretransporter, indladning og besætninger	250
Tilsyn vedrørende mælkeproducerende besætninger efter fødevareloven.	3587

Kilde:

Fødevaredirektoratets resultatkontrakt/kvartalsrapport 2003

 

45.6.2. Styrker og svagheder ved den nuværende organisering af fødevarekontrollen

Det er en væsentlig styrke ved den nuværende organisering af fødevarekontrollen, at den sikrer den ensartede behandling af virksomhederne, som er afgørende af konkurrencehensyn. Det gælder engrosvirksomhederne, der sælger til hele landet og til eksport, og det gælder detailvirksomhederne, som i dag domineres af mange landsdækkende kæder.

Den nuværende organisering tilsigter, at forbrugerne får et ensartet beskyttelsesniveau, uanset om man er bosiddende i Skagen eller på Fyn.

Det vurderes endvidere at være en styrke, at der sker en ensartet prioritering af fødevarekontrollen på landsplan og en ensartet risikovurdering, der er uafhængig af lokale politiske interesser.

Den centraliserede organisering er tilsvarende en fordel i situationer, som kræver handling her og nu. Ved udbrud af fødevarebårne sygdomme eller fund af sygdomsfremkaldende stoffer i maden er det nødvendigt med en koordineret indsats, hurtige og effektive kommunikationsveje og en klar placering af beslutningskompetencen.

Den nuværende struktur med tre selvstændige laboratoriefaciliteter i staten (fødevarekontrollen), amterne (vandmiljø) og kommunerne (miljøkontrol) må antages at føre til en vis ineffektivitet i opgaveløsningen.

Den samlede varetagelse af fødevarekontrollen og det veterinære område giver Fødevaredirektoratet mulighed for at trække på de samlede ressourcer på indsatsområder, hvor det er mest nødvendigt. Som eksempel kan nævnes bekæmpelsen af sygdommen Newcastle Disease i fjerkræ, hvor både tilsynsførende fra regionernes fødevareafdelinger og veterinærafdelinger deltog i bekæmpelsesarbejdet. De tilsynsførende i fødevarekontrollen udgør på den måde en del af det veterinære beredskab, der kan og skal kunne trækkes på i krisesituationer. På samme måde kan der flyttes rundt på personalet i fødevarekontrollen for kortere eller længere perioder, hvis der er behov for det til generelle eller akutte opgaver.

De lokale statslige kontrolenheder har en størrelse og en faglig kompetence, der understøtter, at de kan fungere som videncentre i forhold til borgere og virksomheder.

Det vurderes at være en svaghed ved den nuværende centralisering, at den mindsker kendskabet til lokale forhold, som kan være nyttig viden i kontrol og tilsynsfunktionen og ikke mindst ved sygdomsbekæmpelse.

Boks 45.13. Styrker og svagheder ved den nuværende organisering af fødevarekontrollen

Styrker: Ensartet og økonomisk effektiv kontrol. For store fødevareproducenter mv. er den statslige kontrol/blåstempling af kvaliteten afgørende for eksportmulighederne. Ensartet prioritering. En koordineret indsats. Effektiv udnyttelse af ressourcer på tværs af geografi og kontrolområder. Stærke lokale faglige miljøer. Svagheder: Større krav til koordination og central styring. For visse brancher, herunder restaurationsbranchen og mindre detailbutikker kan manglende lokalkendskab være en ulempe.

 

45.7. Jordbrugskommissionerne

45.7.1. Beskrivelse af jordbrugskommissionerne

Jordbrugskommissionerne er selvstændige myndigheder, der er bemyndiget til at træffe afgørelser efter lov om landbrugsejendomme. Der findes for hvert amt i Danmark en jordbrugskommission, der skal varetage opgaver i forhold til landbrugsloven inden for amtets grænser. Jordbrugskommissionerne har tre medlemmer, hvoraf de to er indstillet af de stedlige landbo- og familielandbrugsorganisationer. Det er amtsrådet, der udpeger kommissionens medlemmer og finder formanden. Formanden skal være jurist og skal ligesom de medlemmer, der er indstillet fra landbruget være bosiddende i amtet. Amtets administration varetager sekretariatsopgaven for jordbrugskommissionen.

 

Boks 45.14. Oversigt over jordbrugskommissionernes opgaver

Afgørelser efter lov om landbrugsejendomme, herunder i sager vedrørende erhvervelse af landbrugsejendomme, omlægning af arealer mellem landbrugsejendomme, ophævelse af landbrugspligten, hvis arealer skal inddrages til andet formål end landbrug, forpagtning og samdrift af landbrugsejendomme, registrering af driftsfællesskaber og overholdelse af bopælspligt mv. Tilsyn med at landbrugsloven overholdes.

Jordbrugskommissionernes opgaver drejer sig primært om anvendelse af jord til landbrugsformål, jf. boks 45.14. Kommissionen træffer således afgørelser i sager vedrørende erhvervelse af landbrugsejendomme, omlægning af arealer mellem landbrugsejendomme, ophævelse af landbrugspligten, hvis arealer skal inddrages til andet formål end landbrug, forpagtning og samdrift af landbrugsejendomme, registrering af driftsfællesskaber og overholdelse af bopælspligt mv. Jordbrugskommissionerne har derudover en overordnet forpligtelse til at føre tilsyn med, at landbrugsloven overholdes. For landbrug med husdyrhold gælder der regler for, hvor stort et areal, der skal være til ejendommen. Kommissionerne skal derfor også føre kontrol med, at disse bestemmelser overholdes.

Ved afsigelse af kendelser efter jordfordelingsloven tiltrædes jordbrugskommissionerne af en dommer og et kreditkyndigt medlem. Dommeren overtager i den forbindelse formandserhvervet.

Jordbrugskommissionerne blev etableret i forbindelse med ændring af landbrugsloven i 1989, og forventes omstruktureret i forbindelse med den kommende revision af landbrugslovene. I Fødevareministeriets lovforslag nr. L 113 (2003-2004) foreslås administration af jordbrugskommissionerne indtil videre opretholdt, men udvidet med to medlemmer, der indstilles af Friluftsrådet og Danmarks Naturfredningsforening. I bemærkningerne til lovforslaget står dog: "Det er hensigten, at administrationen af landbrugsloven senere skal henlægges til regionale folkevalgte organer, der svarer til de nuværende amtsråd."

 

45.7.2. Styrker og svagheder ved den nuværende organisering af jordbrugskommissionernes opgaver

Beslutninger vedrørende anvendelse af landbrugsjord træffes i dag af et selvstændigt fagligt organ, der er domineret af partsinteresser i forhold til landbrugsdrift. Dette må opfattes som en svaghed, da beslutninger vedrørende væsentlige dele af arealerne i det åbne land ikke træffes i sammenhæng med og afvejes over for øvrige regionale og lokale prioriteringer og interesser. Det drejer sig om afvejninger, som amtsrådet foretager i arealanvendelsessager. Dvs. afvejninger i forhold til rekreative interesser samt natur og miljø, herunder hensyn til grundvand og hensyn til den regionale udvikling i øvrigt. Hertil kommer, at det er en svaghed, at beslutningerne ikke træffes i åbenhed i et politisk organ.

 

Boks 45.15. Styrker og svagheder ved den nuværende organisering af jordbrugskommissionernes opgaver

Styrker: Koordinering med erhvervets interesser. Svagheder: Der er ikke sikret sammenhæng til de øvrige regionale prioriteringer i forhold til arealanvendelse og regional udvikling i øvrigt, som disse f.eks. kommer til udtryk i regionplanlægningen, VVM og de regionale naturbeskyttelsesopgaver. Systemet er i vidt omfang domineret af partsinteresser.