B 124 om genindførelse af strukturprojektordningen under EU’s landdistriksprogram

Claus Iversen

Se førstebehandlingen af beslutningsforslaget her.

Se beslutningsforslagets bilag på Folketingets hjemmeside her.

Dokumentation

Fremsat den 27. marts 2003 af Ritt Bjerregaard (S), Inger Bierbaum (S), Ole Vagn Christensen (S), Henrik Dam Kristensen (S), Erik Mortensen (S), Lone Møller (S), Niels Sindal (S), Nicolai Wammen (S), Jørn Jespersen (SF) og Kristen Touborg (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om genindførelse af strukturprojektordningen under EU’s
landdistriktsprogram for små og mellemstore virksomheder

 

Folketinget opfordrer regeringen til inden udgangen af folketingsåret 2002-03 at genindføre strukturprojektordningen under EU’s landdistriktsprogram, således at der anvendes 46,6 mio. kr. i 2003 – hvoraf 50 pct. refunderes af EU – af de videreførte midler på finanslovens underkonto § 24.23.03.45. Økologiske arealtilskud, med henblik på, at små og mellemstore virksomheder igen kan opnå tilsagn om tilskud til investering i projekter til udvikling af fødevaresikkerhed, hygiejne, økologi og arbejdsmiljø m.m.

Bemærkninger til forslaget

Strukturprojektordningen under EU’s landdistriktsprogram har været anvendt som en tilskudsordning til forbedring af forarbejdningen og afsætningen af jordbrugsprodukter. Ansøgninger fra små og mellemstore virksomheder er blevet prioriteret højt. Tilskuddene har været ydet til investeringer inden for følgende prioriterede indsatsområder: miljø, herunder arbejdsmiljø, hygiejne, fødevaresikkerhed, dokumentation af produktionsprocesser, produkternes sporbarhed, økologi og dyrevelfærd.

Som følge af regeringens politik om at nedprioritere de direkte erhvervstilskud har regeringen nulstillet bevillingen til ordningen på finansloven for 2002 og helt fjernet bevillinger til ordningen på finansloven for 2003. Det årlige tilsagnsniveau har hidtil været på 40 mio. kr. Heraf er 50 pct. blevet finansieret ved EU-refusion.

Dermed udmærker Danmark sig nu ved at være et af de få lande i EU, der ikke giver en sådan investeringsstøtte til små og mellemstore virksomheder.

Fødevareudvalget har haft en deputation i foretræde om strukturprojektordningen. Deputationen bestod af repræsentanter for en række mindre mejerivirksomheder: Thise Mejeri, Bornholms Andelsmejeri, Osteriet Hinge, Fanø Mejeri og Løgismose Mejeri A/S.

Mejerierne har endvidere skriftligt over for udvalget redegjort for deres væsentlige problemer i forbindelse med afskaffelse af strukturprojektordningen, jf. Fødevareudvalget alm. del – bilag 63. Det fremgår heraf, at genindførelse af ordningen vil opfylde følgende formål:

1)   Virksomhederne vil få et væsentligt løft i relation til en mere » fødevaresikker « produktion og, ganske vigtigt, få mulighed for at øge eksporten, ikke mindst af økologiske produkter.

2)   De små virksomheders konkurrenceevne og overlevelsesevne forbedres i forhold til

–   de allerstørste danske udbydere,

–   andre små og mellemstore europæiske virksomheder, der opnår massiv støtte, f.eks. i Sverige, men fremover også i de nye EU-lande, hvor det i stor udstrækning vil være muligt, også for store danske virksomheder, at opnå 40 pct. tilskud til konkurrerende produktioner,

–   virksomheder i fiskerisektoren, hvor projektstøtten fortsætter på et klart højere niveau.

3)   De små virksomheders tilstedeværelse på markedet vil være forudsætningen for et varieret og kvalitetspræget udbud af fødevarer. Nye produkter, bl.a. økologiske, vil blive fremstillet, og mange lokale arbejdspladser vil blive bevaret og eventuelt udbygget.

Forslagsstillerne finder det uacceptabelt, at regeringen har valgt at fjerne bevillingen fra finansloven, netop som det viser sig, at de små og mellemstore virksomheder har lagt en voksende interesse for dagen, og at deres faktiske investeringer i udstrakt grad har rettet sig mod forbedringer på de pågældende indsatsområder. Strukturprojektordningen har hidtil været en god hjælp til selvhjælp til små og mellemstore virksomheder. Tilstedeværelsen af mindre virksomheder på markedet er forudsætningen for et varieret og kvalitetspræget udbud af fødevarer. Eksempelvis har ordningen været brugt til investering i en række små og mellemstore virksomheder med f.eks. egns- eller nicheproduktioner.

Ved fjernelsen af bevillingen til ordningen er mulighederne for en konkret og målrettet støtte til den enkelte virksomhed med hensyn til forarbejdning og markedsføring ødelagt, og det må forventes, at disse virksomheders produktionsvilkår og konkurrencevilkår igen vil blive forringet. I disse år ses en stigende koncentration på fødevareområdet, og selv om denne sammenslutning i store virksomheder kan være nødvendig i eksportsammenhæng, er den ødelæggende for fornyelsen i fødevaresektoren.

Fødevareministeren har ved flere lejligheder, bl.a. i besvarelsen af   spørgsmål S 1183 og S 1184 (2001-02, 2. samling) fremhævet indsatsen under innovationsloven, hvor der ydes tilskud til fremme af innovation, forskning og udvikling i fødevare-, jordbrugs- og fiskerisektoren. Forslagsstillerne bakker fuldt op bag innovationsloven, men finder ikke, at den kan træde i stedet for strukturprojektordningen, da innovationsloven ikke giver de samme muligheder for en konkret og målrettet støtte til den enkelte virksomhed med hensyn til forarbejdning og markedsføring. Støtte efter innovationsloven kan eksempelvis heller ikke målrettes mod særlig udsatte områder/regioner.

Det fremgår af fødevareministerens besvarelse af spørgsmål 1 fra Finansudvalget, jf. § 24 – bilag 7, at der ultimo 2002 var en beholdning på 111,0 mio. kr. på finanslovens hovedkonto 24.23.03, underkonto 45. Økologiske Arealtilskud. Der er på finansloven for 2003 indbudgetteret et forventet forbrug af videreførelsesbeholdningen på   64,4 mio. kr. Der er således uforbrugte midler på underkontoen på i alt 46,6 mio. kr. i 2003. Forslagsstillerne foreslår, at finansieringen af de med beslutningsforslaget forbundne udgifter sker ved anvendelse af disse midler.

Skriftlig fremsættelse

Ritt Bjerregaard (S):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om genindførelse af strukturprojektordningen under EU’s landdistriktsprogram for små og mellemstore virksomheder.

(Beslutningsforslag nr. B 124).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.


Altinget logoFødevarer
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget fødevarer kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
Seneste fra Fødevarer

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024