Beskyttelsen af torskebestanden er blevet styrket via kvotededuktioner og havdagsregulering
Tina Møller
Ingen forfatter
Ingen forfatter
Spørgsmål 167:
"Ministeren bedes kommentere henvendelsen (pdf) af 4. februar 2003 fra landsforbundet Danske Lystfiskere vedrørende torskebestandene"
Svar:
Som svar på spørgsmålet skal jeg henvise til vedlagte svar til Landsforbundet Danske Lystfiskere på brev af 4. februar 2003.
Mariann Fischer Boel
/Mogens Schou
Landsforbundet "Danske Lystfiskere" København, den 17. februar 2003
v/ formand Bjørn Larsen
Brobyvej 42
4180 Sorø
Kære Bjørn Larsen.
Tak for dit brev af 4. februar 2003 vedrørende genopretningen af torskebestanden.
Du er inde på en lang række af problemstillinger i forbindelse med den danske tilrettelæggelse af fiskeriforvaltningen, især for så vidt angår betydningen for beskyttelsen af vore ressourcer.
Der er mange ting der skal spille sammen for at vi kan få sikkerhed for i fremtiden igen at fiske på en sund torskebestand. Jeg er ikke enig med dig i at EU-forliget har slået forhåbningerne om en sund torskebestand i stykker. Beskyttelsen af torskebestanden i vores farvande er efter min opfattelse væsentlig styrket i kraft af de kvotereduktioner, der blev besluttet på Rådsmødet i december 2002 og den havdageregulering, der skal sikre at der ikke sættes for stor en indsats ind i torskefiskeriet. Hertil kommer at der er gennemført væsentlige maskemålsforøgelser i torskefiskeriet i de seneste år.
Du bemærker, at antallet af fiskedage efter pres fra erhvervsfiskerne er øget. Det er ikke korrekt. Det lå i fiskeriforliget, at de medlemslande, der gennemførte en reduktion af det antal fartøjer, der belaster torskefiskerierne, kunne få forøget antallet af fiskedage. Jeg er orienteret om, at UK har afsat ca. 500 mio. til ophugning af fiskefartøjer. Du er formentlig bekendt med, at vi i Danmark allerede igangsatte ophugningsordninger sidste år, og jeg skønner at vi fra 1. januar 2002 og frem til i dag har givet tilsagn om ophugningsstøtte til fartøjer for omkring 210 mio. kr.
For så vidt angår den kontrolmæssige side af sagen, som du henviser til skal jeg blot bemærke, at jeg naturligvis forudsætter at reglerne til beskyttelse af torskebestanden overholdes og fiskerikontrollen sikrer, at dette sker.
Med venlig hilsen
Mariann Fischer Boel