Bredt flertal vil straffe fødevarebranchens brodne kar hårdere
KONSEKVENS: Den største kontrovers i fødevareministerens lovforslag om strengere kurs over for vaneforbrydere synes at være grænsen for, hvornår man må kalde virksomhederne for "brodne kar".
Sine Riis Lund
Journalist og redaktørNår man laver en offentlig gabestok, som det jo er på denne her måde, så er det selvfølgelig bydende nødvendigt, at det er de virksomheder, der gang på gang laver alvorlige overtrædelser af fødevarelovgivningen, som kommer i gabestokken.
Carsten Bach
Fødevareordfører, Liberal Alliance
Om det er det rigtige sprogbrug at sige brodne kar, eller det er rådne kar, skal jeg ikke kunne sige, men det er så åbenbart det, der skal drøftes i en udvalgsbehandling.
Søren Egge Rasmussen
Fødevareordfører, Enhedslisten
"Socialdemokratiet støtter selvfølgelig lovforslaget", "Dansk Folkeparti støtter selvfølgelig denne lovændring", "Enhedslisten støtter også dette lovforslag."
Partiernes opbakning faldt som perler på en snor fredag, da der var førstebehandling af et lovforslag om at sætte hårdere ind over for de fødevarevirksomheder, der gang på gang bryder loven.
Opbakningen betyder, at Fødevarestyrelsen forventeligt kommer til at have tre nye våben mod fødevarebranchens vaneforbrydere i form af daglige tvangsbøder, forbud mod at drive fødevarevirksomhed i op til seks måneder og højere bødestraffe.